Ansøger modtog kontanthjælp med taksten for forsørgere. Han havde 3 børn, hvortil han betalte bidrag (normalbidrag) og søgte kommunen om hjælp til samværsudgifter.
Kommunen gav afslag på hjælp, da ansøgers gennemsnitlige indtægt inkl. . § 37 a-tillæg og boligsikring var udregnet til netto 8.863 kr., hvilket skønnedes at være en rimelig kompensation for hans indtægtstab ved arbejdsophør. Problemet var efter kommunens opfattelse, at ansøger havde bidragsudgifter på 2.085 kr. pr. måned. Kommunen henviste derfor ansøger til at tage en drøftelse med kommunens inkassoafdeling om nedsættelse af bidragsbetalingen.
Ifølge kommunens beregningsskema var ansøgers godkendte faste månedlige udgifter inkl. børnebidrag opgjort til 6.623 kr., og rådighedsbeløbet til kost, tøj og lommepenge var fastsat til 2.302 kr. pr. måned, hvilket betød et månedligt underskud på 62 kr.
Det af kommunen anvendte underholdsbeløb for såvel enlige som ægtepar var fortrykt på beregningsskemaet.
Kommunen anførte overfor ankenævnet, at det var aftalt, at børnene stort set skulle være hos ansøger halvdelen af ugen, og at dette skete uden nogen form for kompensation af økonomisk art fra tidligere hustru, selvom hun modtog de familiepolitiske ydelser.
Da ansøger havde bidragsudgifter svarende til 3 normalbidrag, havde kommunen besluttet at reducere overførsel til kommunens inkassokontor med et beløb svarende til samværsudgifterne. Disse havde forvaltningen udregnet til 507 kr. pr. måned svarende til samvær med 3 børn 3 dage hver 14. dag. Kommunen skønnede, at et samværsinterval på hver 14. dag var et rimeligt udgangspunkt.
Nævnet tiltrådte kommunens afslag på hjælp til samværsudgifter og lagde herved vægt på størrelsen af ansøgers indtægt før overgang til kontanthjælp, at han fik udbetalt kontanthjælp som forsørger, samt at han efter betaling af nettoboligudgifter 3.900 kr., afdrag på børnebidrag 1.578 kr. og de af kommunen beregnede samværsudgifter 507 kr. havde 2.878 kr. til rådighed til kost og andre fornødenheder.
Ansøger anførte overfor Ankestyrelsen bl.a., at han fandt det urimeligt, at forældre med fælles forældremyndighed ikke skulle have lige vilkår vedrørende de ting, der blev foretaget sammen med børnene.
Civilretsdirektoratet oplyste overfor Ankestyrelsen vedrørende praksis for fastsættelse af samvær, at der normalt fastsættes ret til samvær hver 2. eller hver 3. weekend, (hyppigst hver 2. weekend), hvis der ikke er noget til hinder for samvær med overnatning, samt 1-2 uger i sommerferien og et par dage i jule- og påskeferie. Hvis der søges, og det praktisk kan lade sig gøre, fastsættes der endvidere hverdagssamvær med 1 hverdag i uger uden samværsret.
Sagen blev behandlet i principielt møde som supplement til SM O-125-95 samt med henblik på afklaring af, i hvilket omfang det kan pålægges en kommune at yde hjælp til samværsudgifter.
