Ankestyrelsens principafgørelse O-128-96

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 15, stk. 5 og § 27, stk. 1

Lov om en børnefamilieydelse - lovbekendtgørelse nr. 791 af 1. oktober 1995 - § 10

Ansøger var gift og havde to børn på henholdsvis 2 og 7 år.

A kommune modtog en begæring fra B kommune om at inddrive tilbagebetalingspligtig hjælp. A kommune fastsatte herefter ansøgers beta lingsevne til 1.000 kr. pr. måned.

Kommunen havde ved beregningen af betalingsevnen medtaget børnefami lieydelsen på indtægtssiden. Modsvarende var der på udgiftssiden medtaget en børnepasningsudgift på 650 kr. pr. måned.

Endvidere fremgik det af beregningen, at der var fastsat et rådig hedsbeløb til underhold efter en takst på 4.600 kr. pr. ægtepar/ samlevende og 700 kr. pr. barn, ialt 6.000 kr. pr. måned. Ankenævnet tiltrådte A kommunes afgørelse og lagde vægt på, at der ikke sås at være holdepunkter for at tilsidesætte kommunens skøn over betalingsevnen, da betalingsordningen vurderedes ud fra indtægter og nødvendige udgifter, hvorefter kommunen havde taget hensyn til, hvad ansøger kunne udrede uden at komme til at mangle det nødvendige til sit og familiens underhold.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ved skønnet over betalingsev nen kunne tages hensyn til, at børnefamilieydelsen i et vist omfang dækker udgifterne til børnenes behov.

Ansøger anførte i klagen, at sagen havde principiel betydning, idet man før bruttoficeringen af kontanthjælpen som udgangspunkt ikke skulle påbegynde en tilbagebetaling af kontanthjælp, mens man modtog kontanthjælp. Det anførtes endvidere, at kommunen havde indregnet børnefamilieydelsen, der reelt burde gå til de ekstraudgifter, der er med børn, på indtægtssiden.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt A kommune ved fastsættelse af ansøgers betalingsevne var berettiget til at lade børnefamilieydelsen indgå ved vurderingen, samt om kommunen ved at fastsætte et fast underholdsbeløb havde sat skøn under regel.

Ankestyrelsen fandt, at det forhold, at ansøger var kontanthjælps modtager, ikke i sig selv udelukkede, at ansøger var omfattet af § 27. Der ville derfor kunne fastsættes en tilbagebetalingsordning under forudsætning af, at ansøger og dennes familie ikke kom til at mangle det nødvendige til underhold.

Ankestyrelsen fandt derimod ikke, at kommunen havde haft den fornødne hjemmel til at lade børnefamilieydelsen indgå i vurderingen af, hvorvidt der var grundlag for at fastsætte en afdragsordning i henhold til bistandslovens § 27, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at socialforvaltningen ved generelt at fastsætte et underholdsbeløb på 4.600 kr. pr. ægtepar og 700 kr. pr. barn havde sat det individuelle skøn under regel.

Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at de fastsatte beløb til underhold ud fra en konkret vurdering af ansøgers økonomiske forhold kunne anses for åbenbart urimelige.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ved beregningen af faste udgifter udover boligudgifter og forsikringer var medtaget licens, leje af tv, leje af vaskemaskine og udgift til telefon og kabel-tv, således at det fastsatte beløb alene skulle dække kost, beklædning og øvrige fornødenheder.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på børnenes alder, sammenholdt med at en del af udgifterne ved børnenes forsørgelse kunne afholdes gennem børnefamilieydelsen.

Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at det fastsatte afdrag ikke kunne anses for åbenbart urimeligt.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.