Ankestyrelsens principafgørelse U-8-96

Der er kommet nye regler på området

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august 1996 - § 20 og § 34

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1. - j.nr. 101312-96: Det var oplyst, at skadelidte den 15. februar 1995 anmodede om behandling af en sag om et ulykkestilfælde, der overgik ham den 15.januar 1964, hvor han efter det oplyste beskadigede ryggen. Arbejds skadestyrelsen oplyste, at styrelsen ikke tidligere havde registreret en sag vedrørende et ulykkestilfælde i 1964.

Efter Arbejdsskadestyrelsens afgørelse var tilfældet ikke omfattet af ulykkesforsikringsloven. Styrelsen begrundede afgørelsen med, at anmeldelsen var sket mere end 20 år efter ulykkestilfældet, og således var forældet efter dansk rets almindelige 20-års forældelsesfrist. Styrelsen bemærkede, at selvom sagen havde været rettidigt anmeldt, ville der ikke kunne have været udbetalt yderligere erstatning, da også krav på erstatning ville have været forældet efter 20-årsfristen.

I klagen blev det bl.a. anført, at der var svigagtige forhold i sagen, idet Arbejdsskadestyrelsen i gennem mere end 32 år havde tilbageholdt oplysninger med henblik på at undgå at skulle udbetale skadeserstatning til skadelidte.

Eventuelle krav i anledning af en mulig hændelse i 1964, der var anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen i 1995 som et ulykkestilfælde, var forældet efter Danske Lov 5-14-4, idet der var forløbet mere end 20 år fra skadetidspunktet, og da der ikke forelå oplysninger om afbrydelse af fristen. Forældelsesfristen efter Danske Lov 5-14-4 er som udgangspunkt en absolut frist.

Allerede fordi eventuelle krav i anledning af hændelsen i 1964 var forældet efter den 20-årige forældelsesregel havde Ankestyrelsen ikke fundet anledning til at tage stilling til, om eventuelle krav tillige var forældet efter 1908-loven.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2. - j.nr. 12628-95: Arbejdsskadestyrelsen modtog i 1995 anmeldelse af en tandlidelse, som angaves at være opstået i perioden 1945 til 1949. Det fremgik af sagen, at skadelidte i oktober 1949 blev udlært som bagersvend. Efter læretiden arbejdede skadelidte som bagersvend i ca. 12 år.

Allerede kort efter skadelidtes ansættelse i 1945 mærkede han, at hans tænder blev dårligere, og at emaljen blev slidt ned, og at han fik flere huller. Skadelidte havde i skoletiden gået til regelmæssig tandpleje på sin skole. I 1950 fik han trukket alle tænderne ud og fik i stedet en helprotese.

Efter Arbejdsskadestyrelsens afgørelse kunne tilfældet ikke anerkendes som en arbejdsskade. Arbejdsskadestyrelsen begrundede sin afgørelse med, at der ikke tilkom skadelidte ydelser efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, idet der var gået mere end 20 år fra starten på skadelidtes tandlidelse i læretiden, således at dansk rets almindelige 20-årige forældelsesregel kom i betragtning.

Forbundet anførte, at skadelidte aldrig tidligere var blevet orienteret om, at han ville kunne få behandlet sin sag som erhvervsbetinget. Forbundet mente ikke, at man kunne afvise sagen på grund af 20 års forældelsesreglen. Det blev anført, at lidelsen først var optaget på erhvervssygdomsfortegnelsen i 1986, og først fra dette tidspunkt, mente forbundet, at man kunne forvente, at borgerne skulle være bekendt med lovgivningen og muligheden for kompensation.

Eventuelle krav i anledning af en mulig erhvervsbetinget tandlidelse, som havde medført at skadelidte i 1950 havde fået indsat en helprotese, var forældet efter 1908-loven, idet der var forløbet mere end 5 år fra det tidspunkt, hvor tandlidelser blev optaget i erhvervssygdomsbekendtgørelsen, og hvor skadelidte kunne have gjort kravet gældende. Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at suspendere forældelsesfristen efter lovens § 3.

