Sagen vedrørte anerkendelse af en anmeldt skulder- og armlidelse hos en 35-årig kvinde, som i 12 år havde arbejdet som gartnermedhjælper ved en kommunes park- og skovvæsen. I januar 1989 fik kvinden gradvist tiltagende smerter i højreskulder, efter at hun siden nytår havde været beskæftiget med be skæring af hegn.
Hun blev sygemeldt ultimo januar 1989 og er ikke siden vendt tilbage til arbejdet. Hun modtager nu forhøjet almindelig førtidspension.
Af oplysninger fra Arbejdsmedicinsk Klinik fremgik blandt andet, at hendes arbejde ofte havde bestået i tungt fysisk arbejde som nedlægning af fliser, rendegravning i skovene, opstabling af afskåret træ samt forskellige beskæringsarbejder. I efteråret 1988 havde kvinden været beskæftiget med optagning af græstørv. I slutningen af dette arbejde fik kvinden begyndende smerter fra højre håndled. I begyndelsen af januar 1989 begyndte kvinden efter ferie med beskæringsarbejdet og fik straks smerter igen i højre håndled. Beskæringsarbejdet foregik dagligt fra kl. 7.00 - 15.30. Halvdelen af arbejdstiden foregik med beskæring over skulderhøjde, og kvinden fik nu også smerter i højre skulder.
Ifølge speciallægeerklæring af januar 1990 skyldtes hendes gener slimhindeirritation i højre skulder (bursitis subacromialis dxt. ) og en seneknude (ganglion) ved højre håndled.
Arbejdsskadestyrelsen afviste den 26. juni 1990 at anerkende lidelsen som arbejdsskade, da der ikke ved de lægelige undersøgelser var påvist en lidelse, som var omfattet af erhvervssygdomsfortegnelsen.
Under sagens behandling i Ankestyrelsen forelå oplysninger fra sygehus om, at der ved operation i maj 1990 var fundet tegn på, at skuldergenerne skyldtes en mekanisk påvirkning af den kombinerede sene i skulderleddet (rotator-cuff), og at det var nærliggende at antage, at påvirkningen var opstået i forbindelse med langvarigt arbejde med løftet arm. Sygehusets diagnose var tendinitis tendinis musculi supraspinati dxt.
Ved afgørelse af 25. februar 1991 tiltrådte Ankestyrelsen Arbejdsska destyrelsens afgørelse. For så vidt angik skulderlidelsen lagde Ankestyrelsen til grund, at klipning af hæk og grene, selvom noget afklipningen foregik over skulderhøjde, ikke opfyldte erhvervssygdomsbekendtgørelsens betingelser om længere tids statisk belast ning med armene hævet over skulderhøjde. Ankestyrelsen fandt ikke anledning til at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.
Arbejdsmedicinsk Klinik anmodede herefter om sagens genoptagelse i Arbejdsskadestyrelsen, idet klinikken henviste til, at kvinden påny havde været undersøgt. Om hendes arbejdsmæssige forhold var det blandt andet anført, at hun fra 1979 - 1989 havde arbejdet hvervinter 2 måneder med ca. 6 1/2 times uafbrudt beskæring af hoved sagelig træer, men også buske. Beskæringen foregik i 50% af tiden over skulderhøjde og hovedsagelig med anvendelse af kraftigt ørnenæb. I perioden 1980 - 1989 havde hun hvert år i 4 måneder arbejdet med hækklipning og skønsmæssigt 50% foregik med hækklipperen over skulderhøjde. Desuden bestod hendes arbejde i at skuffe, hakke og rive i de kommunale anlæg.
Arbejdsskadestyrelsen afviste ved afgørelse af 20. september 1991 atter at anerkende skulderlidelsen med den begrundelse, at der ved den fornyede forelæggelse ikke var tilgået sagen væsentlige nye oplysninger, som kunne begrunde en ændret vurdering af den tidligere afgørelse.
Arbejdsskadestyrelsens afgørelse blev den 16. juni 1992 tiltrådt af Ankestyrelsen, som fortsat ikke fandt grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.
