Ankestyrelsens principafgørelse O-18-96

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 1 og § 37

Ansøger, der var udenlandsk statsborger, søgte i marts 1994 om asyl her i landet. Den 2. maj 1994 indgik han ægteskab med en kvinde fra sit hjemland, der havde opholdstilladelse her i landet.

Inden ægteskabets indgåelse boede ansøger i et af Dansk Røde Kors' centre og modtog hjælp derfra. Efter ægteskabets indgåelse flyttede han ind hos hustruen, der modtog hjælp gennem Dansk Flygtningehjælp.

I maj 1994 anmodede ansøger kommunen om kontanthjælp, da han ikke længere kunne modtage hjælp gennem Dansk Røde Kors og heller ikke var berettiget til hjælp fra Dansk Flygtningehjælp.

Direktoratet for Udlændinge meddelte 13. maj 1994 ansøger, at privat indkvartering under asylsagens behandling kun kunne ske efter konkret anmodning og kun var tilladt med direktoratets godkendelse.

Direktoratet gjorde endvidere opmærksom på, at direktoratet ikke afholdt udgifter for asylansøgere, der tog ophold på privat adresse uden forudgående tilladelse fra Direktoratet for Udlændinge.

Dette førte til, at hustruen 18. maj 1994 underskrev en anmodning om, at ansøger kunne tage ophold hos hende fra 2. maj 1994 uden udgift for Direktoratet for Udlændinge, indtil hans ansøgning om asyl var endeligt afgjort.

Kommunen gav afslag på ansøgningen om økonomisk hjælp, idet man fandt, at indgåelse af ægteskab ikke var nogen social begivenhed i bistandslovens forstand, samt at en garantierklæring forpligtede primært i forhold til bistandsloven. Dansk Røde Kors tilkendegav overfor ankenævnet, at en asylansøger gift med en person med opholdstilladelse ikke fortsat kunne bo i asylcentret, idet pligten til at forsørge asylansøgeren lå hos ægtefællen.

Ankenævnet pålagde kommunen at yde kontanthjælp efter bistandslovens almindelige regler til ansøger fra ansøgningstidspunktet, så længe han opholdt sig lovligt her i landet.

Ankenævnet begrundede afgørelsen med, at indgåelse af ægteskab ikke i sig selv var en social begivenhed, der kunne udløse kontanthjælp, men at ansøger havde mistet sit hidtidige forsørgelsesgrundlag gennem Dansk Røde Kors i forbindelse med ægteskabets indgåelse den 2. maj 1994.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøger søgte asyl i Danmark og derfor havde ret til at opholde sig i landet under sagens behandling.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, hvorvidt en asylansøger, hvis ægtefælle har opholdstilladelse her i landet, er berettiget til kontanthjælp.

Ankestyrelsen tiltrådte ankenævnets afgørelse, hvorefter ansøger var fundet berettiget til kontanthjælp efter bistandslovens almindelige regler fra ansøgningstidspunktet, og så længe han opholdt sig lovligt her i landet og i øvrigt opfyldte bistandslovens betingelser for at modtage hjælp.

Ankestyrelsen lagde særlig lagt vægt på, at ansøger ved ægteskabets indgåelse havde mistet sit hidtidige forsørgelsesgrundlag gennem Dansk Røde Kors, og at han ikke var berettiget til hjælp fra Dansk Flygtningehjælp.

Ankestyrelsen fandt ikke, at den af hustruen underskrevne anmodning om privat indkvartering kunne tillægges betydning ud over den ibistandslovens § 6 gældende gensidige forsørgelsespligt mellem ægte fæller, idet det i erklæringen blot blev tilkendegivet, at den private indkvartering ikke kunne medføre udgifter for Direktoratet for Udlændinge.