Ansøger, der var alene med 4 børn, ansøgte kommunen om kontanthjælp, idet barseldagpengene standsede pr. 12. februar 1994 med sidste udbetaling 18. februar for en uge.
Kommunen bevilgede 21. februar 1994 ansøger kontanthjælp fra 13. februar 1994, men således at hjælpen ville blive udbetalt månedsvis bagud. Ansøger ville således få udbetalt hjælp første gang 1. marts 1994 for perioden 13. - 28. februar 1994.
På grund af manglende midler fik ansøger 14. marts 1994 bevilget enkeltydelser i henhold til bistandslovens § 46.
Ankenævnet pålagde kommunen at udbetale kontanthjælp efter bistandslovens § 37 eller § 46 til ansøger, således at hendes behov beregnet efter bistandslovens § 37 kunne dækkes fra det tidspunkt, hvor behovet for kontanthjælp var opstået, det vil sige med et beløb, der dækkede det opgjorte behov, der opstod 1 uge efter sidste udbetaling af ugentlige dagpenge. Hjælpen svarende til behovet for marts måned skulle udbetales således, at den var til rådighed 1. marts 1994.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at kontanthjælp efter bistandslovens § 37 ydes, når vedkommende er afskåret fra at skaffe det fornødne til sit eget eller familiens underhold, samt at der er en mangeårig praksis for, at kontanthjælpen ydes fra det tidspunkt, hvor behovet opstår.
Kommunen anførte i klagen til Ankestyrelsen bl.a., at det med de nye kontanthjælpsregler pr. 1. januar 1994 var tilsigtet, at kontanthjælpsmodtagere skulle være undergivet de samme betingelser som andre modtagere af skattepligtig indkomst. Man havde derfor i kommunen besluttet at udbetale kontanthjælpen bagud med første beregningsdag på første ledighedsdag og sidste beregningsdag på sidste ledighedsdag. I særlige tilfælde kunne der ydes hjælp på grund af faseforskydning i udbetalingerne.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der skulle ske forud- eller bagudbetaling af kontanthjælp efter ændringerne i bistandsloven pr. 1. januar 1994.
