Ansøger, der levede adskilt fra sin ægtefælle og modtog kontanthjælp med taksten for ikke-forsørgere, havde en voksen hjemmeboende søn påca. 20 år, der var under uddannelse og modtog Statens Uddannelses støtte med taksten for hjemmeboende.
Ansøger søgte i januar 1995 kommunen om hjælp til betaling af en varmeefterregning på ca. 1.200 kr.
Hun oplyste i forbindelse med ansøgningen, at hun havde månedlige indtægter inkl. særlig støtte i henhold til bistandslovens § 37 a på 5.120 kr. Hendes boligudgifter med fradrag af boligsikring var samtidig opgjort til 2.183 kr.
Ved vurderingen af ansøgers økonomiske behov brugte socialforvaltningen et skema, hvorefter der som underholdstakst anvendtes et beløb svarende til forbrugerstyrelsens takster, på ansøgningstidspunktet 2.118 kr. for 1 voksen.
Kommunen gav afslag på ansøgningen med begrundelsen, at boligudgifterne skulle deles mellem det antal personer, som var over 18 år, og at den ansøgte udgift herefter kunne dækkes af ansøgers månedlige overskud.
I klagen til ankenævnet anførte ansøger bl.a., at hendes søns eneste indtægt var SU som hjemmeboende med 1.997 kr. månedlig, og at ideen med at opdele SU i 2 kategorier efter hendes opfattelse var, at en hjemmeboende SU-modtager ingen boligudgifter havde. I forbindelse med en revurdering af sagen ændrede kommunen fordelingen af boligudgifterne således, at 2/3 af udgiften blev pålagt ansøger og 1/3 hendes søn. Ændringen gav dog fortsat ikke grundlag for at yde hjælp til betaling af varmeregningen.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med henvisning til oplysningerne om ansøgers indtægts- og udgiftsforhold, hvorefter hun selv var i stand til at afholde udgiften til varmeefterregningen, eventuelt ved en afdragsordning.
Nævnet tillagde det herved betydning, at ansøger ikke havde forsørgerpligten over sin hjemmeboende søn, og at han således burde bidrage til en del af boligudgiften.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt det i forbindelse med en økonomisk beregning i henhold til bistandslovens bestemmelser kunne forudsættes, at voksne hjemmeboende børn, der alene havde indtægter i form af Statens Uddannelsesstøttemed taksten for hjemmeboende, bidrog til en del af boligudgiften.
