Ankestyrelsens principafgørelse O-15-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

03-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 33, stk. 2, nr. 10, § 33, stk. 2, nr. 9 og § 100

Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 50, pkt. 52

En nu 16-årig pige var efter en flytning blevet undersøgt af skole psykolog på moderens initiativ. På grundlag af undersøgelsen startede pigen i 8. klasse i stedet for 9. klasse, som hun aldersmæssigt svarede til. På grund af faglige og emotionelle problemer gik pigen i løbet af skoleåret ud af klassen og blev tilknyttet en produktionsskole.

Socialforvaltningen og moderen besluttede efter kontakt med Børne-og Ungerådgivningen i sommeren 1994, at pigen skulle på efterskole for bogligt svagtstillede unge med hjerneskade. Familien blev samtidig henvist til børnepsykiatrisk hospitalsafdeling, der i en undersøgelse konkluderede, at pigen på grund af betydelige organisk prægede vanskeligheder havde brug for et længerevarende behandlingsforløb i form af socialpædagogisk bistand. Der blev samtidig anbefalet psykologisk behandling.

Kommunen var enig i, at pigen havde et særligt behov, men fandt, at efterskoleophold skulle ske med henvisning til § 33, stk. 2, nr. 9, og at kommunen skulle vurdere, om der kunne ydes støtte i det omfang, forældrene ikke havde midler dertil. Ankenævnet ændrede kommunens afgørelse og henviste til § 33, stk. 2,nr. 10, med henvisning til, at pigen havde behov for et længere varende behandlingsforløb.

Samtidig fandt nævnet, at der ikke kunne pålægges forældrebetaling.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 9 eller nr. 10, bør anvendes, når der er et behandlingssigte med opholdet/anbringelsen, samt hvilken indflydelse det har på, hvilket regelsæt for forældrebetaling der skal anvendes.

Ankestyrelsen fandt, at det var af væsentlig betydning af hensyn til pigens særlige behov for støtte, at hun blev anbragt uden for hjemmetpå et godkendt opholdssted, som måtte anses for egnet til at imødekomme hendes særlige behov, jf. § 33, stk. 2, nr. 10, og bi standslovens §§ 66 og 96.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at pigen havde en række faglige, personlighedsmæssige og psykiske vanskeligheder, som nødvendiggjorde behandling ud fra en forud fastlagt plan i form af specialpædagogisk bistand af undervisningsmæssig og adfærdsmæssig karakter.

Ankestyrelsen tiltrådte således afgørelsen truffet af ankenævnet, for så vidt angik, at der var tale om en anbringelse efter bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 10.

Med hensyn til betaling for opholdet fandt Ankestyrelsen, at nævnet havde været uberettiget til, som første instans, at træffe afgørelse herom. Spørgsmål om betaling efter bekendtgørelse nr. 1007 af 14. december 1993 burde være hjemvist til kommunen til selvstændig afgørelse på baggrund af, at der var fastslået et nyt grundlag for pigens ophold.

Ankestyrelsen ophævede derfor denne del af ankenævnets afgørelse og hjemviste betalingsspørgsmålet til kommunen.

Den betalingsfritagelse, moderen allerede havde opnået i medfør af ankenævnets afgørelse, kunne dog ikke ændres med tilbagevirkende kraft.