Ankestyrelsens principafgørelse O-36-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

09-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 27

I forbindelse med at ansøger meldte sig ud af sin arbejdsløsheds kasse, krævede socialforvaltningen hans kontanthjælp tilbagebetalt med virkning fra den 1. august 1993 med hjemmel i bistandslovens §26, stk. 1, nr. 1. Både ansøger og dennes ægtefælle modtog kontant hjælp. De havde ingen forsørgerforpligtelser i øvrigt.

Socialforvaltningen fastsatte i august måned 1994 ansøgers månedlige afdrag til 500 kr. fra den 1. oktober 1994. Beløbet var fastsat på grundlag af familiens økonomiske forhold, der viste et månedligt overskud på 6.090 kr. efter fradrag af faste udgifter. Socialforvaltningen godkendte ikke ansøgers udgifter til leje af vaskemaskine og udgifter til skolegang i form af intensiv danskundervisning som faste udgifter.

Ankenævnet hjemviste ved sin afgørelse bl.a. betalingsordningen til kommunen til fornyet vurdering og afgørelse. Nævnet lagde herved lagt vægt på, at der ifølge SM O-26-90 normalt ikke er grundlag for at gennemføre en tilbagebetalingsordning, så længe skyldneren modtager kontanthjælp.

Nævnet fandt endvidere, at kommunen burde acceptere en mere lempelig afdragsordning, og henviste i denne forbindelse til, at ansøger selv havde foreslået at afdrage et beløb på 250 kr. pr. måneden.

Kommunen henviste i forbindelse med klagen til, at man var klar over, at der normalt ikke var grundlag for at gennemføre en tilbagebetalingsordning, når restanten modtog kontanthjælp. Der skulle således foretages en individuel vurdering af betalingsevnen, men det var fortsat forvaltningens opfattelse, at ansøger og dennes ægtefælle kunne afdrage 500 kr. om måneden.

Nævnet anførte efterfølgende overfor Ankestyrelsen, at der efter bruttoficeringen af kontanthjælpen formentlig ville kunne forekomme tilfælde, hvor en kontanthjælpsmodtager kunne overholde en tilbagebetalingsordning uden at komme til at mangle, hvad der måtte anses for nødvendigt til eget eller familiens underhold. En tilbagebetalingsordning burde i et sådant tilfælde fastsættes efter aftale med skyldneren, idet pågældende ellers kunne miste motivationen til at få afviklet gælden. I den konkrete sag havde skyldneren selv foreslået en mere lempelig afdragsordning, hvorfor nævnet havde hjemvist sagen til kommunen.

Kommunen havde i forbindelse med sagens behandling anført, at det var kommunens opfattelse, at bruttoficeringen blev indført, for at man bedre kunne sammenligne indkomster uanset om disse kom fra arbejdsindtægt, pension, understøttelse eller bistandshjælp.

Kommunen valgte derfor som udgangspunkt at foretage en ens beregning af betalingsevnen, uanset hvorfra indkomsten kom.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kan fastsættes en tilbagebetalingsordning i en periode, hvor ansøger modtager kontanthjælp, og om der i et sådant tilfælde skal foretages en lempelig vurdering af tilbagebetalingsevnen.

Ankestyrelsen fandt, at det forhold, at ansøger var kontanthjælps modtager, ikke i sig selv udelukkede, at han var omfattet af reglen i bistandslovens § 27, stk. 1. Der ville således kunne fastsættes en tilbagebetalingsordning under forudsætning af, at ansøger og hans familie ikke ville komme til at mangle det nødvendige til underhold.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der ikke i loven var hjemmel til at anlægge en mildere trangsvurdering, fordi ansøger modtog kontanthjælp.

Ankestyrelsen fandt herefter, at nævnet ikke havde været berettiget til at tilsidesætte kommunens afgørelse om, at ansøger skulle tilbagebetale et månedligt beløb på 500 kr., idet kommunens afgørelse ikke kunne anses for at være ulovlig eller åbenbart urimelig.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøger og hans ægtefælle, efter fradrag af godkendte faste udgifter, havde et månedligt rådighedsbeløb 6.090 kr. Det bemærkedes i denne forbindelse, at Ankestyrelsen heller ikke fandt grundlag for at godkende udgifterne til ansøgers skolegang som en fast månedlig udgift, der skulle holdes udenfor beregningen af hans betalingsevne. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøger talte og skrev udmærket dansk, og at intensiv undervisning derfor ikke var nødvendig, for at han kunne klare sig.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.