Ankestyrelsens principafgørelse P-4-96

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

30-05-2009

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 521 af 16. juni 1994 - § 17, stk. 1

Sikringsstyrelsens vejledning nr. 228 af 29. oktober 1990 - pkt. 186, pkt. 188

Ansøger oppebar højeste førtidspension på grund af følger efter tortur. Han havde bl.a. fået ødelagt sine tænder samt kæbeknoglerne i over- og undermund i en sådan grad, at han var udelukket fra at anvende en almindelig tandprotese.

Det blev fra implantatcenter vurderet, at det ville være nødvendigtat indoperere 4 implantater i overkæben og 2 i underkæben som fast hæftningspunkter for protesedelene.

Kommunen havde bevilget 61.300 kr. til den nævnte behandling, ydet som personligt tillæg efter pensionslovens § 17.

Det blev efterfølgende vurderet, at undermundsprotesen ikke sad fast,og at der kun kunne opnås en tilstrækkelig funktion af under mundsprotesen ved indsættelse af yderligere 2 implantater til en merpris på ca. 20.000 kr. En optimal behandling med indsættelse af 4 implantater ville koste 54.500 kr.

Kommunen gav afslag på bevilling af personligt tillæg på 20.000 kr.med henvisning til, at yderligere behandling måtte være et mellem værende mellem pensionisten og implantatcentret, der havde udført den tidligere behandling.

Ankenævnet afviste at tage stilling til kommunens afgørelse. Nævnet henviste i stedet pensionisten til at indgive klage over den udførte behandling til Amtstandlægecentret. I klagen blev det anført, at der kunne være berettiget tvivl om, hvorvidt man på bevillingstidspunktet kunne overskue omfanget af den nødvendige behandling.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet, om det var ansøger eller forvaltning, der skulle bære ansvaret for fejlskøn vedrørende omfanget af en påkrævet tandbehandling.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det generelt kunne afslås at yde personligt tillæg til tandbehandling alene med henvisning til, at pen sionisten eventuelt ville kunne få den ansøgte udgift dækket ved at rejse erstatningssag i anledning af den foretagne behandling.

Der skulle foretages en konkret vurdering af behovet for behandling og pensionistens økonomiske forhold. Det kunne indgå i vurderingen,om personligt tillæg eventuelt kunne ydes mod forbehold om tilbage betaling.

Ankestyrelsen fandt, at der kunne ydes personligt tillæg til supple rende tandbehandling med yderligere to implantater i underkæben til ca. 20.000 kr.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen i januar 1993 havde bevilget personligt tillæg med 61.300 kr. til gennemførelse af behandling med indsættelse af 4 implantater i overkæben og 2 i underkæben. Denne behandling viste sig at være utilstrækkelig.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at efter Ankestyrelsens tandlægefaglige konsulents vurdering ville den oprindeligt givne behandling i almindelighed være tilstrækkelig, men at det i det konkrete tilfælde skønnedes at være nødvendigt med indsættelse af yderligere 2 implantater i underkæben for at opnå en acceptabel funktion.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.