Ankestyrelsens principafgørelse P-35-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 521 af 16. juni 1994 - § 14 og § 15

Note:

*) Der henvises endvidere til SM P-36-96 om førtidspension til sent udviklede.

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 002480-95

Sagen handlede om en 24-årig kvinde med kromosomforstyrrelser. Hunhavde tidligere gået i specialklasse for børn med generelle indlæ ringsvanskeligheder. I de seneste 6 år havde hun boet på kollegium med tilknytning til et aktivitetscenter, hvorfra hun 4 dage ugentlig var udstationeret i beskyttet beskæftigelse i et gartneri. Det var oplyst, at hun kunne klare denne beskæftigelse med megen støtte. Siden 1994 havde hun været visiteret til et bofællesskab med høj personalenormering, men hun ventede fortsat på en egnet bolig.

Nævnet fandt, at hun ikke havde ret til at få højeste førtidspension, men fortsat ret til mellemste førtidspension.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at hendes helbredsmæssige og erhvervsmæssige forhold i det væsentlige var uændrede i forhold til tidligere.

I klagen var det bl.a. anført, at der i januar 1995 var søgt omførtidspension til alle beboere på kollegiet, der var en døgninsti tution for personer med vidtgående psykisk handicap. Der var flere af beboerne, der var blevet tilkendt højeste førtidspension, der efter personalets vurdering var bedre fungerende, end denne ansøger var.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger havde ret til at få højeste førtidspension efter § 14, stk. 1, i lov om social pension, da Ankestyrelsen skønnede, at erhvervsevnen var nedsat til det ubetydelige.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at hun var psykisk udviklingshæmmet på grund af kromosomforstyrrelser. Hun boede på et kollegium, oprettet efter bistandslovens § 112. Det var angivet, at hun havde behov for megen støtte for at få dagligdagen til at fungere.

I relation til hendes arbejdsbeskæftigelse, hvor hun 4 dage ugentlig var i beskyttet beskæftigelse på et gartneri, var det angivet, at hun kunne udføre arbejdsopgaver efter instruktion, men havde behov for megen støtte.

Ankestyrelsen ændrede således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 01340-95

Sagen vedrørte en 19-årig, ugift mand. Efter skolegang i special klasse kom han fra 1. august 1994 på et socialpædagogisk kollektiv. Planen var, at han i sommeren 1997 skulle starte på voksenskole og i bofællesskab fra 1999. Han led af Down's syndrom.

Af skema fra det socialpædagogiske kollektiv fremgik bl.a., at pågældende klarede sin personlige hygiejne på udmærket vis. Han var en god hjælp i et køkken, kendte tallene og var ret sikker i antal/mængder. Han kendte mønters og sedlers pålydende, men havde ingen sikker fornemmelse af deres reelle værdi. Han havde et ret stort ordforråd, snakkede gerne, men havde svært ved at udtale ordene. Han kendte alle bogstaver og tal - også på tegnsprog. Han forstod dog ikke kollektive beskeder.

Nævnet tilkendte ansøger mellemste førtidspension med kontrol om 3 år.

Vedlagt klagen var udtalelse fra det socialpædagogiske kollektiv, hvoraf bl.a. fremgik, at man på ingen måde kunne forestille sig, at ansøger nogensinde ville blive i stand til at fungere i nogen form for erhvervsmæssig sammenhæng på det normale arbejdsmarked, ej heller på en beskyttet arbejdsplads.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til mere end mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 1, i lov om social pension. Begrundelsen var, at Ankestyrelsen skønnede, at hans erhvervsevne ikke varigt var nedsat til det ubetydelige.

Ankestyrelsen lagde vægt på hans unge alder og deraf følgende muligheder for udvikling i såvel social som erhvervsmæssig retning med henblik på beskyttet beskæftigelse.

Ankestyrelsen skønnede på denne baggrund, at der fortsat var mulighed for, at han ville kunne opnå en mindre erhvervsevne.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

Ankestyrelsen tiltrådte også, at sagen blev taget op til ny vurdering om 3 år.

_____________________________________________________

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 02327-95

Sagen vedrørte en 23-årig, ugift kvinde, der fik tilkendt mellemste førtidspension, da hun fyldte 18 år i oktober 1990 med kontrol efter 3 år. Hun fik afslag på forhøjelse af pensionen i november 1993, men den tidligere kontrol blev opretholdt.

Hun boede i et bofællesskab, men var nu flyttet til et opgangsbofæl lesskab med egen lejlighed, da hun ikke kunne med de andre beboere. Hun havde arbejdet om dagen på en café i et værested i ca. 2 år.

Hun klarede sig noget bedre på det ikke-sproglige område end det sproglige. Totalt set lå hun inden for det begavelsesområde, som tidligere blev betegnet som debilområdet. Ved undersøgelse fandtes et samlet intellektuelt funktionsniveau i debilitas mentis-områdets øverste del med full scaled IQ på 70. Det anførtes, at det var tænkeligt, at hun i praksis ikke formåede at udnytte sine ressourcer optimalt af adfærdsmæssige årsager, men dette havde ikke kunnet demonstreres ved undersøgelsen.

I udtalelser fra forstanderen på specialskolen anførtes det bl.a., at hun havde gode finmotoriske færdigheder. Hun kunne færdes i byen og selvstændigt benytte forretninger, læge, tandlæge og bibliotek. Hun kendte pengene og deres værdi. Hendes kendskab til klokken var upræcist. Det var skolens konklusion, at hun alene ville kunne klare beskæftigelse på et af amtets beskyttede værksteder.