Ankestyrelsen lagde ved denne afgørelse til grund, at tandlidelser var optaget som erhvervssygdom i Sikringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 276 af 23. maj 1986. Bekendtgørelsen havde virkning fra den 25. februar 1986. Ankestyrelsen fandt derfor, at forældelsesfristen efter 1908-loven ikke kunnet regnes fra et senere tidspunkt end 23. maj 1986.

Ankestyrelsen bemærkede, at der ikke forelå oplysninger om afbrydelse af fristen.

Med denne ændrede begrundelse tiltrådte Ankestyrelsen afvisningen af sagen.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3. - j.nr. 100562-96: Det fremgik af sagen, at skadelidte under sit arbejde ombord på M/S V den 24. juni 1956 fik et slag på munden med den følge, at en fortand blev slået helt ud.

I et brev af 10. april 1957 havde det daværende Direktorat for Ulykkesforsikringen meddelt skadelidte, at det i medfør af ulykkesforsikringsloven påhvilede forsikringsselskabet at afholde udgifter til tandbehandling. I et brev af 20. oktober 1995 havde skadelidte oplyst Arbejdsskadestyrelsen om, at han havde indledt behandling hos sin tandlæge, idet den 5-leddede bro, som skadelidte fik lavet efter ulykkestilfældet og dækket af Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart, havde fået et brud/var gået løs.

Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse fik skadelidte afslag på at få sin sag genoptaget. Styrelsen havde begrundet afgørelsen med, at spørgsmålet om genoptagelse var forældet som følge af dansk rets almindelige forældelsesregel på 20 år.

I klagen var det bl.a. anført, at skadelidte ikke havde fundet det ret og rimeligt, at sagen henførtes under den almindelige forældelsespraktik.

Skadelidte var ikke berettiget til at få dækket sine udgifter til tandbehandling, der var påbegyndt i oktober 1995.

Eventuelle krav i anledning af ulykkestilfældet den 24. juni 1956 var forældet efter den 20-årige forældelsesregel i Danske Lov 5-14-4. Forældelsesfristen kunne ikke regnes fra et senere tidspunkt end den 10. april 1957, hvor Direktoratet for Ulykkesforsikringen meddelte, at skadelidtes udgifter til tandbehandling ville blive dækket af Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart.

Forældelsesfristen efter Danske Lov 5-14-4 var som udgangspunkt en absolut frist og kunne derfor ikke suspenderes.

Der forelå ikke oplysninger om afbrydelse af fristen.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4. - j.nr. 14085-94: Det fremgik af sagen, at skadelidte den 2. oktober 1970 var udsat for et ulykkestilfælde i form af et direkte lændetraume, der medførte voldsomme lumbago-ischiasprægede smerter med udstråling til venstre ben.

Det daværende Direktorat for Ulykkesforsikring traf den 15. april 1971 den afgørelse, at ulykkestilfældet måtte anses for at have medført en invaliditet på 8%, jf. § 32 i ulykkesforsikringsloven. Ved afgørelsen forelå speciallægeerklæring. Det var heri anført, at der ved røntgenundersøgelse var påvist degeneration af 4. lumbale discus. Det var endvidere anført, at skadelidte dagligt angav symptomer fra sin ryg, og at han således ikke var symptomfri.

Lidelsen var senest beskrevet i lægererklæring af 16. oktober 1991. Der forelå endvidere resultat af CT-skanning fra den 15. november 1990, som viste moderat diskusdegeneration svarende til 4. lumbale discus samt let protusion (frembuling), men ingen prolaps. Skadelidte havde senest ved brev af 12. januar 1994 anmodet Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage sagen, idet han henviste til de mange lægelige beviser mellem arbejdsulykken i 1970 og sin nuværende tilstand.

Arbejdsskadestyrelsen meddelte ved afgørelsen, at styrelsen fortsat ikke fandt grundlag for en genoptagelse af sagen, da der ifølge de tidligere indhentede oplysninger ikke var sket en så væsentlig forværring som følge af ulykkestilfældet, at der var grundlag for at genoptage sagen.

