Ansøger, der var i begyndelsen af 20-erne, havde haft en problematisk opvækst med anbringelser uden for hjemmet. Han havde siden 15-års alderen været stofmisbruger i vekslende omfang. Han var uden uddannelse og havde kun haft en meget beskeden tilknytning til arbejdsmarkedet.
Ansøger, der havde en række tidligere domme, blev 1. september 1992 idømt fængsel i 1 år og 3 måneder. Han blev prøveløsladt den 23. juni 1993, hvorefter han tog ophold i N kommune. Han blev påny varetægtsfængslet 14. august 1993 og idømt fængsel i 1 år og 6 måneder. Han blev prøveløsladt 12. august 1994.
Inden prøveløsladelsen i juni 1993 havde Kriminalforsorgen på ansøgers vegne ansøgt hans tidligere opholdskommune om hjælp til et ophold på behandlingsinstitutionen Egeborg som led i en plan for nedtrapning i forbindelse med afsoning og prøveløsladelse. Opholdet blev bevilget, men ansøger ønskede alligevel ikke at medvirke.
Der blev ikke i tiden efter prøveløsladelsen 23. juni 1993 ogvaretægtsfængslingen 14. august 1993 iværksat særlige foranstalt ninger af N kommune.
Kriminalforsorgen søgte 1. februar 1994 på ansøgers vegne N kommune om betaling for ophold på institutionen F. Det anførtes, at ansøger tidligere havde kunnet holde sig stoffri i de perioder, hvor han havde været beskæftiget på skibsprojekter. Han havde derimod meget svært ved at holde sig stoffri i fængslet. N kommune gav afslag på ansøgningen, idet kommunen ikke fandt det foreslåede behandlingsforløb for absolut påkrævet for at hjælpeansøger ud af hans misbrugsproblem. Kommunen kunne derimod i for bindelse med eventuel prøveløsladelse tilbyde garanti for optagelse i et beskæftigelsesprojekt efter nærmere aftale, jf. kommunens forpligtelser i henhold til lov om kommunal aktivering.
Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse, idet behandlingsmulighederne indenfor det etablerede behandlingssystem efter det fore liggende ikke fandtes at være udtømte.
Forinden havde Kriminalforsorgen på ansøgers vegne ansøgt kommunen om økonomisk hjælp til dækning af betaling for ophold på en amtskommunal institution. Det anførtes, at ansøger havde fastholdt ønsket om at komme ud af stofmisbruget, og man vurderede, at han efterhånden var oprigtigt interesseret i at ændre livsstil. Ansøger havde således selv formået at få nedbragt stofmisbruget.
Ved et møde mellem ansøger og en repræsentant fra henholdsvis institutionen og Kriminalforsorgen blev man enige om at forsøge at få ansøger anbragt på institutionen fra prøveløsladelsestidspunktet, hvilket imidlertid forudsatte total stoffrihed. For at opnå dette skulle ansøger efter prøveløsladelsen først tage på et ca. 3 ugers ophold på ungdomsafdelingen på B hospital og i denne periode aflægge rene urinprøver, førend han kunne overføres til institutionen.
Kommunen gav også afslag på denne ansøgning, idet der fortsat ikke skønnedes at være behov for en sådan foranstaltning for at støtte ansøger i hans bestræbelser på at komme ud af misbrugsproblemet. Kommunen ville kunne tilbyde ansøger beskæftigelse/aktivering på forrevalideringsbasis i henhold til bistandslovens § 43 umiddelbart iforlængelse af hans ophold på ungdomspsykiatrisk afdeling på B hos pital. På baggrund af et sådant forløb ville der blive udarbejdet en konkret revalideringsplan i samarbejde med ansøger.
I klagen til ankenævnet anførte Kriminalforsorgen bl.a., at der var tale om behandling inden for det etablerede system.
Ankenævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte det af kommunalbestyrelsen udøvede skøn.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om ansøger kunne anses for omfattet af målgruppen i lov om kommunal aktivering, samt om det af kommunen udøvede skøn kunne anses for åbenbart urimeligt.
