Forældrene til en svært tunghør dreng, født 1980, der var helt afhængig af tegnsprog som kommunikationsmiddel både i undervisning og i socialt samvær, søgte om hjælp til tolkebistand i forbindelse med deltagelse i morfaderens begravelse i 1991 og til mormoderens begravelse i 1993.
Kommunen gav i 1991 afslag på ansøgningen, da der ikke fandtes at være tale om en nødvendig merudgift. Der blev lagt vægt på, at drengen var dygtig til mundaflæsning og havde forældre og søskende omkring sig som kunne tegnsprog, hvorfor kommunen fandt, at han ville kunne få det samme ud af begravelsen uden professionel tolkehjælp som jævnaldrende i samme situation.
Denne afgørelse tiltrådte ankenævnet.
Forældrene anmodede i 1993 ankenævnet om genoptagelse af sagen.
Der blev samtidig fremsendt udtalelse fra specialskole m.v. Det fremgik bl.a. heraf, at mundaflæsning kun var mulig på kort afstand, og at forældrene ikke kunne tegnsprog på det niveau, der kræves for at kunne tolke kirkelige handlinger. Der blev endvidere peget på, at man ikke kunne tolke og samtidig indgå i de sammenhænge, der skulle tolkes. Endelig blev der henvist til, at drengen havde behov for at deltage på lige fod med sine søskende, samtidig med at forældrene måtte have mulighed for at koncentrere sig om begravelsen.
Efter henvendelse fra ankenævnet fastholdt kommunen afgørelsen, dog nu med henvisning til, at kommunen satte spørgsmålstegn ved, hvad ethvert barn i den pågældende aldersgruppe kunne forstå af en præsts tale under selve begravelsen.
Kommunen fandt, at forældre til ethvert barn i den alder forindenbegravelsen kunne oplyse barnet om indholdet af ceremonien og efter følgende drøfte præstens tale med barnet på et niveau, som barnet kunne forstå og forholde sig til.
En efterfølgende ansøgning om tolkebistand til mormoderens begravelse i 1993 afslog kommunen med samme begrundelse.
Nævnet tiltrådte fortsat kommunens afslag på tolkebistand til morfaderens begravelse i 1991 og mormoderens begravelse i 1993, idet nævnet ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte kommunens nu fremførte vurdering af behovet for hjælp.
I klagen henviste forældrene bl.a. til, at afgørelsen var en klar diskriminering af døve børn, idet man forholdt døve børn information, som hørende jævnaldrende børn får, og som døve børn nemt kunne få gennem tegnsprogstolk.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om tolkebistand kan betragtes som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen i henhold til bistandslovens § 48, stk. 1.
