Ankestyrelsens principafgørelse O-86-96

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 48, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 104 af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - pkt. 28-32, pkt. 9

En 22-årig kvinde søgte i april 1984 om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48 fra 1. august 1984, da hun ikke overkom at give sin knap 2-årige datter, som var mongolbarn, den nødvendige pasning og stimulering med et fuldtidsarbejde.

Kommunen besluttede, at der fra 15. august 1984 kunne ydes hjælp svarende til bistandstillæg. Bevillingen var gældende indtil udgangen af 1984.

Sagen blev derefter taget op af kommunen én gang om året, og resul tatet var hver gang, at bevillingen i princippet fortsatte uændret (dog med regulering svarende til bistandstillæggets størrelse). Hjælpen blev dog nu kaldt "merudgifter ved forsørgelsen".

Den 20. november 1992 henvendte hun sig i kommunens forvaltning med forespørgsel om, hvorledes ydelsen ville blive beregnet, såfremt hun blev optaget på social- og sundhedsuddannelsen i kommunen. Kommunen foretog i den anledning en nærmere undersøgelse af, hvad den udbetalte ydelse siden 1984 egentlig havde dækket, og om der eventuelt kunne foretages regulering med tilbagevirkende kraft.

Undersøgelsen bevirkede, at kommunen besluttede at regulere med tilbagevirkende kraft, men ikke længere tilbage end fra 1. januar 1992.

Ankenævnet fandt, at kommunens afgørelse om udbetaling af de nævnte ydelser med et beløb svarende til bistandstillæg byggede på enfejlagtig retsanvendelse, og at det efter almindelige forvaltnings retlige regler påhvilede kommunen at genoptage sagen til fornyet vurdering med tilbagevirkende kraft. Ankenævnet hjemviste derfor sagen til kommunen med henblik på at foretage en individuel vurdering og udmåling af såvel støtten til tabt arbejdsfortjeneste som til merudgifter, som skyldtes barnets handicap. Ankenævnet fandt imidlertid, at efterbetalingen højst kunne vedrøre en 5-årig periode, jf. 1908-loven om forældelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, i hvilket omfang der kunne ske efterregulering af ydelser efter bistandslovens § 48, herunder om kravet var omfattet af den 5-årige forældelsesfrist i 1908-loven.

Ankestyrelsen fandt, at de udbetalte ydelser efter § 48 måtte betragtes som løbende forsørgelsesydelser, og at de derfor i relation til deres formål kunne sidestilles med de i 1908-forældelseslovens § 1, nr. 2, omtalte ydelser, som forfalder med bestemte mellemrum.

Ankestyrelsen var derfor enig med det sociale ankenævn i, at ydel serne som udgangspunkt var undergivet den 5-årige forældelsesfrist.

Med hensyn til spørgsmålet, om der burde ske suspension af foræl delsesfristen efter forældelseslovens § 3, således at ansøgeren alligevel kunne gøre sit krav gældende helt tilbage fra første udbetalingstidspunkt, fandt Ankestyrelsen, at hun havde været i undskyldelig uvidenhed om sit krav.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der havde foreligget en fejlagtig udbetaling helt tilbage fra 15. august 1984, og at fejlen først blev opdaget - eller i hvert fald først søgt rettet - i 1992.

Ansøgeren havde i hele perioden haft grund til at antage, at kommunen havde beregnet og udbetalt ydelsen korrekt på grundlag af de oplysninger, som hun havde givet ved ansøgningen. Hun havde ikke haft nogen særlig anledning til at kontrollere, om beregningen og udbetalingen var i overensstemmelse med lov og bekendtgørelser. Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunen var nærmest til at bære risikoen for den fejlagtige udbetaling.

Ankestyrelsen fandt således, at kravet ikke kunne betragtes som forældet, og at ansøgeren var berettiget til efterbetaling helt tilbage fra 15. august 1984.

Med denne tilføjelse tiltrådte Ankestyrelsen ankenævnets afgørelse.