Ankestyrelsens principafgørelse P-20-96

Der er kommet nye regler på området

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 521 af 16. juni 1994 - § 52, stk. 3 og § 57, stk. 1

Ansøgeren havde bopæl i A kommune, da han den 27. august 1992 ansøgte om førtidspension.

Kommunen indstillede til revaliderings- og pensionsnævnet, at ansøgeren fik tilkendt højeste førtidspension, og det besluttedes samtidig at udbetale forskud på den indstillede pension fra 1. september 1992.

Den 14. december 1992 flyttede ansøgeren til B kommune.

A kommune fortsatte forskudsudbetalingen indtil 1. december 1993, hvor revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse forelå.

Revaliderings- og pensionsnævnet fandt ikke ansøgeren berettiget til højeste eller mellemste førtidspension, men henviste sagen til kommunen med henblik på spørgsmålet om pension efter § 14, stk. 3.

Den 7. december 1993 blev sagen oversendt til B kommune. A kommune gjorde gældende, at det var aftalt med B kommune, at A kommune fortsatte udbetalingen af forskud efter ansøgerens flytning til B kommune, fordi pensionssystemerne i kommunerne ikke fungerede optimalt.

B kommune har ikke kunnet bekræfte denne oplysning.

Ankenævnet pålagde B kommune at refundere A kommune det udbetalte forskud for tiden efter ansøgerens flytning til B kommune.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at B kommune efter ansøgerens flytning til denne kommune var ansøgerens bopælskommune, og at B kommune derfor var forpligtet til at udbetale forskud påførtidspensionen, indtil der forelå en afgørelse fra revaliderings og pensionsnævnet. Nævnet henviste til lovens § 52, stk. 3.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at A kommunes bevilling af forskud på pension var en begunstigende forvaltningsakt, og at B kommune derfor ikke kunne have afslået at udbetale forskud.

Nævnet har efterfølgende overfor Ankestyrelsen anført, at den indankede afgørelse efter nævnets opfattelse var hjemlet i lovens § 57, stk. 1.

I klagen har B kommune bl.a. anført, at det må være rimeligt, at det er den instans, der udsteder løfter, der også udreder de økonomiske konsekvenser deraf.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om ankenævnet havde hjemmel til at træffe den indankede afgørelse.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der i § 52, stk. 3 var hjemmel til at pålægge B kommune at refundere A kommunes udgifter til forskuddet.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at § 52, stk. 3 alene pålægger den kommune, der har tilkendt pension eller har afgivet indstilling om pension til revaliderings- og pensionsnævnet, at afholde opholdskommunens andel af udgiften til pension.

Ankestyrelsen fandt heller ikke, at der i lovens § 57, stk. 1 var hjemmel til at pålægge B kommune betaling af udgiften.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at denne bestemmelse alene udtaler sig om, hvilken kommune, der skal handle. Bestemmelsen forholder sig ikke til den situation, hvor en kommune har fortsat udbetalingen af forskud på pension efter ansøgerens flytning til en anden kommune.

Ankestyrelsen fandt heller ikke, at det på andet grundlag kunne pålægges B kommune at betale det ydede forskud.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.