Ankestyrelsens principafgørelse O-32-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

09-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 27, stk. 1

En ansøger, der i fællesskab med sin samlever ejede en lejlighed medhalvdelen til hver, havde på et tidligere tidspunkt modtaget kontanthjælp i henhold til bistandsloven til betaling af sin andel af terminsudgifterne vedrørende lejligheden. Parret havde et fællesbarn.

Hjælpen var ydet med tilbagebetalingspligt i henhold til bistands lovens dagældende § 25, stk. 1, nr. 2. Den tilbagebetalingspligtige hjælp udgjorde ialt ca. 40.000 kr.

I oktober 1993 fastsatte kommunen en afdragsordning på 1.500 kr. pr. måned ud fra en fælles beregning af såvel ansøgers som samleverens indtægter og udgifter, ligesom der var afsat et fælles rådighedsbeløb til underhold på 6.500 kr.

Overfor ankenævnet protesterede samleveren imod, at det i realiteten blev pålagt ham at udrede en større del af afdraget.

Kommunen henviste overfor nævnet til formuleringen i inddrivelseslovens § 6, stk. 1, samt til Vestre Landsrets kendelse af 25. marts 1991, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen (UfR) 1991, side 449. Den afsagte kendelse anvendtes af kommunen analogt på bistandshjælpsområdet.

Ankenævnet fandt, at der ikke var hjemmel i bistandslovens § 27 til at fastslå ansøgers betalingsevne ved at opgøre hendes families økonomiske forhold efter principper om fælles hæftelse og gensidig forsørgerforpligtelse. Ankenævnet nedsatte samtidig det månedlige afdrag til 750 kr.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at under hen visning til en fortolkning af den omtalte Vestre Landsrets kendelse måtte det være uden betydning, hos hvem af parterne den største indtægt lå ved fastsættelse af en betalingsordning. Kommunen fandt, at kendelsen kun kunne udlægges, som at de pågældendes fælles indtægter blev sammenlagt, og at de fælles faste udgifter blev fratrukket.

Kommunen henviste i et senere brev tillige til en ny kendelse fra Vestre Landsret af 16. februar 1994, jf. UfR 1994, side 370.

I Vestre Landsrets kendelse af 25. marts 1991 siges bl.a., at "det tiltrædes, at indkæredes samleverske ved fastsættelsen af det beløb, der skal overlades indkærede efter § 6, stk. 1, 2. pkt., i lov om underholdsbidrag, skal medregnes til indkæredes familie, selvom indkærede ikke har forsørgelsespligt overfor hende".

I Vestre Landsrets kendelse af 16. februar 1994 udtaler landsretten bl.a.: ". . . indledningsvis bemærkes, at indkæredes samlever ved fastsættelsen af det beløb, som skal overlades kærende i medfør af inddrivelseslovens § 6, stk. 1, 2. pkt., skal medregnes til indkæredes familie, selv om indkærede ikke har forsørgelsespligt over for hende. Kærende har fastsat det beløb, der skal tilbageholdes ved hver ud betaling til skyldneren, på grundlag af det budget, som indkæredes og hans samlever har udarbejdet, og efter de oplysninger, der er forelagt for landsretten om indkæredes og hans samlevers økonomiske forhold, er der ikke grundlag for at antage, at der ikke ved denne løntilbageholdelse overlades ham det nødvendige beløb til hans og samleverens underhold".

I Socialministeriets cirkulære af 15. august 1975 med senere ændringer er bl.a. anført, at bestemmelsen i bistandslovens § 27, stk.1, skal forstås på samme måde som den tidligere regel i forsorgslovens § 66. Af den bestemmelse fremgik, at der skulle være tale om "en i henhold til lov påhvilende forsørgelsespligt".

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en samlevers indtægts- og udgiftsforhold kan indgå i vurderingen af ansøgers betalingsevne.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke var fornøden hjemmel i bistandsloven til at lade en samlevers forhold indgå ved vurderingen af, hvorvidt der måtte være grundlag for at fastsætte en tilbagebetalingsordning i henhold til bistandslovens § 27.

Ankestyrelsen lagde herved særlig lagt vægt på, at der i henhold til bistandslovens § 6 ikke er gensidig forsørgelsespligt mellem samlevende.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.

Ankestyrelsen tog ved sin afgørelse ikke nærmere stilling til, hvilket beløb ansøger ville kunne udrede uden at komme til at mangle, hvad der måtte anses for nødvendigt til hendes eget og hendes andel af fællesbarnets underhold.