Ankestyrelsens principafgørelse O-115-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

12-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 48, stk. 4

Socialministeriets vejledning nr. 104 af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - kapitel 5

En 86-årig kvinde søgte om støtte til en særlig kontaktperson efter bistandslovens § 48, stk. 4, 2. pkt. Det fremgik af ansøgningen, at kvinden havde så svære syns- og høreproblemer, at hun måtte karakteriseres som døvblind.

Kommunen afslog ansøgningen under henvisning til, at kvinden ikketilhørte den personkreds, som kunne bevilges hjælp efter bistands lovens § 48, stk. 4.

Ankenævnet fandt, at ansøgeren var omfattet af personkredsen i bistandslovens § 48, stk. 4, alene af den grund, at hun ifølge de foreliggende oplysninger, som ikke var bestridt af kommunen, var døv blind.

Nævnet fandt imidlertid henset til ansøgerens boligform (ældrevenlig bolig med kaldeanlæg) samt hjælpeforanstaltninger såsom hjemmehjælp,besøg af beskæftigelsesvejleder og tilbud om aktiviteter på nær liggende plejehjem mv., at det ikke var godtgjort, at ansøgeren havde et behov for kontaktpersonbistand, der ikke i fornødent omfang kunne tilgodeses af de aktuelle hjælpeforanstaltninger.

Nævnet stadfæstede derfor kommunens afgørelse. I klagen var det bl.a. anført, at kontaktpersonordningen adskiller sig grundlæggende fra de funktioner og ydelser, man modtager som bruger af hjemmehjælp mv., idet hensigten med kontaktpersonordningen er, at den døvblinde på egne præmisser får et "redskab" til at formindske sin isolation.

Det var klagerens opfattelse, at nævnet ved konstateringen af, at ansøgeren var omfattet af personkredsen, burde have hjemvist sagen til fornyet behandling i kommunen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet om, hvorvidt hjælp til kontaktperson til døvblinde efter § 48, stk. 4, omfatter alle døvblinde uanset alder, og om det ved vurderingen af retten til en sådan kontaktperson kan indgå, hvilke foranstaltninger der i øvrigt er iværksat over for ansøgeren.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren som døvblind var omfattet af personkredsen for den særlige kontaktpersonordning for døvblinde.

Ankestyrelsen lagde herved til grund, at ansøgerens alder ikke i sig selv afskar hende fra at blive omfattet af ordningen.

Ankestyrelsen fandt, at det uanset de særlige foranstaltninger i form af hjemmehjælp og beskæftigelsesvejleder, der var iværksat, ikke kunne afvises, at ansøgeren som følge af sit handicap havde et særligt behov for støtte, og at det burde revurderes om dette behovbedst kunne tilgodeses efter reglerne om kontaktperson i bi standslovens § 48, stk. 4, 2. pkt.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at formålet med den særlige kontaktpersonordning var at være med til at bryde den døvblindes isolation. Det var Ankestyrelsens opfattelse, at formålet med kontaktpersonordningen ikke uden videre kunne anses for opfyldt ved, at der var iværksat en række andre hjælpeforanstaltninger over for ansøgeren.

Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunen konkret måtte vurdere,hvordan ansøgerens særlige behov mest hensigtsmæssigt kunne til godeses, herunder om ansøgeren kunne anses for at have behov for en særlig kontaktperson. I denne vurdering måtte dog også indgå, hvilke foranstaltninger, der i øvrigt var iværksat over for ansøgeren.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.