Ankestyrelsens principafgørelse P-15-96

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 521 af 16. juni 1994 - § 17, stk. 1

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj 2007 - § 17, stk. 2

En pensionist, som modtog mellemste førtidspension med 22/40, fik supplerende personligt tillæg.

I 1991 og 1992 fik pensionisten af Nævnet Vedrørende Erstatning for Forbrydelser tilkendt 16.980 kr. i godtgørelse for svie og smerte samt 61.500 kr. for varigt mén og 12.000 kr. i erstatning for tab af erhvervsevne.

Kommunen krævede i juli 1993 det for perioden 1. december 1991 til 31. juli 1993 udbetalte supplerende tillæg på 37.979 kr. tilbagebetalt.

Pensionisten klagede til ankenævnet og gjorde gældende, at erstatning for svie og smerte samt varigt mén ikke skulle have indflydelse på udbetalingerne efter pensionslovgivningen. Pensionisten var dog enig i, at der kunne kræves tilbagebetaling som følge af den udbetalte erstatning for tab af erhvervsevnen.

Kommunen henviste til, at det af Socialstyrelsens vejledning om social pension fremgik, at kapitalerstatninger efter bl.a. lov om arbejdsskadeforsikring ikke medførte nedsættelser af ydelser efter pensionsloven. Ankenævnet fandt, at der ikke skulle ske tilbagebetaling, for så vidt angik de udbetalte godtgørelser for svie og smerte samt varigt mén, og ændrede således kommunens afgørelse. Nævnet fandt dog, at der skulle ske tilbagebetaling, for så vidt angik erstatning for tab af erhvervsevne.

Nævnet henviste i sin afgørelse til principperne i bistandslovens § 38, stk. 3, og lagde herefter vægt på, at formålet med at yde en ikke-økonomisk godtgørelse for svie og smerte og varigt mén ikke ville blive opfyldt, hvis man fratrak sådanne erstatninger i en løbende økonomisk ydelse beregnet til det daglige underhold.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der skulle ske tilbagebetaling af et løbende personligt tillæg som følge af udbetaling af godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén, herunder om bistandslovens § 38, stk. 3, kunne anvendes analogt.

Erstatning for tab af erhvervsevne er at betragte som indtægt, der kan give grundlag for tilbagebetaling af det løbende personlige tillæg.

Godtgørelse for svie og smerte og for varigt mén er godtgørelse for ikke-økonomisk skade og indgår ikke i indtægtsgrundlaget for pensionsberegningen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at formålet med at yde en ikke-økonomisk godtgørelse for svie og smerte og for varigt mén ikke ville opfyldes, hvis man fradrog sådanne godtgørelser i en løbende økonomisk ydelse beregnet for det daglige underhold.

Ankestyrelsen fandt desuden, at pensionisten havde tilsidesat sin oplysningspligt efter lovens § 41, idet han ikke havde orienteret kommunen om udbetaling af erstatning for tab af erhvervsevne, og han burde have indset, at udbetaling af erstatning kunne få betydning for udbetaling af supplement til pensionen i form af løbende personligt tillæg efter lovens § 17.

Kommunen kunne derfor rejse krav om tilbagebetaling efter lov om social pension § 42.

Ankestyrelsen stadfæstede således ankenævnets afgørelse.