En svært psykisk og fysisk handicappet dreng blev den 1. juni 1979 som 4-årig anbragt i familiepleje hos et ægtepar af A kommune.
Kort tid efter sin 18-års fødselsdag den 31. marts 1993 blev denhandicappede unge mand tilkendt højeste førtidspension og plejetillæg. Plejeforholdet bortfaldt herefter på plejefamiliens foranled ning, idet de syntes, at det var blevet for hårdt at have ham boende. Den unge mand blev umyndiggjort i juni 1993, hvor de tidligere plejeforældre blev beskikket som værger.
Plejeforældrene havde i et brev af 19. april 1993 bedt A kommune om inden den 1. september 1993 at finde en døgninstitution til den unge nær B kommune, hvor det var meningen, at plejeforældrene skulle flytte til, da de var blevet efterlønsmodtagere.
Det lykkedes ikke A kommune at finde en døgninstitutionsplads i B kommune, men en plads på en institution i C kommune, hvilket blev meddelt værgerne de 12. juli 1993. Værgerne afslog den 1. august 1993 denne institutionsplads, da de ikke fandt den god nok. Værgerne tog imidlertid imod A kommunes tilbud om en aflastningsordning for den unge i august og september 1993. Værgerne meddelte samtidig, at de sammen med den unge den 1. oktober 1993 ville flytte til enten D kommune eller E kommune.
A kommune bekræftede i et brev af 9. august 1993 til værgerne, at den tilbudte aflastningsordning ville blive gennemført, og at man herefter betragtede spørgsmålet om permanent døgnplacering som afsluttet.
Den 2. oktober 1993 flyttede værgerne til E kommune og flyttede den unge med sig.
A kommune gav den 13. oktober 1993 refusionstilsagn til § 91-tilbud til E kommune.
A kommune gav endvidere betalingstilsagn den 17. januar 1994 til aflastningforhold vedrørende den unge. Betalingstilsagnet blev doggivet med forbehold, idet omstændighederne omkring A kommunes med virken - i bistandslovens § 11's forstand - ikke fandtes fuldt afklaret.
E kommune besluttede at iværksætte bl.a. dagforanstaltning og aflastningsordning.
A kommune gav den 5. juli 1994 afslag på at betale for den unges videre forløb i E kommune. A kommune henviste til bl.a. SM O-3-92, SM O-81-87 og SM O-58-94.
Ankenævnet stadfæstede den 7. december 1994 A kommunes afgørelse.
Nævnet fandt, at betingelserne for at pålægge A kommune refusions pligt efter bistandslovens § 11 ikke var opfyldte i den givne situation.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at den unge var flyttet til E kommune uden medvirken fra A kommune eller anden offentlig myndighed, og henviste til SM O-58-94.
Nævnet fandt endvidere, at et refusionstilsagn, der var afgivet ud fra en fejlagtig antagelse om, at betingelserne for refusion efterbistandslovens § 11 var opfyldte, ikke kunne danne grundlag for refu sion i en situation, hvor der ikke forelå et gyldigt refusionskrav.
Nævnet fandt ikke, at en offentligt beskikket værge kunne betragtes som en offentlig myndighed i relation til bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1.
Nævnet henviste til SM O-81-87, hvoraf det fremgik, at det måtte forudsættes, at den aktuelle flytning var et direkte resultat af en institutions eller kommunes dispositioner. Det fremgik endvidere, at der ikke ville være tale om medvirken efter bistandslovens § 11, hvis klienten, mens institutionen og kommune overvejede mulighederne, selv fandt en løsning og etablerede sig på egen hånd.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en tidligere plejefamilies flytning på eget initiativ med det tidligere plejebarn, for hvem de nu var beskikkede værger, frigjorde den oprindeligt iværksættende og betalende kommune for refusionspligten, når det tidligere - nu voksne - plejebarns pleje-og pasningsbehov var uændret.
