Ankestyrelsens principafgørelse P-21-96

Der er kommet nye regler på området

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 521 af 16. juni 1994 - § 52, stk. 3

Sagen vedrørte en ung mand, som indtil 1. februar 1992 havde bopæl i A kommune. Den 1. februar 1992 blev han optaget på en institution i B kommune, der var omfattet af § 58 i lov om social pension.

Nogen tid efter rejste B kommune sag om førtidspension og fremsendte sagen til revaliderings- og pensionsnævnet med indstilling om pension.

Ansøgeren fik herefter tilkendt højeste førtidspension.

B kommune anmodede efterfølgende A kommune om refusion af udgiften til pension, hvilket A kommune afslog under henvisning til, at det var B kommune, der havde afgivet indstilling om pension.

Ankenævnet tiltrådte A kommunes afslag. Nævnet bemærkede i afgørelsen, at B kommune ikke havde haft kompetence til at afgive indstilling om førtidspension, men at den stedlige inkompetence ikke medførte ugyldighed.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der var grundlag for at fravige bestemmelsen i lov om social pension, § 52, stk. 3, hvorefter den kommunale andel af udgiften til pension afholdes af den kommune, der har truffet afgørelse om tilkendelse af pension eller har afgivet indstilling om pension til revaliderings- og pensionsnævnet.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at den stedlige inkompetence ikke kunne medføre ugyldighed. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at indstillingen om pension var afgivet af B kommune, og at det derfor var denne kommune, der skulle afholde den kommunale andel af udgiften til pension, jf. lovens § 52, stk. 3. Bestemmelsen i § 52 gav ikke hjemmel til at pålægge en anden kommune end den kommune, der havde afgivet indstillingen om pension, at afholde den kommunale andel af udgiften til pension.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.