Ankestyrelsens principafgørelse U-9-96

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

03-09-2012

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august 1996 - § 44, stk. 4 og § 55, stk. 1

Note:

Afløst af 99-12

Det fremgik af sagen, at Arbejdsskadestyrelsen den 22. august 1991 anerkendte skadelidtes ryglidelse som en arbejdsskade, som hun havdepådraget sig den 17. maj 1990 under sin ansættelse som rengøringsas sistent i A kommune. Den 13. april 1992 fik hun tilkendt 15% i erstatning for tab af erhvervsevne. Der blev udbetalt 49.601 kr. som et engangsbeløb, og styrelsen havde ved beregningen anvendt en årsløn på 54.000 kr.

I et lønskema havde A kommune oplyst, at skadelidtes arbejdsindtægt i indkomståret 1989 udgjorde 53.730 kr., og at hun havde arbejdet 3 til 4 timer dagligt. Det var i øvrigt oplyst, at hun havde været ansat i perioden 16. januar 1989 til 29. september 1989 og fra 12. februar 1990 til 30. november 1990 med sygemelding fra den 25. juni 1990. Herudover havde socialforvaltningen i A kommune oplyst, at skadelidte havde modtaget mellemste førtidspension siden 1. november 1985.

Den 17. januar 1994 meddelte skadelidte Arbejdsskadestyrelsen, at årslønnen på 54.000 kr. var forkert. På denne baggrund behandlede Arbejdsskadestyrelsen påny sagen og fastholdt den 2. marts 1994, at årslønnen udgjorde 54.000 kr.

I et brev af 25. marts 1994 oplyste skadelidtes advokat, at i følge årsopgørelse for 1989 havde skadelidte haft en personlig indkomst for året forud for ulykken på 196.090 kr. Advokaten henviste videre til et brev fra A skattevæsen, hvoraf det fremgik, at skadelidte på grund af sine indtægtsforhold var blevet pålagt at tilbagebetale for meget udbetalt pension med 39.911 kr. Arbejdsskadestyrelsen havde efter klage fra skadelidte i en ny afgørelse den 10. august 1994 forhøjet erstatningen for tab af erhvervsevne med 106.584 kr., idet styrelsen lagde en årsløn på 170.000 kr. til grund for beregningen af erstatningen.

Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 21. oktober 1994 fik skade lidte udbetalt 2.873 kr. i morarenter for perioden 2. marts 1994 til 10. august 1994. Styrelsen begrundede afgørelsen med, at styrelsen i sin afgørelse af 2. marts 1994 havde skønnet forkert, idet styrelsen havde anvendt en årsløn på 54.000 kr. I en ny afgørelse af 10. august 1994 havde Arbejdsskadestyrelsen herefter ændret årslønnen til 170.000 kr.

I klagen var det bl.a. anført, at skadelidte var lovet en renteudbe taling for perioden 13. april 1992 til august 1994.

Skadelidte var ikke berettiget til renter efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.

Begrundelsen var, at der ikke var hjemmel i loven til at udbetale morarenter, fordi Arbejdsskadestyrelsen havde ændret sit skøn, og at skadelidte herefter havde fået efterbetalt ydelser efter loven. Der er alene efter lovens § 44, stk. 4, mulighed for at udbetale renter, hvis udbetaling af kapitalbeløb er sket senere end 14 dage (fra 1. juli 1996 ændret til 4 uger) fra datoen for underretningen om Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Denne bestemmelse fandt ikke anvendelse i nærværende sag, hvor efterudbetaling af kapitalbeløb skyldtes, at Arbejdsskadestyrelsen efter genoptagelse ved en ny afgørelse den 10. august 1994 havde ændret sit skøn vedrørende fastsættelse af skadelidtes årsløn.

Ankestyrelsen tog ikke stilling til, hvorvidt skadelidte var berettiget til renter efter renteloven eller efter almindelige retsgrund sætninger.

Begrundelsen var, at Ankestyrelsen i følge lovens § 55, stk. 1, er klageinstans for afgørelser, som Arbejdsskadestyrelsen træffer efter arbejdsskadeforsikringsloven.

Ankestyrelsen kan således i sine afgørelser alene inddrage retsreglerog retlige betragtninger fra andre lovområder end arbejdsskade forsikringsloven i det omfang det er nødvendigt for afklaring af præjudicielle spørgsmål, der måtte have betydning for retten til en ydelse efter arbejdsskadeforsikringsloven. Det vil sige at Ankestyrelsen vil kunne inddrage forvaltningsretlige, almindelige formueretlige regler eller regler efter lovgivning uden for det sociale område, hvis det er nødvendigt for at kunne tage stilling til, om der er krav på en ydelse efter arbejdsskadeforsikringsloven. I forhold til nærværende sag var der i lovens § 44, stk. 4, udtøm mende gjort op med, i hvilke tilfælde der kunne udbetales renter efter loven.

Spørgsmålet om hvorvidt skadelidte eventuelt havde et krav på renter måtte derfor afgøres efter renteloven eller almindelige formueretlige retsgrundsætninger, og prøvelse af dette spørgsmål henhørte under domstolene.

Ankestyrelsen var således ikke enig i Arbejdsskadestyrelsens afgørel se.