En mand født den 27. januar 1961 led af medfødt knogleskørhed. Han var kørestolsbruger.
Som 1-årig blev han inddraget under særforsorgen. I 1967 blev han overflyttet fra spædbørnehjem til en særforsorgsinstitution i B kommune. Forældrene boede på tidspunktet for overflytningen i A kommune.
Som 18-årig begyndte manden et studenterkursus med hjælp efter den dagældende bistandslovs § 42, og han ønskede i den forbindelse at flytte i egen lejlighed i B kommune, hvilket institutionen støttede aktivt.
Efter anmodning fra B kommune afgav A kommune i juli 1979 refusions tilsagn til revalideringshjælp m.m. A kommune erklærede sig ved brev af 9. august 1979 til B kommune indforstået med, at manden tog ophold i egen bolig.
I oktober 1979 flyttede manden i egen bolig. Der blev ydet hjælp efter bistandsloven til kørestol og nødvendig indretning af bolig. Der blev endvidere ydet hjemmehjælp med 3 x 2 timer pr. uge til rengøring, vask mv. Endelig blev der bevilget hjælp til erhvervelse af kørekort.
Den 1. oktober 1980 blev der bevilget hjælp til anskaffelse af motorkøretøj. I 1983 bestod manden sin studentereksamen, og han påbegyndte herefter med støtte efter den dagældende bistandslovs § 42, et ulønnet praktikophold i bogholderiet på institutionen. Praktikforløbet blev afsluttet den 31. juli 1984, og han søgte i den forbindelse om optagelse på en EDB-skole. Han kunne imidlertid ikke optages på skolen på grund af et utilstrækkeligt eksamensresultat.
Med virkning fra den 1. august 1984 blev han tilkendt højeste førtidspension.
I årene 1984-1992 udbetalte B kommune forskellige beløb til hjælpemidler, hjemmehjælp mv.
Ifølge A kommunes journalnotat af 27. oktober 1993 havde kommunen ikke refunderet regninger fra B kommune siden 31. december 1991.
Institutionens forstander havde den 23. august 1995 telefoniskoverfor Ankestyrelsen oplyst, at manden i forbindelse med udflyt ningen til egen bolig fra institutionen fik råd og vejledning om praktiske forhold. Efterfølgende bestod hans tilknytning alene i, at han af og til ringede til institutionen. Efter udflytningen var der ikke tale om en løbende kontakt til institutionen, før han fik ansættelse i en beskyttet stilling.
Den 1. april 1994 påbegyndte manden et optræningsforløb med hjælp efter bistandslovens § 43, stk. 8, i bogholderiet på institutionen. Siden den 1. september 1994 havde han haft varig ansættelse somuuddannet kontorassistent ved institutionen med tilskud efter bi standslovens § 91. Der var tale om en 1/3-ordning og den ugentlige arbejdstid udgjorde 20 timer.
A kommune skrev den 14. juli 1993 til B kommune, at man havde revurderet refusionsspørgsmålet og fundet, at refusionspligten burde være ophørt, da manden fik tilkendt pension pr. 1. august 1984. Man anmodede samtidig om at få tilbagebetalt den erlagte refusion for perioden efter 1. august 1984.
B kommune svarede i brev af 7. oktober 1993, at kommunen fandt, at refusionspligten bestod, så længe manden modtog ydelser efter bistandsloven, der havde direkte sammenhæng med handicappet.
A kommune indbragte herefter sagen for det sociale ankenævn.
Ankenævnet fandt ved afgørelse af 13. juli 1995 under henvisning til bistandslovens § 11, stk. 1, at B kommune fortsat og ubrudt havde ret til refusion fra A kommune af den kommunale andel af de udgifter til bistand til manden, der var udbetalt af B kommune.
Nævnet lagde vægt på, at uanset, at manden i 1979 blev udskrevet fra institutionen til egen bolig, og uanset der var tilkendt pension fra den 1. august 1984, havde manden ikke kunnet klare sig uden bistand i form af hjælp efter bistandsloven til udgifter, der stod i direkte forbindelse med handicappet (hjælpemidler, hjemmehjælp, beskyttet beskæftigelse).
Der blev ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at manden siden udskrivningen havde haft løbende kontakt med institutionen.
A kommune klagede herefter til Ankestyrelsen.
A kommune anførte i klagen bl.a., at det var kommunens opfattelse, at bistandslovens § 11, stk. 1, ikke kunne bringes i anvendelse i den foreliggende sag. Kommunen henviste til, at det i Nyt fra Ankestyrelsen nr. 3, sep tember 1993, bl.a. var anført, at for så vidt angår personer, deropholder sig i en anden kommune som led i behandling på en institu tion, ophører refusionspligten normalt ved udslusningen, medmindre den pågældende efter udskrivningen kan anses for at være anbragt i pleje i kommunen.
Det var ikke tilfældet i denne sag, hvor den pågældende havde klaret sig for sin førtidspension.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om foranstaltninger i form af begrænset kontakt med en tidligere institution kunne give ret til refusion, jf. bistandslovens § 11.