Skadelidte anførte, at det daværende Direktorat for Ulykkesforsikring udførte utilstrækkelig og mangelfuld forvaltning ved ikke at tilsikre, at der inden for en tidsfrist på 5 år fra skadedatoen, blev taget endelig stilling til om skaden var stationær eller recidiveret, med deraf følgende fornyet fastsættelse af invaliditetsrente. Det blev endvidere anført, at skadelidte aktivt havde udført handlinger, der afbrød den generelle 20 års forældelsesfrist, atArbejdsskadestyrelsen i sine gentagne afvisninger af sagens genop tagelse ikke med overvejende sandsynlighed kunne tilbagevise en sammenhæng mellem skadelidtes nuværende tilstand og den indtrufne arbejdsskade, og endelig at en afvisning under henvisning til særlige omstændigheder derfor var imod bedre vidende.

Der var ikke grundlag for at genoptage skadelidtes sag.

Begrundelsen var, at der ikke var ganske særlige omstændigheder, der talte for, at der kunne ses bort fra fristen på 5 år fra den første fastsættelse af erstatning, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 34, stk. 1.

Ankestyrelsen havde herved lagt vægt på, at det ikke var dokumenteret, at der var overvejende sandsynlighed for sammenhængmellem arbejdsskaden i 1970 og den nuværende rygtilstand. Ankestyrel sen havde herved lagt til grund, at skadelidte fik påvist discusdegeneration i lænden allerede på skadetidspunktet, og at forværringen af rygsymptomerne skyldes tiltagende degenerative forandringer i lænderyggen.

Ankestyrelsen bemærkede, at skadelidtes anmodning om genoptagelse varfremsat inden udløb af den 20-årige forældelsesfrist i Danske Lov 5 14-4. Fristen udløb den 15. april 1991, idet fristen ikke kunneregnes fra et senere tidspunkt end den 15. april 1971, hvor Direk toratet for Ulykkesforsikring traf afgørelse om, at ulykkestilfældet havde medført en invaliditet på 8%.

Ankestyrelsen fandt tillige, at der ved Direktoratets, nu Arbejdsskadestyrelsens anerkendelse af skaden var skabt et særligt retsgrundlag, der bevirkede, af 1908-lovens regler om forældelse herefter ikke fandt anvendelse.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Sagsfremstilling 5:

Sag nr. 5. - j.nr. 14846-95: Det fremgik af sagen, at skadelidte den 11. maj 1968 under sit arbejde som arbejdsmand styrtede 7 meter ned i forbindelse med nedbrydning af en skorsten. Efterfølgende fastsatte Direktoratet for Ulykkesforsikring den 18. september 1972 invaliditetsprocenten til 25% efter ulykkesforsikringsloven. Den 26. oktober 1987 meddelte Arbejdsskadestyrelsen skadelidte, at der var forløbet mere end 5 år siden styrelsen den 16. januar 1970 havde truffet afgørelse om invaliditetsgraden, og at der derfor ikke på det tidspunkt var hjemmel for styrelsen til at foretage sig yderligere i sagen. Styrelsen havde derfor ikke mulighed for at imødekomme skadelidtes anmodning om genoptagelse af 24. september 1987.

Det fremgik af de lægelige oplysninger, at skadelidte ved ulykkestilfældet den 11. maj 1968 havde pådraget sig et kraniebrud, hjernerystelse, brud på ansigtsknoglerne samt brud på højre bækkenhalvdel gående igennem hofteskålen og med betydelig forskydning af brudstykkerne. Bækkenbruddet helede i nogen fejlstilling. Røntgenundersøgelse af højre hofte viste deformitet i højre hofteled med udvikling af arthrose i ret betydelig grad, bevægelsesindskrænkning og en forkortning på ca. 1 1/2 cm af højre ben.

Af de lægelige oplysninger som var fremskaffet i forbindelse med Arbejdsskadestyrelsens behandling af genoptagelsessagen fremgik det, at skadelidte efter bækkenfraktur havde udviklet caputnekrose og artrose i højre hofteled. Skadelidte havde i 1987 fået indsathoftealloplastik. I 1993 blev han opereret for løsning og stillings ændring. Efter operationen havde skadelidte haft peronæusparese samt stabilitetsændring på udsiden af højre ben. Skadelidte havde konstante smerter i højre lår, der strålede ned til knæet og forværredes ved belastning af benet.

Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse den 11. april 1995 fik skadelidte afslag på at få sin sag genoptaget. Styrelsen havde lagt vægt på, at tilstanden ikke var væsentligt forværret siden Direktoratet for Ulykkesforsikringen (nu Arbejdsskadestyrelsen) den 16. januar 1970 traf afgørelse om invaliditetsprocenten, som blev ansat til 40%, hvoraf 20% blev kapitaliseret og 20% blev udbetalt som løbende ydelse. Efterfølgende havde styrelsen den 18. september 1972 fastsat invaliditetsrenten til 25%, og den løbende rente bortfaldt.

I klagen blev det bl.a. anført, at skadelidte udover meget alvorlige gener og forringet livskvalitet, nu helt havde mistet erhvervsevnen som følge af ulykken, og var tilkendt helbredsbetinget førtidspension. Det blev endvidere anført, at af samtlige lægelige udtalelser fremgik det klart, at skadelidtes tilstand og den situation, som skadelidte nu befandt sig i, kunne tilskrives følgevirkninger af den alvorlige ulykke, som skadelidte var udsat for i 1968.

Ankestyrelsen fandt grundlag for at genoptage skadelidtes sag og forhøjede invaliditetserstatningen efter ulykkesforsikringsloven fra 25% til 50%.

Ankestyrelsen vurderede således, at der var ganske særlige omstændigheder, der talte for, at der kunne ses bort fra genoptagelsesfristen på 5 år fra den første fastsættelse af erstatning, jf. arbejds skadeforsikringslovens § 34, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det var dokumenteret, at der var sket en væsentlig forværring af skadelidtes tilstand som medovervejende sandsynlighed kunne henføres til følger efter arbejdsska den. Ankestyrelsen lagde herved vægt på oplysningerne i de foreliggende speciallægeerklæringer.

Ankestyrelsen havde i øvrigt lagt til grund, at skadelidtes anmodningom genoptagelse var fremsat inden udløb af den 20-årige forældelsesfrist i Danske Lov 5-14-4. Fristen blev afbrudt ved Sikringsstyrel sens (nu Arbejdsskadestyrelsen) afgørelse den 26. oktober 1987.

Ankestyrelsen fandt tillige, at der ved Arbejdsskadestyrelsensanerkendelse af skaden var skabt et særligt retsgrundlag, der be virkede, at 1908-lovens regler om forældelse herefter ikke fandt anvendelse. Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse og forhøjede skadelidtes invaliditetserstatning fra 25% til 50%.

Sagsfremstilling 6:

Sag nr. 6. - j.nr. 13045-95: Det fremgik af sagen, at skadelidte den 11. december 1973 kom til skade, da skadelidte blev ramt af en lem på ca. 4 kg på hjelm og skulder. Ifølge lægeerklæring I vedrørende undersøgelse 11. december 1973 fandtes hævelse og ømhed på højre skulder. Sikringsstyrelsen anerkendte tilfældet, men henlagde sagen uden erstatning den 21. april 1974.

Sikringsstyrelsen begrundede henlæggelsen med, at der efter ulykkes forsikringsloven kun kunne ydes erstatning i forbindelse med en arbejdsulykke, hvis denne medførte varig og ikke ganske ubetydelig nedsættelse af arbejdsevnen, og at styrelsen efter det oplyste skønnede, at ulykkestilfældet ikke ville medføre en sådan nedsættelse af arbejdsevnen.

I skrivelse af 28. juli 1982 anmodede skadelidtes forbund forsikringsselskabet om genoptagelse. Selskabet videresendte anmodningen til Sikringsstyrelsen (nu Arbejdsskadestyrelsen) den 24. august 1982. I brevet var anført, at skadelidte var sygemeldt den 9. februar 1981. Sikringsstyrelsen indhentede udskrivningskort fra sygehus vedrørende observation for lumbal rodkompression. Det var anført i journaloplysningerne, at skadelidte havde haft lændehold gennem ca. 5 år, og at skadelidte efter et forløftningstraume i februar 1981 havde fået akutte lændesmerter.

