Ankestyrelsens principafgørelse O-107-96

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 68a, stk. 1

Sagen drejede sig om en kvinde, som var 33 år og psykisk udvik lingshæmmet. Hun modtog højeste førtidspension med plejetillæg og var umyndiggjort. Kvinden boede hos forældrene.

Kommunen havde i flere år bevilget kvinden aflastningsophold på en institution, som blev drevet efter bistandslovens § 96. Før 1994 bevilgede kommunen kvinden 60 aflastningsdøgn på institutionen, men meddelte samtidig kvindens forældre, at man ville begynde med at opkræve betaling for opholdet på institutionen. Betalingen blev udregnet som en procentvis del af plejetillægget.

Forældrene protesterede både imod betalingen og over det forhold, at aflastningen fandt sted på en § 96-institution, som var beregnet for børn og unge.

Ankenævnet fandt, at kommunen havde været berettiget til at opkræve egenbetaling, men havde ikke taget stilling til med hvilken hjemmel eller med hvilket beløb.

Nævnet fandt videre, at der kunne etableres aflastningsordninger på en § 96-institution også for personer over 18 år, jf. bistandslovens § 68 a, stk. 1, og praksis på området.

Ankestyrelsen indhentede supplerende oplysninger fra kommunen. Det fremgik heraf, at institutionen siden 1990 var blevet drevet som en institution for personer med vidtgående fysiske og psykiske handicap, og at den havde haft en børneafdeling og en voksenafdeling. Fra januar 1995 blev institutionen også drevet som en § 112-insti tution.

Der var i 1994 ikke alternative placeringsmuligheder i amtet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at afklare,hvorvidt der kunne etableres aflastningsordninger på en § 96-insti tution for en person på 33 år og i givet fald med hvilken hjemmel i bistandsloven.

Ankestyrelsen fandt ikke efter de konkrete omstændigheder grundlagfor at kritisere, at kommunen i 1994 anbragte kvinden på en insti tution, som indtil den 1. januar 1995 blev drevet som en institution efter bistandslovens § 96.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at institutionen efter de for Ankestyrelsen foreliggende oplysninger var den eneste institution i amtet, som i betragtning af kvindens alder og psykiske handicap, sammenholdt med alternative anbringelsesmuligheder, kunne anvendes til aflastningsophold.

Der blev yderligere lagt vægt på, at institutionen siden ca. 1990 havde været indrettet med både en børneafdeling og en voksenafdeling, og at målgruppen for personerne, som blev optaget på institutionen, var personer med vidtgående fysiske og psykiske handicap, herunder også voksne.

Ankestyrelsen bemærkede, at ovennævnte opdeling af institutionen havde bevirket, at institutionen pr. 1. januar 1995 også var blevet en § 112-institution.

Der blev endelig lagt vægt på, at der i bistandslovens § 68 a, som trådte i kraft den 1. januar 1993 ved lov nr. 501 af 24. juni 1992, var hjemmel til at anbringe personer, der var fyldt 18 år, med svære psykiske eller sociale vanskeligheder på en § 96-institution.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse i forhold til,at der var hjemmel til at placere kvinden på den konkrete § 96 institution.

Spørgsmålet om betalingen for aflastningsopholdet blev hjemvist til nævnet, da nævnet ikke havde taget stilling hertil.