Ankestyrelsens principafgørelse O-82-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

11-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 33 og § 66d

Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 108-109

Sagen angik en 14-årig pige, der havde haft sukkersyge siden 2-års alderen. Sukkersygen var kontrolleret på hospital og havde i perioder været vanskelig at regulere, og der havde været indlæggelser på grund af regulationsforstyrrelser.

I november 1994 ansøgte moderen om tilskud til pigens ophold på et diabetikerhjem S, med henblik på ophold i et miljø, hvor der var andre sukkersyge, samtidig med at der var opsyn med håndteringen af sukkersyge. Pigen gik i 8. klasse og klarede skolegangen med nogen støtte til sprog og regning. Skolen havde anbefalet, at hun fik ophold på S.

Kommunen meddelte afslag på anbringelse på S, idet der ikke forelå en indikation for, at pigen ikke kunne tilbydes relevant ophold ved anbringelse på en anden døgninstitution, f.eks. J, hvilket først burde undersøges. Endvidere skulle sagen forelægges lægekonsulent med henblik på vurdering af, hvilke forhold anbringelsesstedet skulle kunne tilbyde.

----------------------------------------------- |*) Der henvises til SM O-114-94 og SM O- | |98-93. |----------------------------------------------- I forbindelse med klagen over kommunens afslag havde det hospital, hvor pigen gik til kontrol, givet udtryk for, at et ophold på S ville være af meget stor værdi.

Diabetesforeningen havde redegjort for, hvilken egenindsats det krævede af en diabetiker, at foretage forebyggelse og regelmæssig kontrol af sukkersygen. Denne egenomsorg skulle kombineres med regelmæssig behandlerkontrol og vejledning, omfattende blodsukker og blodtryksmåling, øje- og fodkontrol samt kostvejledning. Det blev understreget, at pigen ikke kunne magte denne opgave alene, men havde brug for særlig støtte, og at støtten skulle være en kvalificeret støtte med faglig viden om netop denne sygdoms fysiske og psykiske aspekt.

Ankenævnet fandt ansøgeren berettiget til hjælp i form af ophold på S for datteren.

Nævnet havde lagt vægt på det oplyste om pigens problemer dels i skolen, dels med hensyn til hendes sukkersyge, samt at kommunen havde overvejet at anbringe pigen uden for hjemmet f.eks. på J. Nævnet havde i denne forbindelse skønnet, at problemerne havde et omfang, der kunne berettige til den ansøgte hjælp.

I anken anmodede kommunen Ankestyrelsen om at tage stilling til, om ankenævnet havde kompetence til at beslutte en konkret institution, når kommunen havde opstillet alternativ institution indenfor samme institutionstype.

Det var kommunens opfattelse, at kommunens egen institution J, der er en § 96-institution, med nødvendig supervision og læge/sundhedsfaglig støtte fra hospitalsside kunne forestå den pædagogiske indsats både for så vidt angik det sociale som det sygdomsmæssige i behandling af barnet.

Det var i øvrigt kommunens opfattelse, at der burde stilles særlige krav til klarhed ved ankenævnets vurdering af barnets behov i forhold til den alternative/tilbudte institutionsmulighed for at forestå behandlingen, særlig når ankenævnets beslutning gik på anbringelse på og køb af en udenamtslig institutionsplads inden for samme institutionstype.

Kommunen henviste til SM 0-98-93 og SM 0-114-94.

Ankestyrelsen havde modtaget kopi af betalingstilsagn gældende fra indskrivningstidspunktet 1995 og frem til skolesommerferien 1996.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af ankenævnets kompetence, når der er opstillet alternativ inden for samme institutionstype.

Ankestyrelsen ophævede ankenævnets afgørelse vedrørende hjælp til ophold på S.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at nævnet ikke havde kompetence til at pålægge kommunen at vælge en bestemt institution.

Det var således Ankestyrelsens opfattelse, at nævnet alene kunne foretage vurdering af, om betingelserne i bistandslovens § 33, stk, 1, om særlige behov for iværksættelse af hjælpeforanstaltninger var til stede, og såfremt disse betingelser var opfyldt, foretage valg mellem forskellige typer hjælpeforanstaltninger og pålægge kommunen at gennemføre foranstaltningerne. Valg af konkret anbringelsessted hørte således under bistandsudøvel sen, hvor kommunalbestyrelsen har kompetencen.

Nævnet havde i den forbindelse adgang til at efterprøve om de krite rier, der dannede grundlag for kommunens afgørelse var lovlige, herunder om alle relevante kriterier var inddraget i vurderingen og om prioriteringen mellem de valgte kriterier var foretaget i overensstemmelse med almindelige retsprincipper.

Ankestyrelsen tilføjede, at den allerede bevilgede hjælp ikke kunne kræves tilbagebetalt.