Ankestyrelsens principafgørelse P-19-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

30-05-2009

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 521 af 16. juni 1994 - § 20, stk. 1

Af sagen fremgik, at ansøger første gang henvendte sig til social forvaltningen den 16. september 1991. Sagen blev startet som en såkaldt "høringssag" uden angivelse af ansøgningstidspunkt. Ansøger henvendte sig igen den 5. marts 1992 til socialforvaltningen, men da kommunen ikke kunne indstille ham til mellemste førtidspension, annullerede han ansøgningen den 6. marts 1992.

Han henvendte sig herefter påny i marts 1993 og oplyste den 19. april 1993, at han ønskede at søge førtidspension. Han blev herefter indstillet til mellemste førtidspension.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter ansøgningsdatoen fastsattes til den 19. april 1993.

Nævnet fandt, at det i forbindelse med den i 1991 rejste høringssag klart var tilkendegivet overfor ansøger, at der var tale om en høringssag, og efter nævnets opfattelse havde han fuldt ud været klar over betydningen af dette begreb.

I klagen anførte ansøger, at under forudsætning af at han tilkendtes mellemste førtidspension, var det hans standpunkt, at han havde krav på pensionsudbetaling fra første høringsdato den 16. september 1991 eller rettere fra den 1. oktober 1991. Endvidere anførtes det, at han under mødet den 16. september 1991 fik forklaret, at ansøgningsdatoen var den dag, hvor socialforvaltningen modtager en mundtlig eller skriftlig tilkendegivelse om, at førtidspension søges, og at det var ligegyldigt, om der var tale om en egentlig pensionsansøgning eller en høringssag. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af tidspunktet for ansøgning om førtidspension.

Ankestyrelsen lagde til grund, at der ikke i lov om social pension var fastsat særlige formkrav ved ansøgninger om pension.

Ansøgning om pension ville således kunne rejses ved såvel skriftlig som mundtlig henvendelse til kommunalbestyrelsen, såfremt det ved henvendelsen udtrykkeligt var angivet, at der søgtes om pension.

Ankestyrelsen fandt, at en sådan udtrykkelig ansøgning om pension først havde foreligget ved ansøgers henvendelse til kommunen den 19. april 1993, jf. § 20 i lov om social pension.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger ved sin første henvendelse til kommunen den 16. september 1991 alene ønskede at undersøge mulighederne for tilkendelse af førtidspension, idet han tilkendegav, at det var af stor betydning for ham bl.a. af hensyn til hans private pensionsordning, at han fik tilkendt mellemste førtidspension.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at det af kommunens brev til ansøger den 19. september 1991 fremgik, at der alene blev foretaget en "høring" om hans pensionshabilitet og med henblik på udfaldet af en eventuel senere ansøgning om førtidspension.

Ansøger havde efterfølgende den 5. marts 1992 ansøgt om førtids pension, men igen den 6. marts 1992 tilbagekaldt ansøgningen. Kommunen havde i brev af samme dato meddelt ham, at ansøgningen her efter blev betragtet som annulleret, hvilket han ikke sås at have reageret på.

Ankestyrelsen fandt således, at ansøgning om førtidspension først kunne anses for indgivet den 19. april 1993, hvor ansøger efter en nyforespørgsel om mulighederne for tilkendelse af mellemste førtidspen sion udtrykkeligt angav, at han ønskede at søge om førtidspension.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.