En nu 16-årig pige var efter en flytning blevet undersøgt af skole psykolog på moderens initiativ. På grundlag af undersøgelsen startede pigen i 8. klasse i stedet for 9. klasse, som hun aldersmæssigt svarede til. På grund af faglige og emotionelle problemer gik pigen i løbet af skoleåret ud af klassen og blev tilknyttet en produktionsskole.
Socialforvaltningen og moderen besluttede efter kontakt med Børne-og Ungerådgivningen i sommeren 1994, at pigen skulle på efterskole for bogligt svagtstillede unge med hjerneskade. Familien blev samtidig henvist til børnepsykiatrisk hospitalsafdeling, der i en undersøgelse konkluderede, at pigen på grund af betydelige organisk prægede vanskeligheder havde brug for et længerevarende behandlingsforløb i form af socialpædagogisk bistand. Der blev samtidig anbefalet psykologisk behandling.
Kommunen var enig i, at pigen havde et særligt behov, men fandt, at efterskoleophold skulle ske med henvisning til § 33, stk. 2, nr. 9, og at kommunen skulle vurdere, om der kunne ydes støtte i det omfang, forældrene ikke havde midler dertil. Ankenævnet ændrede kommunens afgørelse og henviste til § 33, stk. 2,nr. 10, med henvisning til, at pigen havde behov for et længere varende behandlingsforløb.
Samtidig fandt nævnet, at der ikke kunne pålægges forældrebetaling.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 9 eller nr. 10, bør anvendes, når der er et behandlingssigte med opholdet/anbringelsen, samt hvilken indflydelse det har på, hvilket regelsæt for forældrebetaling der skal anvendes.