Personalet i en børnehave var bekymret for en 3-årig pige, idet de fandt, at hun muligvis har været udsat for overgreb.
Børnehaven sendte en indberetning til kommunen. Forvaltningen indhentede oplysninger fra barnets tidligere vuggestue og kontaktede herefter et hospitals børneafdeling og spurgte om der var grund til at foretage yderligere og fik svar tilbage, at det var relevant med en undersøgelse. Forvaltningen gav besked tilbage til børnehaven og bad den kontakte moderen næste gang, hun kom i børnehaven i forbindelse med aflevering af barnet. Den følgende dag kom moderen i børnehaven, og der blev afholdt møde med moderen, og faderen blev efterfølgende tilkaldt til mødet. På mødet blev forældrene orienteret om børnehavens bekymring, indberetning til forvaltningen, forvaltningens kontakt til hospitalet, hospitalets anbefaling af en undersøgelse og forvaltningens ønske herom.
Efter mødet tog barnet, forældrene og mødedeltagerne til hospitalet, hvor barnet blev undersøgt og et par dage senere udskrevet. Forældrene klagede derefter over kommunens fremgangsmåde. Ankenævnet fandt, at kommunen, på grundlag af de oplysninger,kommunen havde modtaget, med rette havde iværksat en nærmere under søgelse af pigens forhold med indlæggelse på børneafdeling, jf. bistandslovens § 32 c.
Nævnet fandt, at undersøgelsen var foregået med forældrenes accept.
Med hensyn til måden, forældrene blev inddraget på, fandt nævnet, at det havde været ønskeligt om forældrene var blevet orienteret om denrejste mistanke og om kommunens undersøgelsestiltag, jf. bistandslovens § 32 c, stk. 3.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af en kommunes handlepligt i forbindelse med underretning fra en institution samt om kravet til samtykke efter bistandslovens § 32 c.