Ankestyrelsens principafgørelse P-36-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 521 af 16. juni 1994 - § 14 og § 15

Note:

Se desuden SM P-35-96 om førtidspension til psykisk udviklingshæmmede.

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 02250-95

Sagen vedrørte 22-årig kvinde, der led af nedsat intellektuelt funktionsniveau bl.a. på grund af vanskelige opvækstvilkår og epilepsi med ca. 2 månedlige anfald trods medicinsk behandling. Hun havde aldrig haft fast erhvervstilknytning. I perioden 1993-94 havde hun deltaget i minihøjskole og arbejdsprøve. Det blev vurderet, at hun højst ville være i stand til at præstere en arbejdsindsats svarende til 20% af hvad der kræves af en arbejdsindsats på almindelige vilkår.

Nævnet gav afslag på førtidspension. Samtidig hjemvistes sagen tilkommunen med henblik på stillingtagen til berettigelse til førtids pension efter lovens § 14, stk. 3.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke havde ret til at få mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 1 i lov om social pension.

Begrundelsen var, at Ankestyrelsen skønnede, at hendes erhvervsevne ikke var varigt nedsat med omkring 2/3.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der efter de foreliggende oplysninger om hendes helbredsforhold og færdigheder, ikke på nuværende tidspunkt var dokumenteret en sådan invaliditet, som er en forudsætning for tilkendelse af mellemste førtidspension.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at kommunen havde tilkendt hende forhøjet almindelig førtidspension efter lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 1. Denne afgørelse havde kommunen kunnet træffe, men Ankestyrelsen fandt, at der var tale om en meget mild bedømmelse, idet varighedskriteriet ikke kunne siges at være opfyldt.

Ankestyrelsen henledte opmærksomheden på, at den pension kommunenhavde tilkendt ansøger, ikke var til hinder for, at der kunne iværk sættes revalidering/arbejdstræning, med henblik på udnyttelse afhendes resterhvervsevne, eventuelt i form af egnet beskyttet beskæftigelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 02007-95

En 30-årig samlevende kvinde søgte om forhøjelse af mellemsteførtidspension. Hun havde tidligere gået på specialskole og efter skole. I fire år havde hun arbejdet i beskyttet beskæftigelse med montage af lamper og cykler. Gennem de seneste seks år havde hun været i beskyttet beskæftigelse på et gartneri med en arbejdstid på 5 timer 4 dage ugentlig. Hun havde tidligere boet i bofællesskab, men boede aktuelt i lejlighed sammen med sin kæreste. Hun havde behov for støtte fra hjemmevejleder og hjemmehjælper.

Nævnet fandt, at ansøger ikke havde ret til at få højeste før tidspension, men fortsat ret til mellemste førtidspension.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til mere end mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr.1, i lov om social pension.

Begrundelsen var, at Ankestyrelsen skønnede, at hendes erhvervsevne ikke var nedsat til det ubetydelige.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der efter de foreliggende oplysninger om hendes helbredsforhold og færdigheder ikke var dokumenteret en sådan varig invaliditet, som er en forudsætning for tilkendelse af højeste førtidspension.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at hun havde et nedsat funktionsniveau intellektuelt. I barndommen havde hun to gange haft hjerne rystelse, og én gang var hun faldet og havde fået kraniebrud. Hunhavde behov for hjælp til alle arbejdsopgaver. Hun tog ikke selv stændigt initiativ til at påbegynde en arbejdsopgave. Hvis opgaven var for stor, mistede hun let koncentrationen. Ved psykologisk undersøgelse i 1995 havde hun udvist lidt større ordforråd og viden end ved en tilsvarende undersøgelse foretaget i 1987.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 02029-95

Sagen drejede sig om en 23-årig, ugift mand. Han havde gået ihjælpeklasse fra 3. til 10. klasse. Derefter var han 1 år på efter skole, hvorefter han gik hjemme et års tid. Herefter påbegyndte han et erhvervsrettet kursus og forsøgte at få arbejds- eller læreplads, men fik afslag. Han blev herefter henvist til erhvervstræningsskole, hvor han sluttede den 10. oktober 1993. Han startede herefter på et beskyttet industriværksted, hvor han stadig var.

Det var oplyst, at han havde adfærdsmæssige problemer. Intellektuelt var han placeret i den nedre del af normalområdet. Personlighedsmæssigt var han den lidt vage type, men et omgængeligt gemyt. Psykologen fandt ham klart støttekrævende og ville foreslå en 50/50-ordning. Handicapkonsulenten fandt ham velplaceret i det beskyttede værksted, hvor han var nu.

Nævnet tilkendte ham forhøjet almindelig førtidspension. Nævnet besluttede samtidig at tage sagen op til ny vurdering den 1. oktober 1998.

Kommunen anførte i klagen, at der især med baggrund i hans unge alder ikke kunne udelukkes en udvikling hos denne, således at han på et senere tidspunkt vil kunne erhvervsplaceres, eventuelt i beskyttet stilling.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger fortsat havde ret til at få forhøjet almindelig førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 1, i lov om social pension.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse om tilkendelse af forhøjet almindelig førtidspension var udtryk for en meget mild bedømmelse. Ankestyrelsen fandt dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at frakende den tilkendte pension.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at han havde et intellektuelt funk tionsniveau svarende til en placering i normalområdet.

