Ankestyrelsens principafgørelse O-124-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

12-06-2009

Lov om kommunal aktivering - lovbekendtgørelse nr. 150 af 8. marts 1995 - § 2, stk. 4

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 47, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 41 af 28. februar 1996 om lov om kommunal aktivering - pkt. 72, pkt. 73

Ansøger, der på ansøgningstidspunktet var alene med et barn på 16 år, havde gennem en periode modtaget kontanthjælp fra A kommune. Inovember 1994 fik hun tilsagn om arbejde i B kommune under forud sætning af, at hun kunne medbringe løntilskud i 6 måneder.

Arbejdsgiveren gav udtryk for, at der, under forudsætning af at forretningen og omstændighederne ved driften blev som forventet, ville være tale om vedvarende arbejde.

Arbejdsforholdet kunne påbegyndes 1. december 1994.

På grund af skiftende arbejdstider kunne ansøger angiveligt ikke benytte offentlige transportmidler i forbindelse med arbejdet, hvorfor hun ønskede at flytte til B kommune, hvor hun kunne leje en bolig fra 1. december 1994.

A kommune anmodede 18. november 1994 B kommune om samtykke i henhold til bistandslovens § 47 til, at A kommune ydede hjælp til depositum, 1. måneds husleje samt hjælp til flytningen. B kommune meddelte 24. november 1994 afslag på anmodningen med begrundelsen, at der var tale om flytning i forbindelse med støttet arbejde og, at der ikke forelå en klar tilkendegivelse fra arbejdsgiveren om, at ansøger kunne fortsætte i jobbet efter det halve år med løntilskud.

A kommune godkendte 27. november 1994 ansøgningen om løntilskud med 43 kr. pr. time i perioden 1. december 1994 til 31. maj 1995.

I klagen til ankenævnet anførte A kommune bl.a., at ansøger selv havde fremskaffet arbejde med stor chance for fast ansættelse, hvorfor der efter kommunens opfattelse var tale om en erhvervsmæssig forbedring, og at forvaltningen havde pligt til at yde hjælp, når pågældende var villig til at flytte efter arbejdet.

B kommune anførte overfor ankenævnet, at kommunens afslag på flytte tilsagn i det væsentligste var begrundet i, at det omhandlede arbejdsforhold var en foranstaltning efter lov om kommunal aktivering § 4 - jobtræning med løntilskud. Der var således tale om såkaldt støttet arbejde, hvor kommunen skulle yde et løntilskud som forudsætning for arbejdsforholdets etablering.

Ankenævnet tiltrådte B kommunes afslag på flytteaccept i henhold til bistandslovens § 47, idet flytningen ikke medførte en forbedring af ansøgers erhvervsmæssige forhold.

Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger var i jobtræning med løntilskud fra A kommune, og at hendes arbejdsgiver ikke medsikkerhed kunne love ansættelse ud over løntilskudsperioden. Flyt ningen kunne dermed ikke forventes at medføre, at ansøger reelt blev selvforsørgende.

I Socialministeriets vejledning af 20. april 1995 (nu vejledning af februar 1996) om lov om kommunal aktivering pkt. 64 (nu pkt. 72) er bl.a. anført, at når en kontanthjælpsmodtager, der er aktiveret i et tilbud, flytter og får ny opholdskommune, overtager den nye opholdskommune forpligtelserne efter aktiveringsloven.

I pkt. 65 (nu pkt. 73) er endvidere angivet, at der ikke er noget ivejen for, at de involverede kommuner aftaler, at kontanthjælps modtageren kan fortsætte et igangværende aktivitetsforløb.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om påbegyndelse af arbejde med løntilskud kunne anses for at være en sådan forbedring af de erhvervsmæssige forhold, at der kunne ydes hjælp til flytning i forbindelse hermed.

I § 2, stk. 4 i lov om kommunal aktivering er anført, at ved afgiv else af tilbud om aktivering finder reglerne i kapitel 1-6 (d.v.s. §§ 1-27) i lov om social bistand tilsvarende anvendelse.

Der var derfor ikke hjemmel til også at anvende reglerne i bistands lovens § 47 i forbindelse med tilbud om aktivering.

I henhold til bistandslovens § 10, stk. 1, jf. aktiveringslovens § 2, stk 4, påhviler pligten til at yde bistand kommunalbestyrelsen i opholdskommunen.

Herudover er der ikke i lov om kommunal aktivering fastsat nærmere retningslinier for, hvorledes der skal forholdes i forbindelse med flytning. Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at A kommune ikke havde været berettiget til uden nærmere aftale med B kommune at træffe afgørelse om aktivering vedrørende ansøger, der forudsatte flytning til B kommune.

Ankestyrelsen tiltrådte således med denne begrundelse ankenævnets afgørelse.