Ansøger og hans ægtefælle flyttede sammen med deres 3 børn i august 1990 fra en lejlighed i A kommune til B kommune. Ud over de 3 børn, der boede hos ægtefællerne, havde familien yderligere 3 børn, der var anbragt udenfor hjemmet af A kommune.
Flytningen til B kommune blev muliggjort ved, at A kommune ydede familien personligt tillæg. Kommunen gav samtidig tilsagn om at yde refusion vedrørende de børn, der var anbragt udenfor hjemmet. Det var oplyst, at huset, som familien flyttede ind i i B kommune, blev opvarmet ved en enkelt kakkelovn. Der var tørkloset, men ingen bademuligheder.
Ansøger søgte umiddelbart efter flytningen B kommune om lån tiletablering af bad og toilet. Socialforvaltningen undersøgte mulighederne herfor, men kunne ikke stille garanti for et eventuelt bank lån.
I august 1992 henvendte B kommune sig til familien med forslag om at sælge huset, idet man fra kommunens side ville hjælpe familien med at finde en lejet bolig.
I november 1992 holdt B kommune møde med familien, hvor man foreslog den at flytte på grund af boligens ringe standard. Familien afslog imidlertid tilbuddet, medmindre B kommune ville sikre, at den holdtes økonomisk skadesløs. Samtidig afviste kommunen endeligt at yde hjælp til etablering af bad og toilet, svarende til et beløb på 65.000 kr.
På samme møde besluttede B kommune at bevilge 10 timer ugentlig til badning af de tre børn samt vask af deres tøj som pædagogisk foranstaltning i henhold til bistandslovens §§ 46 og 33.
B kommune indhentede i marts måned 1993 en oversigt fra kommunens tekniske forvaltning, der viste, at renovering af familiens bolig ville beløbe sig til ialt 240.000 kr. Renoveringen omfattede indretning af tagetage, oplægning af nyt tag, opmuring af gavle, indretning af badeværelse og isætning af vinduer og døre.
Kommunen var herefter indstillet på at hjælpe familien ind i en anden bolig, og man bad ansøger om at finde et andet hus, ligesom kommunen selv tog kontakt til en ejendomsmægler.
Den 25. juni 1993 fandt familien et hus i B kommune, som den ville købe, hvilket imidlertid ikke blev til noget. Den 28. september 1993 rykkede familien kommunen for en afgørelse, idet familien havde været ude at se på flere huse, som den havde fået opstillinger på, uden at det var lykkedes at finde en løsning på problemet.
På foranledning af B kommune forhandlede en ejendomsmægler med panthaverne i familiens eksisterende bolig, idet det ikke var muligt at lade ejendommen gå på tvangsauktion, da kreditforeningen så ikke ville godkende ansøger som debitor i forbindelse med nyt køb af hus.
Det fremgik herefter, at B kommune den 9. november 1993 bevilgede 93.200 kr. som personligt tillæg til køb af boligen i B kommune og30. 000 kr. til kondemnering. Samtidig besluttedes det at yde person ligt tillæg til en udbetaling på op til 30.000 kr. vedrørende et hus, som familien havde accepteret at købe, og som var beliggende i C kommune.
Familien flyttede ind i huset i januar måned 1994.
Det var oplyst, at B kommune afholdt de nødvendige udgifter iforbindelse med flytningen samt udgifterne ved ekspedition af ejen domshandlen.
Det fremgik i øvrigt af sagen, at B kommune, da familien flyttede til kommunen i 1990, bevilgede en "hjemme-hos" socialrådgiver med et timetal på 30 ugentlig. Udgiften på ca. 13.000 kr. om måneden blev afholdt efter bistandslovens §§ 46 og 33. Timeantallet var senere nedsat til mellem 14 og 18 ugentlig. B kommune havde desuden i hele perioden ydet hjælp efter bistandslovens § 46 til enkeltudgifter vedrørende de hjemmeboende børn. Endelig havde B kommune som handlekommune ydet hjælp efter bi standsloven til nyanskaffelser til de børn, der var anbragt udenfor hjemmet, ligesom kommunen havde forestået kontakten til børnene og de institutioner og plejefamilier, hvor børnene opholdt sig.
B kommune afviste i forbindelse med familiens flytning til C kommune at give tilsagn om refusion.
Ankenævnet fandt, at C kommune ikke var berettiget til refusion af udgifter til bistand til ansøgers hjemmeboende børn.
Nævnet havde ved afgørelsen lagt til grund, at de 3 børn ikke var "anbragt i institution eller pleje i kommunen", at B kommune havde udfoldet bestræbelser på at finde bolig i såvel B kommune som andre kommuner, at flytningen til C kommune opfattedes som rimelig i forhold til familien, samt at de personlige tillæg ikke var ydet i omgåelseshensigt.
Der henvistes i denne forbindelse til bistandslovens § 11, stk. 1, og § 47, stk. 2, samt til SM O-156-77.
I klagen til Ankestyrelsen havde C kommune bl.a. anført, at kommunen var uenig med nævnet i, at der ikke forelå omgåelseshensigt fra B kommunes side omkring flytningen af familien.
Der henvistes til, at B kommune havde påført C kommune en fast løbende økonomisk forpligtelse, som kunne have været undgået, dersom B kommune havde handlet anderledes.
B kommune havde under familiens ophold i kommunen iværksat en række hjælpeforanstaltninger overfor familien, især omkring familiens børn. Der var ansat en socialrådgiver 30 timer udelukkende til den aktuelle sag, da den var ressourcekrævende. Yderligere blev der ansat en 10 timers støtteperson til børnene til varetagelse af børnenes hygiejne,fritidsaktiviteter m.v. Alle fritidsaktiviteter betaltes af B kom mune. Endvidere bevilgede B kommune gentagne gange efter bistandslovens § 46 almindelige fornødenheder til børnene.
Ved ydelsen af flyttehjælp havde B kommune påført familien øgede boligomkostninger, som dog ikke kunne opgøres helt korrekt.
C kommune var ikke enig med nævnet i, at B kommune havde bestræbt sig for at finde bolig i såvel B som andre kommuner, og der henvistes i denne forbindelse til journaloplysningerne i sagen, ligesom der henvistes til, at familien havde fået nej til de huse, som den havde set på i B kommune.
Der henvistes yderligere til, at familiens børn gik i specialklasse, og at dette indebar, at de skulle i skole i B kommune. Børnene kunne efter flytningen først være i skole ca. klokken 8.30 og kom derfor altid for sent. Skolen havde givet udtryk for, at flytningen af hensyn til børnene var et reelt tilbageskridt.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om der i et tilfælde, hvor der ydes massiv hjælp efter bistandsloven til en families børn, kan stilles krav om, at reglen i bistandslovens § 47, stk. 2, overholdes ved bevilling af personligt tillæg i forbindelse med familiens flytning til et hus beliggende i en anden kommune.
