Sagen vedrørte en familie med 4 mindreårige børn. Manden modtog arbejdsløshedsdagpenge efter en aktiveringsperiode.
Hustruen påbegyndte august 1995 selvstændig erhvervsvirksomhed i form af børnetøjsforretning som interessentskab. I forbindelse hermed fik hun afslag på igangsætningsydelse med henvisning til at den periode, hvor hun havde modtaget kontanthjælp havde været for kort. (Hun havde ikke modtaget kontanthjælp i en sammenhængende periode på mere end 3 måneder).
I forbindelse med afslaget på igangsætningsydelse ansøgte ægtefællerne om supplerende kontanthjælp til mandens arbejdsløshedsdagpenge. På forespørgsel havde ansøgerens revisor oplyst, at forretningen ikke forventedes at give overskud de første 6 måneder.
Kommunen gav afslag på ansøgningen. Kommunen fandt, at hustruen udnyttede sine arbejdsmuligheder ved drift af den selvstændige virksomhed. Afslaget blev begrundet med, at der ikke var grundlag for at kompensere for, at ansøger drev selvstændig virksomhed, der ikke var rentabel, således at hun ikke kunne opfylde sin forsørgelsespligt.
Ankenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde udnyttet sine arbejdsmuligheder, jf. bistandslovens § 40, stk. 1, i kraft af påbegyndelse af selvstændig virksomhed, da virksomheden ikke forventedes at give indtægt i de første 6 måneder. Nævnet fandt, at begge ægtefæller skulle opfylde rådighedskravet i bistandslovens § 40, stk. 1, for at nogen af dem var berettiget til supplerende kontanthjælp.
Nævnet fandt derfor ikke, at hustruen opfyldte sin forsørgelsespligt efter bistandslovens § 6.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af,om en ægtefælle opfylder sin rådighedsforpligtelse efter bi standslovens § 40, stk. 1, jf. bistandslovens § 6 om ægtefællers forsørgelsespligt overfor hinanden, ved at påtage sig et arbejde, der ikke giver indtægt de første 6 måneder, når den anden ægtefælle fortsat "befinder sig" i en social begivenhed.
