Ansøger, der var 24 år og modtog arbejdsløshedsdagpenge, henvendte sig i december 1993 til en tandlæge med henblik på at få fortænderne i overkæben til at stå mere regelmæssigt og samtidig opnå bedre læbelukke.
Ansøger havde til tandlægen ved behandlingens påbegyndelse oplyst, at hun selv ville betale for behandlingen. Det var aftalt, at hun skulle afdrage beløbet med 1.800 kr. i de følgende kvartaler, første gang den 1. juli 1994. Det fremgik i øvrigt, at ansøger i 1983 påbegyndte tandregulering ved den kommunale tandpleje. Denne behandling blev afbrudt i 1988 isamråd med ansøgers mor på grund af manglende kooperation og mang lende interesse.
I foråret 1994 ansøgte hun kommunen om hjælp efter bistandslovens § 46 a til betaling af den påbegyndte behandling.
Om sin økonomi oplyste ansøger, at hun netto modtog 5.848 kr. pr. måned i arbejdsløshedsdagpenge. Af faste månedlige udgifter havde hun husleje på 1.000 kr. samt 60 kr. til licens, 425 kr. til fagforening samt 125 kr. til telefon. Derudover havde hun 2.064 kr. i udgifter til bil i form af afdrag på lån, forsikring og vægtafgift.
Kommunen gav afslag på hjælp til tandregulering med den begrundelse, at behandlingen var påbegyndt 3 måneder inden ansøgningen, samt at der allerede var lavet en afdragsordning med tandlægen, og at der måske ville være mulighed for at få afdragene nedsat. Kommunen fandt derfor, at ansøger selv kunne afholde udgiften.
Ankenævnet pålagde kommunen at bevilge ansøger ca. 9.000 kr. efter bistandslovens § 46 a til tandregulering. Nævnet lagde vægt på oplysninger fra hendes egen tandlæge og nævnets tandlægekonsulent, hvoraf fremgik, at ansøger havde funktionelle problemer med læbelukke, og at hun af forebyggende grunde havde behov for tandregulering.
Kommunen klagede over nævnets afgørelse og anførte, at kommunen var af den opfattelse, at ansøger selv havde midler til at betale udgiften, idet lavtlønsproblemer i sig selv ikke normalt berettigertil hjælp til enkeltudgifter. Yderligere var kommunen af den op fattelse, at såfremt pågældende havde fulgt den anviste behandling samt rebehandling hos skoletandlægen, ville pågældende sandsynligvis ikke have haft behov for den nuværende behandling. Således havde ansøger, efter kommunens opfattelse, selv bragt sig i en situation, hvor en større og dyrere behandling var nødvendig.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det forhold at ansøger tidligere ved flere lejligheder ikke havde samarbejdet i forbindelse med tandregulering, der var påbegyndt gennem den kommunale tandpleje, medførte, at hun ikke var berettiget til hjælp, samt om det forhold, at pågældende havde påbegyndt behandlingen 3 måneder, før ansøgningen blev indgivet til kommunen, udelukkede, at der kunne ydes hjælp. Endvidere var sagen antaget til afklaring af, om der ved vurderingen af, om hun selv havde midler, kunne tages hensyn til afdrag på billån, bilforsikring og vægtafgift.
