En kvinde med 4 børn på henholdsvis 18 år, 9 år og 5 år boede i A kommune og havde været kendt af kommunen siden 1977, idet det ældstebarn, en dreng på 18 år var spastiker, svagtseende og intelligens mæssigt placeret i sinkeområdet, og idet kvinden havde oppebåret kontanthjælp siden 1977, bortset fra en periode fra 1983-1988, hvorhun havde arbejdet som hjemmehjælper. Familien havde modtaget for skellige hjælpeforanstaltninger siden 1977.
Både kommunens bistandskontor/familiegruppe samt specialkonsulent gruppe havde gennem årene haft kontakt med familien.
Den ældste dreng havde været dagelev på en kostskole i perioden august 1983 - september 1993, hvor han blev udmeldt af sin mor på trods af skolens råd om at lade ham blive. A kommune modtog i alt 5 skrivelser fra kostskolen, dateret henholdsvis den 2. februar, den 19. marts, den 29. april, den 14. maj og den 17. juni 1993. I indberetningen af 2. februar 1993 fremgik bl.a.:
"Drengen virker meget forsømt" og " kostskolen finder, at der er et stort behov for, at der støttes op om ham, således at han kan få større udbytte af sin tid på kostskolen"
A kommune, specialkonsulentafdelingen skrev den 4. februar et brev til kvinden, hvor man oplyste, at man havde modtaget brevet af 2. februar 1993 og ønskede at støtte op om den ældste dreng og derfor ønskede en samtale med familien den 11. februar 1993.
Den 1. marts 1993 havde specialkonsulentafdelingen en samtale med kostskolen og den 11. marts rykkede kommunen igen kvinden, da hun ikke havde ringet og bad om en samtale den 17. marts 1993.
I indberetningen af 19. marts 1993 fra kostskolen fremgik bl.a.:
"Kostskolen vil gerne endnu engang understrege sin bekymring ved rørende drengens situation". Der var vedlagt et brev fra drengensklasselærer, der var foruroliget over, at drengen fortalte "histo rier", bl.a. om farmoderen, der ifølge ham skulle være død, men blot var meget syg.
I indberetningen af 29. april 1993 fra en psykolog ansat ved kost skolen fremgik, at det var hendes indtryk, at drengen levede i et konstant psykisk pres, og at der under de herskende forhold i følge hendes vurdering var betydelig risiko for fejludviklinger i drengens personlighed.
I indberetningerne af 14. maj 1993 fra kostskolen fremgik bl.a.:
"På baggrund af iagttagelser fra medarbejderne gennem et langt forløb skal kostskolen herved i henhold til bistandslovens § 19, stk. 1 - og efter telefonisk aftale med specialkonsulent i kommunen herved underrette kommunalbestyrelsen om, at der efter kostskolens vurdering foreligger forhold i hjemmet, som forekommer velfærdstruende" og senere i skrivelsen:
"Baggrunden for underretningen er talrige forsømmelser, indtryk af en lidt sølle og forsømt fremtræden, træthed, uoplagthed og fjernhed. "
Den 17. maj 1995 blev der foretaget hjemmebesøg af specialkonsulent gruppen hos familien, hvor sagsbehandleren fandt, at moderen talteudenom problemerne ved kun at snakke om de fejl, hun mente, kost skolen begik. Sagsbehandleren fandt, at der var tale om en både social og personlig deroute for moderen.
I indberetning af 17. juni 1995 fremgik bl.a. at:
"Drengen er i det forløbne skoleår blevet fysisk væsentlig dår ligere".
Den 6. juli 1993 skulle moderen have mødt til samtale med sin sagsbehandler i A kommune, men mødte ikke op.
Den 2. august 1993 var moderen til en samtale i familieafdelingen i A kommune, hvor indberetningerne fra kostskolen blev drøftet. Ved dennelejlighed fandt kommunen ikke, at der var behov for foran- st altninger i henhold til bistandslovens § 33 og § 35. Det blev imidlertid aftalt:
- at den ældste dreng skulle fortsætte på kostskole efter sommer ferien,
- at den ældste pige skulle starte i børnehaveklasse (gik i børne have på dette tidspunkt) - at den yngste pige fik pædagogisk friplads i vuggestuen, hvor hun startede i november 1992
- at styrke moderen ved at etablere et løntilskudsjob i henhold til bistandslovens § 43, stk. 8, i form af et rengøringsjob, idet hendes ryg ikke kunne klare arbejdet som hjemmehjælper.
