Ankestyrelsens principafgørelse O-100-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

12-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 33, stk. 1, § 33, stk. 2, nr. 1 og § 34

Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 39, pkt. 41-42, pkt. 55

Klagers datter blev født den 22. oktober 1995 på sygehus. Moderen havde 3 drenge, født henholdsvis i 1991, 1992 og 1994, som var anbragt uden for hjemmet efter bistandslovens § 35, stk. 1, 1. punktum, nr. 1 og nr. 4, med henvisning til utilstrækkelig omsorg for og behandling af drengene samt adfærds- og tilpasningsproblemer. Afgørelsen herom var tiltrådt af Den Sociale Ankestyrelse og af landsretten.

Datteren blev den 25. oktober 1995 overflyttet til en børneafdeling. Efter anmodning fra moderen og hendes advokat blev datteren udskrevet den 30. oktober 1995 imod lægens råd, da barnet på dette tidspunkt fortsat var i behandling. Barnet blev dog udskrevet, da hun var i fin stand med modermælkserstatning.

Sundhedsplejersken aflagde herefter besøg i familien den 2. november 1995 og derefter 1 gang ugentlig, hvilket moderen og hendes familie var skeptiske overfor, men dog accepterede. Der blev således aflagt besøg 1 gang ugentlig i 6 uger. Der var ved seneste besøg planlagt fortsat ugentlige besøg, men en uge senere meddelte moderen i samråd med sin advokat sundhedsplejersken, at hun ikke ønskede at fortsætte med ugentlige besøg, men kun ønskede besøg hver 3. uge. Samtidig orienterede forældrene om, at der ved besøgene ville være en bisidder tilstede.

Det Sociale Udvalg traf herefter afgørelse om ugentlige besøg af sundhedsplejerske. Det skete med henvisning til en redegørelse af 26. juni 1995, som var udstedt på baggrund af, at de 3 ældste børn,sammen med moderen havde været anbragt på en Børne- og ungdoms pension. Ankenævnet tiltrådte kommunens beslutning efter bistandslovens § 33, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1, jf. § 34 om besøg af sundhedsplejerske 1 gang ugentlig.

Nævnet lagde vægt på oplysningerne om, at klagers datter havde abstinenssymptomer ved fødslen med deraf følgende krav om skærpetagtpågivenhed. Nævnet lagde endvidere vægt på oplysningerne om om sorgsproblemerne i forhold til familiens andre børn.

Nævnet lagde til grund, at der i bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 1 var lovmæssigt grundlag for at træffe en beslutning om støtte i form af besøg af sundhedsplejerske.

Nævnet anså det ved denne fortolkning for afgørende, at sundheds plejerskens rådgivende opgave drejede sig om behandling af barnet. Der var således tale om en afgrænset konsulentlignende funktion frem for den mere praktiske og brede støtte i familiens dagligdag, der var omfattet af bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 2.

Sundhedsplejerskens yderligere opgave, i form af at undersøge ogiagttage barnet, fandtes endvidere at kunne udføres, uanset om for ældre ikke i øvrigt var indstillet på at samarbejde.

Af disse grunde fandtes støtte i form af besøg af sundhedsplejerske således at kunne henføres til § 33, stk. 2, nr. 1, hvorfor der efter bistandslovens § 34 var mulighed for at træffe afgørelse om hjælpeforanstaltningerne, uanset at forældrene ikke havde ønsket disse i det angivne omfang.

I anken til Ankestyrelsen havde klager anført, at det var helt urimeligt at skulle have sundhedsplejerske hver uge, og at klager var villig til at have sundhedsplejerske hver 3. uge svarende til behovet hos andre børn på den alder. Klager havde fået pigens farmoder til at være til stede sammen med sundhedsplejersken.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om beslutning om sundhedsplejerskebesøg kan ske efter bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 1, således at der i medfør af § 34 er mulighed for at træffe beslutning, uanset om forældrene ikke har ønsket dette.

Ankestyrelsen fandt, at beslutning om sundhedsplejerskebesøg kunne træffes uanset at forældrene ikke havde ønsket det. Det betød, atsundhedsplejerskebesøg kunne besluttes efter bestemmelsen i bistands lovens § 33, stk. 2, nr. 1, jf. § 34.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det måtte anses for dokumen teret, at betingelserne i § 33, stk. 1, hvorefter en foranstaltning skal være af væsentlig betydning af hensyn til et barns særlige behov, var opfyldt. Der henvistes herved til oplysningerne om, at datteren var født med abstinenser, samt til at der havde været vanskeligheder i omsorgen for de øvrige børn, som havde medført, at der var truffet afgørelse om anbringelse af dem uden for hjemmet.

Ankestyrelsen vurderede, at der ville kunne opnås et positivt resultat af foranstaltningen i form af sundhedsplejerskebesøg trods klagers modstand herimod. Sundhedsplejerskebesøg fandtes at være en af forudsætningerne for, at socialforvaltningen havde mulighed for at vurdere, om datterens særlige behov blev dækket, jf. bistandslovens § 33, stk. 1.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.