Ankestyrelsens principafgørelse O-52-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

09-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 58, stk. 1 og § 58, stk. 2

Socialstyrelsens vejledning nr. 1 af 14. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler i henhold til bistandslovens § 58 - pkt. 4.5.6

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 21208-94

Sagen drejede sig om en synshandicappet 17-årig dreng, der havde bo ophold på en institution for synshandicappede efter bistandslovens § 96. Han søgte om hjælp til en Alvema Terapistol.

Udover sit synshandicap havde han den form for spastisk lammelse, der involverede kroppen og alle fire lemmer i meget svær grad. Han havdemeget svært ved at fungere i siddende stilling, og hans sid deproblemer blev så ekstreme, at han i november 1990 gennemgik en speciel operation med henblik for at forlænge rygmuskulaturen.

Skolens ergoterapeut vurderede, at den ansøgte stol var meget nødvendig for at bevare det gode resultat af operationen. Stolenskulle anvendes ved spisning og beskæftigelse/aktivitet på bo afdelingen som alternativ til kørestolen. Den nuværende stol, der var bevilget i 1986, var blevet for lille.

Kommunen meddelte afslag på den ansøgte Alvema Terapistol. Kommunen begrundede afgørelsen med, at institutionen selv skulle afholde udgiften til hjælpemidler, der blev anvendt i undervisning og i forbindelse med socialpædagogiske foranstaltninger.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Afgørelsen blev begrundetmed, at ydelse af det pågældende hjælpemiddel ikke påhvilede kom munen, idet hjælpemidler af den art måtte forventes at forefindes på institutioner, der blev drevet i henhold til lov om social bistand kapitel 16 og 17, eller som kunne sidestilles hermed.

I klagen anførte skolen bl.a., at skolen er en institution for alleblinde og svagtsynede børn og unge i Danmark, uanset om de er mono eller multihandicappede. Betingelsen for at modtage skolens ydelser er blindhed eller svagtsynethed, hvor synsnedsættelsen skal være 6/18 eller derunder.

Af skolens ca. 100 elever med dag- eller døgntilbud er en stor gruppe uden andet vidtgående handicap end deres synshandicap. Mindre end 30% af eleverne har behov for andre hjælpemidler end de synshjælpemidler, som skolen stiller til rådighed.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om der kan gives rammer for den skønsmæssige afgrænsning af, om udgifterne skal betragtes som en institutionsudgift.

Ankestyrelsen fandt, at det ikke påhvilede skolen at afholde udgiften til det ansøgte hjælpemiddel som en institutionsudgift.

Begrundelsen var, at det ansøgte hjælpemiddel ikke er et hjælpemiddel, der må forventes at forefindes på en institution for synshandicappede, hvorfor spørgsmålet må afgøres efter bistandslovens § 58 af kommunen, der må stille stolen til rådighed under ansøgers ophold på skolen.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at skolen er en institution, der særligt modtager synshandicappede.

Ankestyrelsen udtalte endvidere, at efter den praksis, der er sammenfattet i pkt. 4.5.6. i Socialstyrelsens vejledning af 14. juni 1988, påhviler det skolen at stille synshjælpemidler, der må betragtes som sædvanligt udstyr på institutionen, til rådighed for beboerne. Selvom der på skolen hyppigt er beboere med andre former for han dicaps med deraf følgende behov for andre hjælpemidler, var der ikkeoplysninger, der tydede på, at hjælpemidlet var så hyppigt forekom mende, at det kunne betragtes som sædvanligt udstyr på institutionen. Derfor måtte hjælpemidlet ydes af kommunen efter bistandslovens § 58, med mindre andet aftaltes.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 21208-94

Sagen drejede sig om en synshandicappet 15-årig pige, der gik i skole og var i dagophold på en institution for synshandicappede efter bistandslovens § 96. Hun søgte om hjælp til et ståstativ.

Hun havde svære følger af hjerneskade og udover sit synshandicap den form for spastisk lammelse, der involverer kroppen og alle firelemmer i meget svær grad, epilepsi og forsinket udvikling. Det ansøg te ståstativ skulle erstatte et ståstativ, der var blevet for lille og som tidligere var bevilget til hjemmet. Det var aftalt med skolen, at ståtræningen skete på skolen. Ståstativet skulle ikke bruges ved undervisning i folkeskolelovens forstand.

Skolens læge vurderede, at der var lægelig indikation for et nyt stå stativ og måske senere gangstativ.

Ankestyrelsen traf afgørelse i overensstemmelse med afgørelsen i den første sag.

___________________________________________________

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 21209-94

Sagen drejede sig om en 19-årig svagtsynet mand, der havde bo-ophold på en institution for synshandicappede efter bistandslovens § 96. Han ansøgte om hjælp til en plejeseng med særligt udstyr.

Han var spastisk lammet i både arme og ben. Han havde elkørestol, som han selv kunne betjene. Skolens ergoterapeut vurderede, at han havde behov for en plejeseng med elektrisk styring af højde og hovedgærde. Han ville kunne opnå en vis grad af selvhjulpenhed og ville kunne deltage aktivt i plejesituationerne.

Han ville kunne ændre stilling i sengen, sætte sig op og nå sine ting. Hans fysiske formåen formodedes ikke at kunne bedres, men dog vedligeholdes.

Ankestyrelsen traf afgørelse i overensstemmelse med afgørelsen i den første sag.

___________________________________________________

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4 - j.nr. 21210-94

Sagen drejede sig om en 13-årig pige, der gik i skole og var i dagophold på en institution for synshandicappede efter bistandslovens § 96. Hun søgte om hjælp til ståstøttestativ.

Efter en hofteoperation var pigens ståfunktion blevet betydeligt forringet. Både en ortopædkirurg og skolens børnelæge vurderede, athun havde behov for et ståstøttestativ for at give mulighed for vægt bæring i symmetrisk stilling. Efter genoperationen i 1992 havde hun et absolut behov for daglig brug af ståstøttestativet.

Kommunen havde bevilget et ståstøttestativ til brug i hjemmet. Stativet kunne ikke være i forældrenes bil, og skolen havde på forældrenes vegne søgt om et stativ til brug på skolen.

Ankestyrelsen traf afgørelse i overensstemmelse med afgørelsen i den første sag.