Et ægtepar søgte i juni 1994 kommunen om økonomisk hjælp i anledning af, at manden var blevet arbejdsløs pr. 1. november 1993 og modtog arbejdsløshedsdagpenge.
Hustruen havde været hjemmearbejdende siden yngste barns fødsel i 1984, men var nu indstillet på at komme i gang igen. Hun blev af socialforvaltningen henvist til den kommunale jobformidling og fik senere meddelelse om, at hun kunne starte aktivering ved deltagelse på Daghøjskolen fra 1. august til 31. december 1994.
Hun ville i forbindelse hermed modtage aktiveringsydelse samt særlig godtgørelse.
Den 1. august 1994 meddelte hustruen socialforvaltningen, at hun havde været på Daghøjskolen, men at hun havde det meget dårligt psykisk. Hun blev herefter sygemeldt af sin læge og henvist tilbehandling. Hun blev på grund af langvarig sygdom frameldt Daghøj skolen pr. 15. september 1994.
Den 4. januar 1995 oplyste manden, at han fra samme dag var kommet i jobtræning i 6 måneder. Timelønnen ville herved stige ca. 10 kr. i forhold til dagpengene.
Kommunen meddelte herefter, at der ikke ville blive udbetalt supple rende kontanthjælp fra den 1. februar 1995 som følge af, at manden havde påbegyndt arbejde, og den sociale begivenhed dermed var bortfaldet. Det blev efterfølgende oplyst, at kommunen havde tilkendt hustruen førtidspension med virkning fra 1. marts 1995.
Ankenævnet fandt, at hustruen måtte anses for berettiget til supple rende kontanthjælp indtil 1. marts 1995. Nævnet lagde vægt på, at hun havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet siden juni 1994, og derved havde opfyldt de grundlæggende betingelser for at modtage kontanthjælp også uanset, at manden siden kom i beskæftigelse påny.
I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at sagen drejede sig om, hvorvidt en ægtefælle, der opnåede ret til kontanthjælp grundet en afledet social begivenhed - den anden ægtefælles ledighed - fortsat var berettiget til kontanthjælp, når den anden ægtefælles ledighed var ophørt.
Det var således kommunens opfattelse, at den af nævnet trufne afgørelse om fortsat supplerende hjælp betød, at enhver person, der var indstillet på at opfylde betingelserne i bistandslovens § 40, stk. 1, ville være berettiget til kontanthjælp i henhold til bistandslovens § 37, uanset om der forelå en social begivenhed eller ej.
Nævnet begrundede overfor Ankestyrelsen supplerende sin afgørelse med, at nævnet ved afgørelsen havde været opmærksom på SM O-37-89, men at forholdene i den konkrete sag efter nævnets opfattelse ikke var umiddelbart sammenlignelige med forholdene i nævnte SM.
I nærværende sag var der således tale om et længere forløb, hvorunder hustruen blev tilmeldt Daghøjskole.
Efter nævnets opfattelse indtrådte der en selvstændig social be givenhed, da hustruen blev sygemeldt, og så længe denne selvstændige sociale begivenhed var til stede, var hustruen berettiget til supplerende kontanthjælp, d.v.s. indtil hun overgik til at modtage social pension pr. 1. marts 1995.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en ægtefælle, der opnåede ret til supplerende kontanthjælp på grund af den anden ægtefælles ledighed, i hjælpsperioden kunne blive ramt af en selvstændig social begivenhed med den virkning, at retten til kontanthjælp bevaredes, når den anden ægtefælles ledighed ophørte.