Retssagen: Kvinden indbragte herefter sagen for Østre Landsret med påstand om athendes arm- og skulderlidelse anerkendtes som værende arbejdsbe tinget, principalt i henhold til erhvervssygdomsbekendtgørelsens § 2 gruppe E 6 c, subsidiært som følge af, at lidelsen i overvejende grad var forårsaget af arbejdets særlige art, jf. § 10, stk. 3, i den dagældende lov om arbejdsskadeforsikring.
Stævningen var vedlagt en udtalelse fra Arbejdstilsynet om, at kvinden over lang tid havde været udsat for sundhedsskadelige belastninger. Dels en konstant statisk belastning på muskelområdet i skulder- og nakkeområdet både når der blev klippet og beskåret under og over skulderhøjde. Dels en yderligere belastning ved arbejdet over skulderhøjde, fordi arme og redskaber skulle løftes.
Ankestyrelsen fandt herefter grundlag for at overveje sagen påny og anmodede i den forbindelse Arbejdsskadestyrelsen om at indhente arbejdsgiverens bemærkninger til Arbejdstilsynets udtalelse samt efterfølgende overveje, om der var grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.
Sagen blev forelagt Erhvervssygdomsudvalget den 10. august 1993 og ved afgørelse af 10. september 1993 har Arbejdsskadestyrelsen påny truffet afgørelse om, at der ikke var tale om en arbejdsskade, som var omfattet af loven. Et flertal i udvalget lagde vægt på, at der havde været tale om årligt tilbagevendende perioder med træbeskæring og hækklipning, og at symptomerne opstod efter 1 uges arbejde med træbeskæring den pågældende vinter, og at det ikke var sandsynligt,at den beskrevne belastning kunne antages at være årsag til skulder lidelsen, omend der var tale om belastende arbejdsfunktioner.
Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på flertallets indstilling i Erhvervssygdomsudvalget.
Af en uddybende udtalelse fra Arbejdstilsynet fremgik, at Arbejdstil synet ikke havde besigtiget den pågældende arbejdsplads, og at Arbejdstilsynets vurdering af, at ca 50% af arbejdet var udført over skulderhøjde måske kunne modereres til, at 50% af arbejdet var udført i eller over skulderhøjde.
Under retssagens behandling blev der af Kammeradvokaten indhentet en supplerende udtalelse fra arbejdsgiveren om kvindens arbejde. Det fremgik blandt andet af denne udtalelse, at kvinde højst 2 1/2 måned om året var beskæftiget med hækklipning, og at ca. 25% af al klipning var over skulderhøjde, og det vurderedes at højst 10% af det samlede arbejde med fældning og beskæring havde været over skulderhøjde. Det samlede arbejde af denne art var anslået til netto 1 måned pr. år.
Under retssagen blev der endvidere stillet spørgsmål til Retslæge rådet på foranledning af kvindens advokat. Rådet udtalte blandt andet, at det på baggrund af de lægelige oplysninger måtte antages, at kvinden havde en lidelse i skulderleddets rotator manchet ( rotator-cuff), og at det måtte anses for fastslået, at statisk arbejde med skulderleddet ca. 90 grader udadført igennem længere tid disponerede til afklemning af rotatormanchetten med deraf følgende påvirkning af manchettens senevæv. I kvindens tilfælde, hvor der ikke forelå oplysninger om andre disponerende faktorer, måtte rådet antage, at kvindens lidelse kunne være forårsaget af arbejdet med beskæring.
Retslægerådet blev på Ankestyrelsens foranledning anmodet om at besvare en række supplerende spørgsmål, herunder udtale sig om, hvorvidt kvindens lidelse efter rådets opfattelse måtte anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art. Hertil svarede Retslægerådet, at rådet i sin tidligere besvarelse havde udtalt, at kvindens skulderlidelse kunne være betinget af arbejdet. Rådet fandt ikke, at lidelsen udelukkende var betinget af arbejdet og fandt heller ikke, at lidelsen i overvejende grad var forårsaget af arbejdets særlige karakter.
På grundlag af Retslægerådets udtalelse hævede kvindens advokat sagen.
