Ankestyrelsens principafgørelse O-35-96

1996

Resume:

Ved vurderingen af, om der kunne ydes en ansøger hjælp til samværsudgifter med 3 børn, kunne der ikke ses bort fra nogen del af hans udgifter til børnebidrag.

Ved afgørelsen af, om der kunne ydes hjælp til samværsudgifter, havde kommunen endvidere ikke været berettiget til at lægge et fast underholdsbeløb på 2.302 kr. til grund ved vurderingen af ansøgers økonomiske forhold uden at have foretaget en konkret individuel vurdering af hans forhold.

Ankestyrelsen fandt endelig, at det normalt ikke ville kunne pålægges en kommune at yde hjælp til udgifter i forbindelse med samvær, der i væsentligt omfang gik ud over, hvad der ville være blevet fastsat af statsamtet eller Civilretsdirektoratet. *)

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

09-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 46b

Note:

*) Se også SM O-125-95

Ansøger modtog kontanthjælp med taksten for forsørgere. Han havde 3 børn, hvortil han betalte bidrag (normalbidrag) og søgte kommunen om hjælp til samværsudgifter.

Kommunen gav afslag på hjælp, da ansøgers gennemsnitlige indtægt inkl. . § 37 a-tillæg og boligsikring var udregnet til netto 8.863 kr., hvilket skønnedes at være en rimelig kompensation for hans indtægtstab ved arbejdsophør. Problemet var efter kommunens opfattelse, at ansøger havde bidragsudgifter på 2.085 kr. pr. måned. Kommunen henviste derfor ansøger til at tage en drøftelse med kommunens inkassoafdeling om nedsættelse af bidragsbetalingen.

Ifølge kommunens beregningsskema var ansøgers godkendte faste månedlige udgifter inkl. børnebidrag opgjort til 6.623 kr., og rådighedsbeløbet til kost, tøj og lommepenge var fastsat til 2.302 kr. pr. måned, hvilket betød et månedligt underskud på 62 kr.

Det af kommunen anvendte underholdsbeløb for såvel enlige som ægtepar var fortrykt på beregningsskemaet.

Kommunen anførte overfor ankenævnet, at det var aftalt, at børnene stort set skulle være hos ansøger halvdelen af ugen, og at dette skete uden nogen form for kompensation af økonomisk art fra tidligere hustru, selvom hun modtog de familiepolitiske ydelser.

Da ansøger havde bidragsudgifter svarende til 3 normalbidrag, havde kommunen besluttet at reducere overførsel til kommunens inkassokontor med et beløb svarende til samværsudgifterne. Disse havde forvaltningen udregnet til 507 kr. pr. måned svarende til samvær med 3 børn 3 dage hver 14. dag. Kommunen skønnede, at et samværsinterval på hver 14. dag var et rimeligt udgangspunkt.

Nævnet tiltrådte kommunens afslag på hjælp til samværsudgifter og lagde herved vægt på størrelsen af ansøgers indtægt før overgang til kontanthjælp, at han fik udbetalt kontanthjælp som forsørger, samt at han efter betaling af nettoboligudgifter 3.900 kr., afdrag på børnebidrag 1.578 kr. og de af kommunen beregnede samværsudgifter 507 kr. havde 2.878 kr. til rådighed til kost og andre fornødenheder.

Ansøger anførte overfor Ankestyrelsen bl.a., at han fandt det urimeligt, at forældre med fælles forældremyndighed ikke skulle have lige vilkår vedrørende de ting, der blev foretaget sammen med børnene.

Civilretsdirektoratet oplyste overfor Ankestyrelsen vedrørende praksis for fastsættelse af samvær, at der normalt fastsættes ret til samvær hver 2. eller hver 3. weekend, (hyppigst hver 2. weekend), hvis der ikke er noget til hinder for samvær med overnatning, samt 1-2 uger i sommerferien og et par dage i jule- og påskeferie. Hvis der søges, og det praktisk kan lade sig gøre, fastsættes der endvidere hverdagssamvær med 1 hverdag i uger uden samværsret.

Sagen blev behandlet i principielt møde som supplement til SM O-125-95 samt med henblik på afklaring af, i hvilket omfang det kan pålægges en kommune at yde hjælp til samværsudgifter.

Ankestyrelsen fandt, at der ved vurderingen af, om der efter bistandslovens § 46 b kunne ydes ansøger hjælp til udgifter i forbindelse med samvær, ikke kunne ses bort fra nogen del af hans udgifter til børnebidrag.

Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at kommunen i forbindelse med afgørelsen havde været berettiget til at lægge et fast underholdsbeløb på 2.302 kr. til grund ved vurderingen af ansøgers økonomiske forhold uden først at have foretaget en konkret individuel vurdering af forholdene, jf. SM O-73-95. Samme forhold gjorde sig gældende vedrørende det fastsatte beløb på 507 kr. til samværsudgifter, idet størrelsen heraf ligeledes beroede på et individuelt skøn.

Ankestyrelsen fandt endelig, at det normalt ikke ville kunne pålægges en kommune at yde hjælp til udgifter i forbindelse med samvær, der i væsentligt omfang gik ud over, hvad der ville være blevet fastsat af statsamtet eller Civilretsdirektoratet.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse og hjemviste sagen til kommunen til fornyet behandling på ovennævnte grundlag.

Dato for underskrift

15.02.1996

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 37 § 46b

Journalnummer

21342-94