Efter beskrivelsen af hans helbred skønnede Ankestyrelsen, at der skulle være mulighed for mere varigt at forbedre hans erhvervsevne, hvis han blev omskolet eller lignende.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på hans alder, 23 år, og at han gennem yderligere støtte ville kunne opnå større selvstændighed.

Ankestyrelsen bad derfor kommunen om sammen med ansøger at overveje og eventuelt iværksætte yderligere revalidering. Ankestyrelsen besluttede samtidig, at sagen skulle tages op igen til fornyet vurdering om 1 år med henblik på, om pågældende fortsat var berettiget til pension.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4 - j.nr. 02137-95

En 19-årig, ugift mand søgte pension. Han boede stadig hjemme. Hanled af en hjerneskade af ukendt årsag. Han havde gået på special skoler og gik fortsat på en.

Han havde en langsom udviklingstakt og opnåede de bedste resultater inden for det verbale område. Som 12-årig var hans udvikling svarende til 6½ til 8½ årsalderen. Han havde haft flere benbrud og havde problemer med grov- og finmotorikken.

Han blev vurderet som personlighedsmæssigt særegen, men havde et verbalt godt funktionsniveau, som var noget højere end det praktiske.

Af statusbeskrivelse fra specialskolen fremgik bl.a., at han var selvhjulpen. Han kunne bruge en køreplan og cykle. Han kendte klokken, var meget velorienteret, huskede mange engelske gloser og kunne selv betjene en computer. Han læste pænt og med god forståelse. Han kendte penge og deres værdi og kunne lægge tal sammen.

I udtalelse fra specialskolen pegedes på en erhvervsplacering i et beskyttet værksted indenfor området lettere montering.

Nævnet tilkendte ham mellemste førtidspension med kontrol om 3 år.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til mere end mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 1, i lov om social pension.

Begrundelsen var, at Ankestyrelsen skønnede, at hans erhvervsevne ikke var varigt nedsat til det ubetydelige.

Ankestyrelsen lagde til grund, at han led af en hjerneskade af ukendt årsag, som reducerede hans intellektuelle funktionsniveau i betydelig grad. Han havde desuden personlighedsmæssige problemer.

Ankestyrelsen lagde vægt på hans unge alder, og at der fortsat var mulighed for yderligere optræning og udvikling og dermed en bedring af hans funktionsniveau.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse. Ankestyrelsen tiltrådte også, at sagen tages op til ny vurdering efter 3 år.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 5:

Sag nr. 5 - j.nr. 002451-95

Sagen vedrørte en 20-årig, ugift mand, der fortsat boede hjemme. Han havde gået i specialklasse fra 1983. I 1992 skiftede han til en amtsspecialskole, hvor han havde været i praktik på beskyttede værksteder.

Ved psykologisk testning med jævne mellemrum kunne konstateres en støt udvikling i positiv retning især på de sproglige områder. Generelt måtte hans intellektuelle udvikling karakteriseres som forsinket i betydelig grad, men med en meget ujævn profil. Han havde et godt og velstimuleret sprog, men betydelige vanskeligheder indenfor perception og styring af motorik.

De sociale færdigheder var grundlæggende i orden. Der var ingen tankeforstyrrelser eller vrangforestillinger, og stemningslejet var helt neutralt. Ved testning placerede han sig med en IQ på 76 i sinkeområdets nederste del. Han manglede meget i at udvikle autonomi og selvansvarlighed.

Der forelå i sagen referat af oplæg til konference fra specialskolen samt skoleudtalelse fra kontaktlæreren, hvoraf funktionsniveauet samt bedømmelsen heraf fremgik. Bl.a. at han var meget dygtig til praktisk arbejde, og at han var særdeles velegnet til at arbejde på et beskyttet værksted.

Nævnet tilkendte mellemste førtidspension.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til mere end mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 1, i lov om social pension.

Begrundelsen var, at Ankestyrelsen skønnede, at hans erhvervsevne ikke var varigt nedsat til det ubetydelige.

Ankestyrelsen lagde til grund, at han havde et nedsat intellektuelt funktionsniveau med en samlet IQ på 76.

Ankestyrelsen skønnede, at hans lidelse ikke medførte en invaliditet af en sådan sværhedsgrad, at der var grundlag for tilkendelse af højeste førtidspension.

Ankestyrelsen lagde herved bl.a. vægt på skoleudtalelsen, hvoraf bl.a. fremgik, at han havde et stort, aktivt ordforråd og var letforståelig. Han var selvtransporterende og mødte præcist på prak tikstederne. Han var meget dygtig til praktisk arbejde.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på en psykologisk undersøgelse, hvoraf bl.a. fremgik, at hans sociale færdigheder grundlæggende var i orden. Han lærte meget langsomt og var selektiv i sine interesser, men han havde endnu ikke nået sit potentielle niveau.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.