Personalet på værestedets café havde udtalt, at hun kom der 4 dage ugentlig. Hun arbejdede i caféen 6 timer ugentlig og var med i projektet "kend dig selv" 1 1/2 dag ugentlig og var desuden med til folkedans. Hun var med til at gøre rent og lave mad. Hun kendte mønterne op til 20 kr. og kunne passe kassen og give tilbage, men kendte ikke penges værdi.

Nævnet fandt, at hun ikke havde ret til at få højeste førtidspension, men fortsat ret til mellemste førtidspension.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til mere end mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 1, i lov om social pension.

Begrundelsen var, at Ankestyrelsen skønnede, at hendes erhvervsevne ikke var varigt nedsat til det ubetydelige. Ankestyrelsen havde lagt vægt på, at hun havde et nedsat intellektu elt funktionsniveau.

Ankestyrelsen fandt imidlertid på baggrund af hendes alder, funk tionsniveau samt muligheden for yderligere social og adfærdsmæssig udvikling gennem især yderligere personlig vejledning, at hendes invaliditet ikke kunne anses for varigt at have nedsat erhvervsevnen til en ubetydelighed.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

Ankestyrelsen besluttede dog, at sagen skulle tages op til ny vurdering i kommunen senest om 2 år.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4 - j.nr. 000118-96

Sagen vedrørte en 19-årig, mentalt retarderet kvinde. Hun havde tidligere været og var fortsat elev på en specialskole.

Hun havde et nedsat intellektuelt funktionsniveau og led af en vis hørenedsættelse. Hun kunne ikke læse, men kunne genkende enkelte ord. Hun kunne lægge små tal sammen, men i øvrigt ikke regne, og hun havde ingen økonomisk forståelse. Hun kendte klokken på tiderne hel og halv, kunne færdes i byen, men var ikke helt trafiksikker på egen hånd. Hun kunne klare indkøb sammen med en hjælper. Hun havde visse motoriske vanskeligheder, men kunne fx godt svømme og cykle. Hun kunne klare mange arbejdsfunktioner i køkken, men skulle have støtte til tilberedning af varm mad. Hun kunne selv holde orden på sit værelse, og i forhold til andre var hun god til at vise opmærksomhed for andres behov.

Nævnet tilkendte hende mellemste førtidspension. Nævnet besluttede samtidig at tage sagen op til ny vurdering efter 5 år.

Faderen oplyste telefonisk, at udtalelsen fra specialskolen var for positiv i forhold til hendes faktiske færdigheder. Det blev angivet, at hun ikke var trafiksikker og ikke kunne færdes på egen hånd. Hun kunne ikke læse eller skrive og forstod ikke penges værdi.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til mere end mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 1, i lov om social pension.

Begrundelsen var, at Ankestyrelsen skønnede, at hendes erhvervsevne ikke var varigt nedsat til det ubetydelige.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der efter de foreliggende oplysninger om hendes helbredsforhold og færdigheder ikke på nuværende tidspunkt var dokumenteret en sådan varig invaliditet, som var en forudsætning for tilkendelse af højeste førtidspension.

Ankestyrelsen skønnede således ikke, at det på nuværende tidspunkt kunne udelukkes, at der var mulighed for udvikling af sociale og erhvervsmæssige færdigheder gennem yderligere støtte og optræning.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse. Ankestyrelsen bestemte samtidig, at sagen skulle genoptages i nævnet om 1 år eller på det tidspunkt, hvor ansøger afsluttede skolegangen på specialskolen.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 5:

Sag nr. 5 - j.nr. 60416-95

En 24-årig, ugift mand søgte forhøjelse af pensionen. Han boede stadig hjemme sammen med sin mor. Han var udgået af hjælpeskole med 10 års skolegang i juni 1989. Herefter havde han haft 6 ugers praksis på et erhvervsoptræningsværksted og haft arbejde som flaskedreng. Han blev tilkendt førtidspension i december 1993.

Han blev tilbudt forrevalidering i et projekt, hvilket dog ikke blev til noget. Han havde et intellektuelt funktionsniveau med en samlet IQ på 80. Han havde haft stort udbytte af den intensive støtte, han havde modtaget i mange år. Der fandtes ikke entydige tegn på cerebral skade. Følelsesmæssigt var han præget af en udpræget forsigtighed, og han var slet ikke i stand til at overskue og forstå de sociale sammenhænge og menneskelige relationer.

Efter ophør med skolegangen var han gået fuldstændig i stå og foretog sig ikke noget derhjemme. Der skønnedes at være et stort behov for hjælp med at strukturere hverdagen i beskyttet arbejde med henblik på aktivering.

Nævnet fandt, at han ikke havde ret til at få mellemsteførtidspension, men fortsat ret til forhøjet almindelig førtidspen sion.

Nævnet besluttede samtidig at tage sagen op til ny vurdering om 2 år.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til mere end forhøjet almindelig førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 1, i lov om social pension.

Begrundelsen var, at Ankestyrelsen skønnede, at hans erhvervsevne ikke var varigt nedsat med omkring 2/3.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at han havde et lettere nedsat intel lektuelt funktionsniveau, hvilket sammenholdt med hans relativt unge alder gav mulighed for udvikling af sociale og erhvervsmæssige færdigheder gennem yderligere støtte og optræning, herunder forsøg med andre boformer.

Ankestyrelsen opfordrede derfor kommunen til, sammen med ansøger, at overveje og eventuelt iværksætte disse yderligere tiltag.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse. Ankestyrelsen tiltrådte også, at sagen blev taget op til ny vurdering om 2 år.