Ankestyrelsens principafgørelse O-85-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

11-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 58, stk. 3

Sagen drejede sig om en 55-årig kvinde, som på grund af en hjerte lidelse modtog højeste førtidspension.

Ansøger arbejdede 11,5 timer én gang ugentligt som nattevagt på et plejehjem. Ifølge kommunens indstilling til støtte til køb af bil var arbejdet en slags retrætejob og bestod hovedsageligt i at sidde fast vagt ved patienter. Hendes indtægt ved dette arbejde var i 1995 på ca. 75.000 kr. Kørselsbehovet i forbindelse med indtægtens erhvervelse var af beskedent omfang.

Nævnet havde i forbindelse med bilsagen ikke fundet grundlag for at revurdere pensionstilkendelsen. Ansøger led af en hjertelidelse i form af syndroma x. Lidelsen medførte mange daglige angina pectoris anfald.

Det var oplyst, at hendes gangdistance var mindre end 400 meter, og at hun var i stand til at benytte offentlige transportmidler.

Kommunen indstillede til nævnet, at der blev ydet støtte til køb af bil og vægtafgiftsfritagelse på erhvervsmæssigt grundlag.

Nævnet traf afgørelse om, at hun ikke var berettiget til støtte til køb af bil og vægtafgiftsfritagelse på ikke-erhvervsmæssigt grundlag. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på ansøgers gangdistance og på, at ansøger var i stand til at benytte offentlige transportmidler.

Nævnet bemærkede i afgørelsen, at det erhvervsmæssige kørselsbehov i den konkrete sag ikke kunne tillægges væsentlig selvstændig betydning. Ved den vurdering lagde nævnet vægt på, at ansøgerensforventede arbejdsindtægt i 1995 ikke skønnedes at være et til strækkeligt bidrag til hendes forsørgelse i forhold til hendes og hendes mands øvrige indtægter, og at ansøger kun arbejdede én gang ugentligt.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af vurderingsgrundlaget ved støtte til køb af bil. m.m., når det drejer sig om en person, der modtager højeste førtidspension og som samtidig har et erhvervsarbejde ca. 11 1/2 time ugentligt. Indtægten i forbindelse med arbejdet oversteg et beløb svarende til grundbeløb + invaliditetsbeløb efter lov om social pension.

Der ønskedes samtidig en principiel stillingtagen til, om bilbekendtgørelsens betingelse om "et væsentligt bidrag til forsørgel sen" alene skulle sættes relation til ansøgerens indtægter eller i forhold til ægtefællernes samlede indtægter.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger var berettiget til støtte til køb af bil på sædvanlige vilkår efter § 4 i bilbekendtgørelsen og vægtafgiftsfritagelse efter bekendtgørelsens § 8.

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at ansøgers hjertelidelse medførte et udtalt skånebehov og nedsatte ansøgers funktionsevne i en sådan grad, at hun ikke ville kunne fastholde sit erhverv uden brug af egen bil.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren skulle vurderes på erhvervsmæssigt grundlag.

Ankestyrelsen begrundede dette med, at ansøgers indtægt ved arbejdet oversteg 75.000 kr. årligt og derfor måtte anses for at udgøre et væsentligt bidrag til forsørgelsen.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at ansøgers erhvervsmæssige indkomst alene skulle bedømmes i forhold til hendes øvrige indtægter, og ikke i forhold til hendes og hendes ægtefælles samlede indtægter.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at støtte til køb af bil er en handicapkompenserende ydelse, som alene vedrører den handicappede.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgerens kørselsbehov - omend det var af beskedent omfang - opfyldte kravene til erhvervsmæssigt kørselsbehov. Ankestyrelsen fandt at tilkendelse af højeste førtidspension ikke i sig selv udelukkede at ansøgning om bilstøtte kunne vurderes på erhvervsmæssigt grundlag. Ankestyrelsen fandt, at man ved vurderingen heraf måtte tage udgangspunkt i de faktiske forhold vedrørende erhvervsindtægten samt arbejdets karakter og omfang.

Ankestyrelsen ændrede således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.