En 35-årig kvinde modtog kompensation for tabt arbejdsfortjenesteefter bistandslovens § 48 i forbindelse med sin søns alvorlige kræft lidelse.
I maj 1993 søgte hun om at måtte beholde den feriegodtgørelse, som var optjent i 1991, og som hun havde fået udbetalt i tre perioder i 1992-93, hvor hun samtidig modtog tabt arbejdsfortjeneste.
Kommunen gav afslag med henvisning til, at feriegodtgørelse trådte i stedet for lønindtægt, hvorfor der ikke samtidig kunne udbetales tabt arbejdsfortjeneste, men feriepengene måtte modregnes heri. Kommunen havde i overensstemmelse hermed rent ekspeditionsmæssigt standset udbetalingen af den tabte arbejdsfortjeneste i de uger, hvor kvinden havde hævet sin feriegodtgørelse.
Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse med den givne begrundelse. Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at det fra Arbejdstilsynets Ferielovkontor var tilkendegivet, at man ikke anså pasning af handicappede børn for en hindring for afholdelse af ferie. Betingelserne for udbetaling af feriegodtgørelsen uden afholdelse af ferie fandtes således ikke opfyldt. Ankenævnet henviste tillige til SM O-30-92 med tilhørende note.
I klagen til Ankestyrelsen blev fremhævet, at kvinden fandt deturimeligt, at der blev trukket i udbetaling af tabt arbejdsfortje neste for de perioder, hvor feriepengene blev hævet, da hendes barn var så alvorligt sygt, at det ikke var muligt at afholde en rekreativ ferie. Det forhold, at der var etableret en § 48-ordning, indikerede efter kvindens opfattelse, at der var tale om en så alvorlig lidelse, at der normalt ikke kunne afholdes en rekreativ ferie inden for det første år.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på tydeliggørelse af SM O-30-92, herunder den anførte note om de efterfølgende oplysninger om Arbejdstilsynets praksis.