Ved afgørelse af 5. juli 1983 fandt Sikringsstyrelsen ikke grundlag for at genoptage sagen, idet skadelidtes aktuelle gener fra ryggen ikke fandtes at have forbindelse med ulykkestilfældet, hvor skadelidte kom til skade med højre skulder.

Arbejdsskadestyrelsen afviste genoptagelse, allerede fordi sagen var forældet efter dansk rets almindelige 20-årige forældelsesregel.

I klagen blev det bl.a. anført, at Arbejdsskadestyrelsen havde truffet sin afgørelse alene på grundlag af sygehusets undersøgelser, men ikke havde henvendt sig til skadelidtes læge som havde undersøgt skadelidte i 1973 og 1978.

Der var ikke grundlag for at genoptage skadelidtes sag.

Begrundelsen var, at der ikke var ganske særlige omstændigheder, der talte for, at der kunne ses bort fra fristen på 5 år fra den første fastsættelse af erstatning, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 34, stk. 1.

Ankestyrelsen havde herved lagt vægt på, at det ikke var dokumenteret, at forværring af skadelidtes rygtilstand skyldtes følger efter arbejdsskaden. Ankestyrelsen havde herved lagt til grund, at der ikke var overvejende sandsynlighed for lægelig årsagssammenhæng mellem arbejdsskaden, hvor skadelidte fik forstuvet sin skulder og de aktuelle ryggener.

Ankestyrelsen havde i øvrigt lagt til grund, at skadelidtes anmodningom genoptagelse var fremsat inden udløb af den 20-årige forældelses frist i Danske Lov 5-14-4. Fristen blev afbrudt den 5. juli 1983, hvor Sikringsstyrelsen (nu Arbejdsskadestyrelsen) ikke fandt grundlag for at genoptage skadelidtes sag. Ankestyrelsen havde tillige fundet, at der ved Arbejdsskadestyrelsensanerkendelse af skaden var skabt et særligt retsgrundlag, der be virkede, at 1908-lovens regler om forældelse herefter ikke fandt anvendelse.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Sagsfremstilling 7:

Sag nr. 7. - j.nr. 100712-96: Det fremgik af sagen, at skadelidte den 5. juni 1968 var udsat for et færdselsuheld, hvorved skadelidte pådrog sig kraniebrud og 3 brækkede ribben. Direktoratet for Ulykkesforsikringen traf afgørelse i sagen første gang den 9. april 1969 og sagen blev optaget til revision den 6. april 1971. I et brev af 3. juli 1995 anmodede skadelidtes læge om genoptagelse af sagen. Det var iøvrigt oplyst, at der havde verseret en retssag, hvor Sikringsstyrelsen (nu Arbejdsskadestyrelsen) havde indgået forlig i 1975.

Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse fik skadelidte afslag på at få sin sag genoptaget. Styrelsen havde lagt vægt på, at spørgsmålet om genoptagelse var forældet, som følge af dansk rets almindelige forældelsesregel, hvorefter krav på ydelser fortabes 20 år efter ulykkens indtræden.

I klagen blev det bl.a. anført, at sagen ikke kunne være forældet, idet der havde været problemer siden 1968. Det var endvidere anført, at der i domsakterne blev påført, at senere opståede komplikationer, der kunne tilbageføres til ulykken, ville kunne optages til fornyet behandling.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til ny behandling og afgørelse i Arbejdsskadestyrelsen.

Ankestyrelsen vurderede, at skadelidtes sag ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at der kunne tages stilling til om den 20-årige forældelsesfrist i Dansk Lov 5-14-4 var afbrudt i forbindelse med den i 1975 verserende retssag.

Sagen hjemvistes derfor til Arbejdsskadestyrelsen med anmodning om, at styrelsen foretog undersøgelse heraf, og herefter traf ny afgørelse, herunder - hvis den 20-årige forældelsesfrist var afbrudt - om der forelå ganske særlige omstændigheder, der talte for at der kunne ses bort fra den 5-årige genoptagelsesfrist i § 34.