Ankestyrelsens principafgørelse P-41-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 - § 17, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 129 af 24. juni 1996 om social pension - pkt. 76, pkt. 77

En ansøger, der var folkepensionist, ansøgte kommunen om personligt tillæg til betaling af briller og medicinkort.

Ansøgerens månedlige indtægter på ansøgningstidspunktet udgjorde 6.098 kr., og hendes månedlige udgifter udgjorde 2.678 kr. Der var således 3.420 kr. til rådighed, når de faste udgifter var betalt. Endelig havde hun et bankindestående på ca. 20.000 kr. Hendes til lægsprocent var 79, idet hun havde indtægter udover pensionen på 15.701 kr. årligt.

Efter kommunens retningslinier forudsatte bevilling af personlige tillæg, at tillægsprocenten var 100, og at formuen ikke oversteg 35.000 kr. Såfremt betingelserne ikke umiddelbart var opfyldt, blev sagen vurderet efter pensionslovens § 17, stk. 3. Kommunen fandt ikke, at hendes økonomiske forhold var ganske særlig vanskelige og gav afslag på personligt tillæg.

Ankenævnet fandt, at ansøger måtte anses for berettiget til at modtage personlige tillæg til nødvendige udgifter til medicin og briller i henhold til den personlige tillægsprocent på 79, da hende formue ikke oversteg den af kommunen fastsatte grænse på 35.000 kr.

Ud fra det oplyste om ansøgerens økonomiske forhold i øvrigt, herunder det beløb, der var til rest efter afholdelse af faste udgifter, fandt nævnet derimod, at hun ikke ville være berettiget til personligt tillæg i henhold til pensionslovens § 17, stk. 3. I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl. a. , at kommunen havde fortolket vejledningens pkt. 186 således, at der er lagt op til en vis kommunal handlefrihed, og at nævnet ved sin afgørelse greb ind i den frihed, kommunen har til inden for lovens rammer at lægge serviceniveauet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af en kommunes rammer ved fastlæggelse af retningslinier vedrørende tilkendelse af personligt tillæg.

Ankestyrelsen fandt, at det ved tildeling af personligt tillæg måtte forudsættes, at pensionistens forhold blev taget op til en konkret vurdering af behovet og betingelserne for tildeling, og at der i det konkrete tilfælde blev anlagt en samlet vurdering af pensionistens økonomiske forhold.

Ankestyrelsen fandt ikke, at kommunen havde været berettiget til at vedtage, at en betingelse for bevilling af personlige tillæg forudsatte en tillægsprocent på 100.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at en kommune ved at fastsætte en sådan generel regel, hvor personkredsen for tildeling af personligt tillæg blev begrænset ud fra den personlige tillægsprocent, havde tilsidesat den frie skønsudøvelse, også selv om sagen efterfølgende blev vurderet efter pensionslovens § 17, stk. 3. Pensionslovens § 31, stk. 3, om den endelige beregning af tildelte personlige tillæg gav ikke hjemmel til på forhånd at begrænse personkredsen for tildeling af personlige tillæg.

Der var derimod ikke noget til hinder for at fastsætte en formue grænse ved tildeling af personlige tillæg, forudsat at der i det konkrete tilfælde var mulighed for at fravige en sådan formuegrænse.

Da ansøgerens formue ikke oversteg den af kommunen fastsatte grænse på 35.000 kr. måtte ansøger herefter i henhold til pensionslovens § 17, stk. 1, anses for berettiget til at modtage personlige tillæg til nødvendige udgifter til medicin og briller i henhold til ansøgerens personlige tillægsprocent.

Ansøgeren blev derfor anmodet om at rette henvendelse til kommunen med henblik på vurdering af de ansøgte udgifter og beregning og udbetaling af personligt tillæg.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.