Ankestyrelsens principafgørelse O-131-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

12-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 15, stk. 5 og § 46a

Ansøger, der var enlig, 56 år og uden hjemmeboende børn, søgte i juli 1995 kommunen om lån til tandbehandling. Hun oplyste samtidig, at hun selv havde 5.000 kr.

Ifølge ansøgningsskemaet var hendes samlede faste udgifter opgjort til 5.456 kr., hvoraf terminsudgifterne udgjorde 2.570 kr. Ansøgers indtægter i form af arbejdsløshedsdagpenge udgjorde 8.373 kr. netto månedlig.

Fra tandlægen forelå en regning for udført tandbehandling, hvor ansøgers andel udgjorde 1.552 kr. Regningen omfattede først og fremmest røntgenoptagelser og tandfyldninger. Der forelå endvidere overslag på 12.928 kr. omfattende røntgenoptagelser, udvidet parodontalbehandling, tandrodsrensninger, tandfyldninger, rodbehandlinger, bedøvelser og 1 metalkrone med støbt stiftforandring - sidst nævnte til en pris af 4.700 kr.

Kommunen gav afslag på ansøgningen, da ansøger ud fra de økonomiske oplysninger ikke kunne anses for at være i trang.

I klagen til ankenævnet anførte ansøger bl.a., at tandlægen havde opstillet to overslag, enten at hun fik protese, eller at hun fik behandlet sine egne tænder. De to overslag var næsten ens, hvorfor hun valgte det sidste.

Nævnet fandt ikke grundlag for at ændre kommunens afslag på at yde hjælp i henhold til bistandslovens § 46 a til tandbehandling med ca. 14.500 kr. og begrundede afgørelsen med, at en protesebehandling måtte anses for en forsvarlig behandling i ansøgers tilfælde, og at denne ville kunne iværksættes ved hjælp af væsentligt billigere midler. Nævnet fandt, at det var den billigere behandlingsudgift, der skulle lægges til grund ved vurderingen af hjælp efter § 46 a, idet den højere udgift ikke ville kunne anses for en sådan nødvendig og rimelig udgift som omfattet af § 46 a.

Nævnet fandt herefter, at ansøger selv måtte anses for at have midler til at afholde denne lavere udgift.

Nævnet bemærkede samtidig, at det ikke efter bistandsloven var muligt at yde særskilt hjælp som lån.

I nævnsmødeoplægget var desuden anført, at nævnet i forbindelse med behandlingen af flere sager om hjælp til protesebehandling havde set behandlingsoverslag, hvoraf fremgik, at udgiften til protesebehandling var 6-7.000 kr. I den konkrete sag var et anslået beløb i denne størrelsesorden alene anvendt ved vurderingen af, om betingelserne for hjælp efter bistandslovens § 46 a kunne anses for opfyldt.

I klagen til Ankestyrelsen anførte ansøger, at hun af sin tandlæge fik oplyst, at en tandprotese ville koste ca. 13.200 kr. Hun mente derfor ikke, at nævnet kunne være rigtigt informeret, når nævnet forudsatte, at en sådan kostede 6-7.000 kr.

Ansøger præciserede endvidere, at hun ikke bad om 14.500 kr. Hun var medlem af Sygeforsikringen "Danmark" og ville derfor få refunderet 1.800-2.000 kr., såfremt regningen blev betalt inden 1 år. Restgælden til tandlægen udgjorde på klagetidspunktet ca. 8.000 kr.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kunne gives afslag på hjælp til tandbehandling med henvisning til muligheden for protesebehandling uden forudgående indhentelse af nærmere tandlægelige oplysninger og forelæggelse for tand lægekonsulent.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det af kommunen udøvede skøn, hvorefter ansøger ikke kunne anses for at være i trang, havde været ulovligt eller åbenbart urimeligt.

Ansøger var derfor ikke berettiget til hjælp i henhold til bistands lovens § 46 a til den ansøgte tandbehandling.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på oplysningerne i sagen om ansøgers økonomiske forhold på ansøgningstidspunktet, herunder at hun selv var i besiddelse af en opsparing på 5.000 kr., samt at hun havde et rådighedsbeløb på ca. 2.900 kr. pr. måned, efter at rimelige faste udgifter var afholdt.

Ankestyrelsen lagde tillige vægt på, at det havde været muligt at opnå en afdragsordning med tandlægen.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det kunne tillægges afgørende betydning, at ansøger eventuelt ikke ville kunne opnå tilskud fra Sygesikringen "Danmark".

Ankestyrelsen var endvidere enig med nævnet i, at såfremt en forsvarlig behandling kunne iværksættes for billigere midler, var det udgifterne ved en sådan billigere behandling, der skulle danne grundlag for vurderingen af, om ansøgeren selv havde mulighed for at afholde udgiften.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at en henvisning til en sådan billigere behandling forudsatte, at der forelå en forudgående undersøgelse af ansøgeren, på baggrund af hvilken det konkrete behandlingsbehov kunne vurderes, og de omtrentlige udgifter fastsættes. Eventuelt burde der tillige indhentes en vurdering fra læge- eller tandlægekonsulent.

Nævnet havde derfor ikke været berettiget til blot at lægge de gennemsnitlige udgifter ved protesebehandling til grund for vurderingen af ansøgers klage.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der ikke kunne henvises til protesebehandling, såfremt det bestående tandsæt efter en tandlægelig vurdering med rimelighed kunne bevares.

Ankestyrelsen tiltrådte således med ovennævnte begrundelse anke nævnets afgørelse.