Ankestyrelsens principafgørelse O-105-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

12-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 28

Et forældrepar søgte i november 1993 hjælp til betaling af udgifter til den fysioterapeutiske rådgivning, som de modtog i forbindelse med behandlingen af deres spastisk lammede søn.

Behandlingen og rådgivningen udførtes af en privat praktiserende fysioterapeut.

Udgiften til behandlingen blev betalt af sygesikringen. Den fysioterapeutiske rådgivning kunne derimod ikke betales efter syge sikringsloven.

I forbindelse med ansøgningen oplyste forældrene, at de var util fredse med den kommunalt ansatte fysioterapeut, og at de derfor ikke ønskede at gøre brug af denne.

Baggrunden for deres utilfredshed var bl.a., at denne fysioterapeut efter deres opfattelse burde have opdaget sønnens lidelse ved de undersøgelser, hun tidligere havde foretaget af ham.

Kommunen gav afslag med den begrundelse, at alt konsulentarbejde i forbindelse med handicappede børn skulle varetages af den kommunalt ansatte fysioterapeut.

I klagen til ankenævnet anførte forældrene bl.a., at de fandt det svært at se, hvordan et samarbejde skulle kunne fungere i praksis, hvis den fysioterapeut, de selv havde antaget, skulle behandle sønnen, og kommunens fysioterapeut skulle vejlede dem.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afslag med den begrundelse, at kommunen ved at tilbyde råd og vejledning ved den af kommunen ansatte fysioterapeut, havde opfyldt sin forpligtelse efter bistandslovens §§ 28 og 29.

Da hjælpen var vederlagsfri, faldt spørgsmålet om egenbetaling bort. Da relevant hjælp således kunne opnås uden udgift for forældrene, ville der ikke kunne ydes hjælp i henhold til bistandslovens øvrige bestemmelser til udgifter, såfremt forældrene fortsat valgte at benytte en anden end den af kommunen ansatte fysioterapeut.

I klagen over ankenævnets afgørelse anførte forældrene bl.a, at kommunens fysioterapeut overfor såvel dem som socialforvaltningen havde tilkendegivet, at hun ikke ønskede at give vejledning og rådgivning, da hun ikke mente, at det var hendes job. De fandt det derfor uacceptabelt, at kommunens afslag begrundedes med, at kommunen stillede en fysioterapeut til rådighed.

Under sagens behandling i Ankestyrelsen oplyste kommunen, at social udvalget havde besluttet at ændre den kommunale fysioterapeuts arbejdsområder. Baggrunden herfor var, at en interviewundersøgelse, der var blevet gennemført blandt forældre til handicappede småbørn i kommunen, viste, at det fysioterapeutiske tilbud ikke blev opfattet som nogen service af brugerne.

Mange forældre kunne ikke forlige sig med, at kommunens fysioterapeut var eneste valgmulighed omkring rådgivningsfunktionen, og samarbejdet oplevedes i nogle tilfælde som direkte dårligt.

Kommunen havde derfor besluttet at betale udgifter til fysiotera peutisk rådgivning, der udførtes af en anvist privat praktiserende fysioterapeut fra januar 1996 og foreløbig indtil Ankestyrelsens afgørelse forelå.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet, om der kan ydes hjælp til fysioterapeutisk rådgivning, som ydes af en fysioterapeut, som ikke er ansat af kommunen.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen havde opfyldt sin forpligtelse ihenhold til bistandslovens §§ 28 og 29, ved at ansætte en fysiote rapeut til fysioterapeutisk rådgivning og vejledning.

Da denne ydelse var vederlagsfri, fandt Ankestyrelsen ikke, at forældrene kunne få hjælp til betaling af fysioterapeutisk rådgivning og vejledning, der ydedes af en privat praktiserende fysioterapeut.

Ankestyrelsen fandt det ikke godtgjort, at den kommunalt ansatte fysioterapeut ikke ville påtage sig fysioterapeutisk rådgivning.

Ankestyrelsen tiltrådte derfor ankenævnets afgørelse.