Ankestyrelsens principafgørelse P-8-96

Der er kommet nye regler på området

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 521 af 16. juni 1994 - § 14 og § 15

Sagen vedrørte en 44-årig samlevende kvinde. Hun havde 9 års skolegang og havde herefter arbejdet med forskelligt ufaglært arbejde, senest fra september 1987 til januar 1988, hvor hun blevsygemeldt på grund af rygsmerter. Herefter blev hun forsøgt revali deret gennem flere perioder senest i maj-juni 1992, hvor hun var så smerteplaget, at hun kun kunne medvirke i begrænset omfang.

Det var oplyst, at hun havde fået foretaget en resektion af de to nederste processus spinosi, og at der ingen leddannelse var mellem disse. Diagnosen var angivet som "kissing spine".

Af en neurologisk speciallægeerklæring fremgik bl.a., at der var let ømhed af den paraspinale muskulatur, men ingen væsentlige myoser. Der fandtes ingen sikre føleforstyrrelser svarende til benene.

Af oplysninger fra en reumatologisk speciallæge fremgik det bl.a., at der ikke var tegn til lumbal diskusprolaps eller til lidelse i sacroiliacaleddene. Ej heller tegn til anden reumatologisk lidelse. Diagnosen blev angivet som kronisk svær ryginsufficiens og let slidgigt i lænderyggen.

Revaliderings- og pensionsnævnet tiltrådte kommunens afgørelse om tilkendelse af forhøjet almindelig førtidspension efter lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 1. Nævnet tiltrådte samtidig, at sagen skulle tages op til ny vurdering efter 3 år.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke skønnedes at være dokumentation for en invaliderende lidelse, der varigt nedsatte erhvervsevnen med omkring 2/3. Nævnet bemærkede, at det under sagens behandling var blevet besluttet at indhente en psykiatrisk speciallægeundersøgelse. Ansøgeren havde dog ikke ønsket at medvirke til en sådan.

Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af, hvad der kræves for at tilkende mellemste førtidspension, når ansøgeren har kroniske smerter, men de påviste helbredsforandringer er beskedne.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ikke var berettiget til mere end forhøjet almindelig førtidspension efter § 14, stk. 3, i lov om social pension.

Begrundelsen var, at Ankestyrelsen skønnede, at pågældendes er hvervsevne ikke var varigt nedsat med omkring 2/3.

Ankestyrelsen skønnede, at ryglidelsen ikke medførte en invaliditet af en sådan sværhedsgrad, at der var grundlag for tilkendelse af mellemste førtidspension.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på erklæring fra reumatologiskspeciallæge, hvoraf det bl.a. fremgik, at ansøgeren led af ryginsuf ficiens samt let slidgigt i lænderyggen.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at ansøgeren var kronisk smerte plaget, men at der fortsat skønnedes at være mulighed for behandling i form af f.eks. tværgående smertebehandling.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse, hvorefter pågældende fik afslag på forhøjelse af den tilkendte forhøjede almindelige førtidspension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 1, samt at sagen skulle tages op til ny vurdering efter 3 år.