Ankestyrelsens principafgørelse O-160-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

12-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 33, stk. 2, nr. 10 og § 33, stk. 2, nr. 9

Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 50, pkt. 52

Note:

*) Se også SM O-15-96.

En 15-årig pige var født med en rygmarvslidelse som i et vist omfanghavde medført behov for behandling, herunder på hospital. På ansøg ningstidspunktet december 1994 var hun elev i 9. klasse på en kommuneskole. Ønsket om efterskoleophold skyldtes hendes handicap, idet pigen var stærkt knyttet til moderen og derfor havde behov for i højere grad at stå på egne ben. Den pågældende efterskole var valgt, fordi den var specielt indrettet på en gruppe af fysisk handicappede. Skolen havde erfaring med rygmarvslidelser fra tidligere elever.

Pigen havde været i kontakt med en psykolog fra PPR, der i løbende samtaler havde konstateret, at hun havde forskellige blokeringer og svært ved at frigøre sig fra moderen. På den baggrund anbefaledepsykologen efterskoleophold for at hjælpe den nødvendige frigørelses proces på vej.

PPR's psykolog redegjorde den 11. september 1995 for, at pigen var en almindeligt begavet pige med en del emotionelle problemer. Hun blev beskrevet som følelsesmæssigt meget påvirkelig.

Kommunen gav afslag på støtte til egenbetaling med henvisning til, at forældrene selv kunne afholde udgiften. Kommunen fandt,at pigens efterskoleophold ikke havde et sådant behandlingsmæssigt sigte, at der var grundlag for at bringe bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 10 i anvendelse.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet lagde ved afgørelsen om hjælp til udgift om egenbetaling vægt på forældrenes økonomiske forhold.

Merudgifter som følge af pigens handicap kunne dækkes efter bistandslovens § 48. Hjælp efter denne bestemmelse kunne efter nævnets opfattelse ikke udstrækkes til at omfatte hjælp til dækning af egen betaling for forældre ved efterskoleophold.

Nævnet fandt, at behovet for selvstændiggørelse i forhold til forældrene eller et større behov for kontakt med jævnaldrende ikke adskilte sig fra behov hos andre unge i samme alder.

Med baggrund i det oplyste om pigens handicap fandt nævnet dog ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn om, at efterskoleopholdet var af væsentlig betydning for pigens behov.

Nævnet fandt ikke grundlag for at bringe bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 10 i anvendelse, idet nævnet på grundlag af de i sagen foreliggende oplysninger ikke fandt behov for en handleplan og en tæt opfølgning fra kommunens side i forbindelse med pigens ophold på efterskole.

Vurderingen af hjælp til udgiften til egenbetaling for pigens ophold på efterskole var foretaget efter bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 9.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afgrænsning af SM 0-15-96, der angår spørgsmålet om anvendelse af bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 9, om ophold på efterskole eller § 33, stk. 2, nr. 10 om anbringelse uden for hjemmet på et godkendt opholdssted, f.eks. på efterskole.

Ankestyrelsen fandt, at det var af væsentlig betydning af hensyn til pigens særlige behov for støtte, at hun blev anbragt uden for hjemmet på et godkendt opholdssted, som måtte anses for egnet til atimødekomme hendes særlige behov, jf. § 33, stk. 2, nr. 10 og bis tandslovens §§ 66 og 96.

Ankestyrelsen vurderede, at pigens vanskeligheder havde en sådansværhedsgrad, at det var påkrævet, at der blev etableret en an bringelse uden for hjemmet efter bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 10, med den konsekvens, at der skulle udformes en plan for opholdet med angivelse af formålet med anbringelsen og behandlingen af den unge og af initiativer over for forældrene.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at pigen havde personlighedsmæssige, følelsesmæssige og sociale vanskeligheder, som nødvendiggjorde personlig og pædagogisk bistand under ophold uden for hjemmet.

Ankestyrelsen ændrede herefter afgørelsen truffet af ankenævnet, således at anbringelsen var omfattet af bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 10.

Sagen hjemvistes derfor til kommunen til selvstændig afgørelse af betalingsspørgsmålet på baggrund af, at der var fastslået et nyt grundlag for pigens ophold.