Ankestyrelsens principafgørelse O-153-96

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

02-03-2012

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 15, stk. 5 og § 47, stk. 3

Udlændingeloven - lovbekendtgørelse nr. 562 af 30. juni 1995 - § 7, stk. 4

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 85, stk. 2

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 69

Note:

Afløst af 57-12

Et ægtepar, der var kommet til Danmark fra det tidligere Jugoslavien i 1993, ansøgte i 1995 kommunen om hjælp til flytning til Canada. Hustruens søster, der boede i Canada, var den eneste familie, ægteparret havde uden for Ex-Jugoslavien.

Parret havde fået asyl i Danmark i oktober 1995 og var overgået til kontanthjælp. Efter betaling af skat og boligudgift havde parret et rådighedsbeløb på 7.696 kr. pr. måned. Parret søgte om hjælp til betaling af 2 flyvebilletter á 4.000 kr. samt søtransport af ca. 2 kubikmeter egendele.

Kommunen gav afslag på hjælp til emigration, idet det forhold, at hustruen havde en søster i Canada ikke ansås for at være en særlig tilknytning til landet.

Ankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet begrundede afgørelsen med, at ægteparret ikke var statsborgere i Canada, at der ikke var sikret parret varige arbejdsmuligheder i Canada, og at det forhold, at hustruen havde en søster boende i Canada, ikke i sig selv skabte en særlig tilknytning til Canada.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at ægteparret efter det, der var oplyst om størrelsen af deres rådighedsbeløb, havde haft mulighed for at foretage opsparing til flytteudgifterne, således at parret ikke uden videre kunne sidestilles med en person, der ikke selv har midler til at betale flytningen.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at ægteparretønskede sagen behandlet i Ankestyrelsen for at få afklaret retstil standen, da den var af generel betydning for andre flygtninge. Parret anførte endvidere, at det efter deres opfattelse var den almindelige hidtidige praksis at bevilge økonomisk hjælp til flytninger til tredje lande som Canada.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, hvad der skal forstås ved begrebet "særlig tilknytning til vedkommende land", jf. bistandslovens § 47, stk 3.

Ankestyrelsen fandt, at reglen i bistandslovens § 47, stk. 3, skulle ses i sammenhæng med bestemmelsen i udlændingelovens § 7, stk. 4, og den praksis, der knytter sig til denne bestemmelse.

Efter denne praksis måtte det tillægges vægt, at parret havde fået immigrationsvisum til Canada, og at hustruens søster var hendes eneste slægtning uden for Ex-Jugoslavien. Der var således ingen nære slægtninge i Danmark.

På dette grundlag fandt Ankestyrelsen, at parret opfyldte betingelserne i bistandslovens § 47, stk. 3, om at have en "særlig til knytning til vedkommende land".

Efter de foreliggende oplysninger om ægteparrets økonomiske forhold,herunder deres månedlige rådighedsbeløb, fandt Ankestyrelsen imid lertid ikke grundlag for at ændre den del af kommunens og det sociale ankenævns afgørelse, hvorefter parret selv havde midler til at afholde udgiften til flytning.

Ved denne afgørelse blev der lagt vægt på bistandslovens § 15, stk. 5, hvorefter Ankestyrelsen og de sociale ankenævn kun kan ændre en kommunes skønsmæssige afgørelser, hvis de er ulovlige eller åbenbart urimelige.

Ankestyrelsen tiltrådte således med denne begrundelse ankenævnets afgørelse.