En ung pige på 17 år flyttede i september 1994 efter uoverensstemmelser med forældrene over til sin kærestes forældre. Hun var under uddannelse på handelsskole.
Hun søgte i oktober 1994 kommunen om økonomisk hjælp til bolig og forsørgelse, men fik afslag på økonomisk hjælp til egen bolig, med den begrundelse at der var tale om almindelige generationsproblemer, og at forældrene fortsat gav udtryk for, at hun kunne komme hjem og bo.
Det fremgik af sagen, at ansøger havde været på besøg hos forældrene flere gange og også havde overnattet i hjemmet, samt at faderen i en periode havde hjulpet hende økonomisk.
Kommunen bevilgede efterfølgende hjælp til forsørgelse med 26 kr. pr. dag gældende fra 23. december 1994 til 8. januar 1995. Der ville blive opkrævet forældrebetaling herfor.
Kommunen anførte i januar måned 1995, at det ikke havde været muligt at få en samtale med forældrene med henblik på en undersøgelse af, hvilke hjælpeforantaltninger, der kunne være behov for, jf. bistandslovens § 33.
Ankenævnet pålagde kommunen at udmåle hjælp til ansøger til dækning af udgifter til kost, transport og lommepenge m.v. fra tidspunktet for hendes første henvendelse til kommunen i oktober 1994 med fradrag af børnefamilieydelse og arbejdsindtægter. I klagen til Ankestyrelsen gjorde kommunen gældende, at det var en principiel problemstilling, hvorvidt unge på 16-17 år har krav på økonomisk hjælp til forsørgelse fra vedkommendes første henvendelse i socialforvaltningen, når hverken den unge eller forældrene vil medvirke til, at den lovmæssige undersøgelse i bistandslovens § 32 c kan gennemføres.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det kan pålægges en kommune at udbetale økonomisk hjælp til en ung under 18 år i en situation, hvor forbindelsen til forældrene ikke er afbrudt.