Ankestyrelsens principafgørelse K-1-96

Der er kommet nye regler på området

Lov om kommunal aktivering - lovbekendtgørelse nr. 150 af 8. marts 1995 - § 21

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 1 og § 37, stk. 6

Socialministeriets vejledning nr. 53 af 20. april 1995 om lov om kommunal aktivering - pkt. 4

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 21637-94: Ansøger, der havde afsluttet HF-eksamen i juni måned 1994, søgte den 21. juni 1994 kommunen om kontanthjælp, da hun pr. 1. juli 1994 ikke længere modtog SU. Hun oplyste ved henvendelsen, at hun den 9. august 1994 rejste til I-land som frivillig gennem en organisation, hvor hun skulle udførehumanitært arbejde. Hun ville gerne have kontanthjælpen med til I land.

Kommunen fandt hende berettiget til kontanthjælp fra den 1. juli 1994. Hun kom herefter i et 20 timers aktiveringstilbud ved et af kommunens projekter fra den 1. juli 1994. Der var tale om et udendørs arbejde i maksimalt 6 måneder.

Kommunen meddelte den 20. juli 1994 afslag på ansøgningen om at tage kontanthjælpen med til I-land. Kommunen fandt, at hun ikke kunne sige nej til arbejdstilbuddet. I så fald ville kontanthjælpen bortfalde. Kommunen fandt, at ansøger først ville være berettiget til at få kontanthjælpen med til I-land efter den 1. januar 1995.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at da ansøger var i beskæftigelse, og da hun ikke modtog kontanthjælp, opfyldte hun ikke inden udrejsen betingelsen om at modtage kontanthjælp.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om aktivering efter lov om kommunal aktivering, herunder aktivering i form af et særligt tilrettelagt jobtræningsforløb, udelukkedemuligheden for udbetaling af kontanthjælp under udførelse af frivil ligt, ulønnet arbejde i udlandet.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger var berettiget til at modtage kontanthjælp under sit ophold i I-land.

Ankestyrelsen fandt, at det forhold, at kommunalbestyrelsen den 1. juli 1994 i henhold til lov om kommunal aktivering havde henvist ansøger til 20 timers aktiveringstilbud ved et kommunalt projekt, ikke indebar, at hun ikke var berettiget til den ansøgte hjælp, da hun på ansøgningstidspunktet opfyldte betingelserne for at fåkontanthjælp i henhold til bistandslovens § 37, jf. § 1 i Socialmini steriets bekendtgørelse nr. 596 af 13. juli 1993.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at aktiveringspligten ikke begrænsede kontanthjælpsmodtageres ret til at udføre frivilligt, ulønnet arbejde i udlandet, jf. Socialministeriets vejledning af 20. april 1995 afsnit II, pkt. 4, om lov om kommunal aktivering.

Hjælpen forudsatte, at de øvrige betingelser i henhold til bekendt gørelsen, herunder godkendelse af organisationen, var opfyldt.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 20605-95: Ansøger søgte den 7. november 1994 kommunen om økonomisk hjælp underophold i B-land. Hun skulle arbejde som frivillig i et gade børnsprojekt, et projekt som var godkendt af Arbejdsministeriet. Arbejdet var ulønnet, og ansøger skulle selv afholde udgift til kost og logi. Det var tanken, at hun skulle have ophold i B-land i 6 måneder med afrejse i januar 1995.

Ansøger havde i sommeren 1993 afsluttet studentereksamen. Hun havde derefter haft arbejde i 6 måneder, indtil hun i januar 1994 havde 1/2 års ophold hos en onkel i B-land. Hun rejste hjem i juni 1994 og påbegyndte arbejde for et vikarbureau i august 1994. Hun vidste ikke, hvorvidt hun havde arbejde den 8. november 1994. Ansøgers sidste lønudbetaling var den 25. oktober 1994, og hun var tilmeldt arbejdsformidlingen.

Kommunens beskæftigelsessekretariat vurderede med henvisning til lov om kommunal aktivering, at det ikke var muligt at støtte ansøgningen. Såfremt ansøger blev ledig, havde beskæftigelsessekretariatet et relevant aktiveringstilbud.

Kommunen bevilgede kontanthjælp fra den 1. november 1994.

Kommunen meddelte den 7. december 1994 afslag på kontanthjælp under ophold i B-land.

Den 2. januar 1995 blev ansøgeren henvist til beskæftigelse i en af kommunens daginstitutioner.

Nævnet pålagde kommunen at yde kvinden kontanthjælp under hendes ophold i B-land.

Nævnet lagde vægt på, at ansøger fra den 1. november 1994 var berettiget til at modtage kontanthjælp, og at hun efter nævnets opfattelse havde ret til at modtage den ansøgte hjælp i forbindelse med det nævnte projekt, uanset kommunens oplysning om, at hun via beskæftigelsessekretariatet ville kunne få anvist enten arbejde med løntilskud eller et almindeligt arbejde af midlertidig karakter.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at kommunen ikke fandt, at formålet med aktiveringsloven var at betale kontanthjælp i op til 12 måneder til en velfungerende ung pige, som i forbindelse med sin videreuddannelse til antropolog var interesseret i et ophold i B-land.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af samme spørgsmål som i den første sag.

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse i overensstemmelse med principperne i den første sag.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 20110-95: Ansøgers mor søgte den 23. august 1994 om kontanthjælp til ansøger, der opholdt sig i I-land som frivillig udsendt. Hun rejste den 9. august 1994 og havde foreløbigt bundet sig for 6 måneder.

Ansøger deltog ikke i et afholdt introduktionsmøde før afrejsen, idet hun kom med på et afbud. Hun var forinden ikke klar over muligheden for at søge om kontanthjælp under opholdet i I-land.

Ansøger havde afsluttet HF-eksamen i juni 1994 og havde i ferien tjent penge til rejsen.

Kommunen meddelte afslag på ansøgningen med begrundelsen, at ansøger ikke opholdt sig her i landet på ansøgningstidspunktet, og at kommunen derfor heller ikke på ansøgningstidspunktet havde mulighed for at vurdere, hvorvidt hun opfyldte betingelserne for at modtage kontanthjælp i henhold til bistandslovens § 37.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse under henvisning til bekendtgørelsens § 3, stk. 3, hvorefter kontanthjælpsmodtageren inden udsen delsen skulle bekræfte de oplysninger, kommunen ville lægge til grund. Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om en ansøgning om kontanthjælp skulle være indgivet, inden opholdet i udlandet påbegyndtes.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til den ansøgte hjælp efter udrejsen.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at hun først ansøgte om hjælp efter udrejsen.

Ankestyrelsen tog udgangspunkt i § 1 i lov om social bistand,hvorefter det offentlige er forpligtet til efter reglerne i bi standsloven at yde bistand til enhver, der opholder sig her i landet.

Ankestyrelsen fandt, at bestemmelsen om ophold skulle forstås således, at det var en forudsætning, at ansøgeren opholdt sig her i landet på det tidspunkt, hvor behovet for hjælp opstod, og ansøgning herom var indgivet til de sociale myndigheder.

Om hjælpen eventuelt skulle bruges i forbindelse med et ophold i udlandet, var i den forbindelse uden betydning.

Ankestyrelsen fandt, at det samme forudsætningsvis kunne udledes afSocialministeriets bekendtgørelse § 3, stk. 3, hvorefter kontant hjælpsmodtagere inden udsendelsen skulle bekræfte de oplysninger kommunen ville lægge til grund.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.