En ansøger, der var folkepensionist, ansøgte kommunen om personligt tillæg til betaling af briller og medicinkort.
Ansøgerens månedlige indtægter på ansøgningstidspunktet udgjorde 6.098 kr., og hendes månedlige udgifter udgjorde 2.678 kr. Der var således 3.420 kr. til rådighed, når de faste udgifter var betalt. Endelig havde hun et bankindestående på ca. 20.000 kr. Hendes til lægsprocent var 79, idet hun havde indtægter udover pensionen på 15.701 kr. årligt.
Efter kommunens retningslinier forudsatte bevilling af personlige tillæg, at tillægsprocenten var 100, og at formuen ikke oversteg 35.000 kr. Såfremt betingelserne ikke umiddelbart var opfyldt, blev sagen vurderet efter pensionslovens § 17, stk. 3. Kommunen fandt ikke, at hendes økonomiske forhold var ganske særlig vanskelige og gav afslag på personligt tillæg.
Ankenævnet fandt, at ansøger måtte anses for berettiget til at modtage personlige tillæg til nødvendige udgifter til medicin og briller i henhold til den personlige tillægsprocent på 79, da hende formue ikke oversteg den af kommunen fastsatte grænse på 35.000 kr.
Ud fra det oplyste om ansøgerens økonomiske forhold i øvrigt, herunder det beløb, der var til rest efter afholdelse af faste udgifter, fandt nævnet derimod, at hun ikke ville være berettiget til personligt tillæg i henhold til pensionslovens § 17, stk. 3. I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl. a. , at kommunen havde fortolket vejledningens pkt. 186 således, at der er lagt op til en vis kommunal handlefrihed, og at nævnet ved sin afgørelse greb ind i den frihed, kommunen har til inden for lovens rammer at lægge serviceniveauet.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af en kommunes rammer ved fastlæggelse af retningslinier vedrørende tilkendelse af personligt tillæg.