Ankestyrelsens principafgørelse O-56-96

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

01-04-2011

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 10, stk. 3 og § 59

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 116, stk. 1

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 9a, stk. 2

Socialministeriets cirkulære nr. 152 af 17. december 1986 om hjælp til boligindretning, omsorgsarbejde og befordring efter bistandsloven - pkt. 1

Note:

Vi henviser til vejledning nr. 7 af 15. februar 2011 om hjælpemidler, biler, boligindregning mv. (Vejledning nr. 6 til serviceloven)

Et barn, der led af muskelsvind, havde fast bopæl hos faderen, der var eneindehaver af forældremyndigheden. Faderen boede i A kommune. B kommune søgte A kommune om dækning af udgifter til boligændringer af moderens bolig i B kommune.

Moderen havde samværsret med barnet hver 3. week-end og i hans skoleferier.

Barnet var tiltagende afhængig af hjælpemidler og personhjælp. Hanfærdedes udelukkende i kørestol og kunne transportere sig selv i el kørestol, når pladsforholdene tillod det.

Barnet var ikke i stand til at anvende sin elektriske kørestolindendørs i moderens bolig, idet døråbningerne ikke var tilstrække ligt brede.

A kommune afviste at dække udgifterne til ændring af boligen hos moderen. Kommunen henviste til, at der var lavet omfattende ændringer i faderens bolig for at mindske de boligmæssige ulemper ved ophold i eget hjem. Kommunen mente ikke, at den også var forpligtet til at foretage boligændringer hos moderen i B kommune, uagtet at moderen havde samværsret. Ankenævnet tiltrådte A kommunes afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at barnet havde ophold i egen bolig hos faderen i A kommune. A kommune kunne derfor efter nævnets opfattelse ikke være forpligtet til at yde økonomisk hjælp til boligændringer vedrørende en bolig beliggende i en anden kommune.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der efter bistandslovens § 59 også kan ydes hjælp til anden bolig end den faste og i givet fald, om hjælpen skal afholdes af det handicappede barns opholdskommune eller den kommune, hvor den anden bolig er beliggende.

Ankestyrelsen fandt, at det påhviler barnets opholdskommune - A kommune - at yde hjælp efter bistandslovens § 59 til nødvendige boligændringer i moderens bolig.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det i henhold til bistands lovens § 10, stk. 1, er opholdskommunen, der har pligten til at yde bistand, og at A kommune i henhold til bistandslovens § 10, stk. 3, måtte anses for at være opholdskommune, da barnet havde fast bopæl i kommunen hos faderen, der var indehaver af forældremyndigheden.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ophold hos moderen, der havde almindelig samværsret med barnet, måtte ligestilles med opholdi egen bolig, og at det var nødvendigt for opretholdelse af samværs retten, at der blev ydet hjælp til boligindretning hos moderen.

Ankestyrelsen tog ikke ved afgørelsen stilling til omfanget af deboligmæssige ændringer, der var nødvendige for samværsrettens gen nemførelse.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.