Den 21. september 1993 modtog A kommune et brev fra kostskolen, hvoraf det fremgik, at den ældste dreng var meldt ud af kostskolen, idet moderen var utilfreds med kostskolen og med, at skolen blandede sig i sager, som hun ikke mente vedrørte skolen. Brevet gav udtrykfor, at drengens situation var forværret, og at han var velfærds truet.
Moderen flyttede i december 1993 efter et samlivsforhold med sine børn fra A kommune til en campingvogn i B kommune og i anden omgang den 6. februar 1994 til C kommune. Hun fødte den 22. maj 1994 - 2 måneder for tidligt - en dreng.
A kommune oplyste bl.a. den 15. marts 1994 i brev til C kommune, at moderen udmeldte den ældste dreng af skolen den 16. september 1993, og da han havde gået i skole i 9 år, var det ikke muligt for kommunen at forlange hans forbliven i skolen, idet undervisningspligten ophørte. Skolen havde fundet, at drengen var velfærdstruet og havdederfor tilbudt, at han ville kunne fortsætte sin skolegang på kost skolen, ligesom man tilbød ham boophold der.
Planen var, oplyste A kommune, at han senere skulle fortsætte sinskolegang på en specialungdomsskole for tungt begavede unge menne sker. A kommune havde under overvejelse at arbejde hen imod, at drengen skulle flytte væk fra moderen. Alle planer måtte imidlertid aflyses, da moderen meddelte, at hun agtede at fraflytte kommunen.
C kommune modtog den 17. marts 1994 sagsakter vedrørende familien fra A kommune og aflagde den 22. marts 1994 et hjemmebesøg hos familien.
Med hensyn til den ældste pige fremgik det af svar på forespørgsel af 14. april 1994 fra C kommune til børnehaven, hvor pigen gik fra den 16. februar 1992 til 16. juni 1993, at hun havde et ustabilt fremmøde, og at dette derfor havde vanskeliggjort kendskabet til pigen. Institutionen beskrev, at hun var en meget indelukket og skypige, men at hun udviklede sig alderssvarende motorisk som intel lektuelt i den periode, hun var i institutionen.
Med hensyn til den yngste datter fremgik det af svar på forespørgsel af 5. maj 1994 fra C kommune til den vuggestue, hvor pigen var fra den 9. november 1992 til 16. november 1993, at pigens fremmøde var skiftende, og at kendskabet til hende derfor var overfladisk, men at hun syntes alderssvarende omend noget stille.
C kommune anså på grund af de nævnte indberetninger fra kostskolen, hjemmebesøget den 22. marts 1994 og sagens akter iøvrigt herefter, at det var nødvendigt hurtigst muligt at iværksatte foranstaltninger i henhold til bistandsloven vedrørende den ældste dreng og den øvrige familie og anmodede derfor den 5. april 1994 A kommune omrefusionstilsagn. C kommune begrundede anmodningen med, at foran staltningerne overfor familien burde være iværksat af A kommune inden flytningen til C Kommune i henhold til bistandslovens § 33, § 66 og § 96.
Børnene blev herefter den 25. maj 1994 anbragt uden for hjemmet uden moderens samtykke i henhold til bistandslovens § 35.
C kommune indbragte sagen for det sociale ankenævn. A kommune afslog at yde refusion med den begrundelse, at der på tids punktet for flytningen, som moderen foretog på eget initiativ, ikke var iværksat, eller af A kommune kunne iværksættes foranstaltninger, der kunne begrunde refusion fra en tidligere opholdskommune.
Nævnet fandt, at A kommune forinden familiens fraflytning burde have foretaget en langt mere omfattende undersøgelse, end tilfældet havde været af behovet for hjælpeforanstaltninger med henblik på en anbringelse af børnene udenfor hjemmet.
Nævnet anså på baggrund af den udviste passivitet A kommune for refusionspligtig for den kommunale andel af udgifterne i henhold til bistandsloven vedrørende moderen og de 4 børn.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om A kommune havde tilsidesat sin handle- og undersøgelsespligt ved modtagelsen af indberetningerne fra den ældste drengs kostskole, og dermed havde udvist en passivitet, der medførte refusionspligt for de foranstaltninger, som kommunen burde have sat i gang, mens familien boede i kommunen, og som C kommune satte i gang meget hurtigt efter tilflytning til kommunen.
