Ankestyrelsens principafgørelse O-2-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

03-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 18 og § 25

Ansøger kom til Danmark i 1986 som flygtning.

I februar måned 1993 fik han bevilget forrevalidering efter bi standslovens § 43 med henblik på afklaring af, hvilken uddannelse der var velegnet for ham.

I april måned 1993 rejste han til sit tidligere hjemland for at besøge sin far, der efter det oplyste havde været udsat for et færdselsuheld. Ansøger gav ikke socialforvaltningen meddelelse om rejsen, og socialforvaltningen fortsatte med at indbetale revalideringshjælp på hans konto.

Ansøger var den 11. februar 1993 af kommunen blevet gjort opmærksom på sin oplysningspligt, herunder at der skulle gives oplysning om udrejse af Danmark.

Det var oplyst i sagen, at han havde ladet en kammerat melde afbud for sig i forbindelse med, at han flere gange havde været indkaldt til samtale på socialforvaltningen. I maj 1993 indgik han endvidere ægteskab i sit hjemland.

Ankenævnet fandt det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at ansøger mod bedre vidende uberettiget havde modtaget revalideringshjælp for perioden 8. april 1993 til 11. juni 1993, hvorfor kommunen ikke havde været berettiget til at kræve tilbagebetaling af det udbetalte beløb. Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgers rejse tilhjemlandet var begrundet i hans fars sygdom, og at han grundet påske ferien ikke havde mulighed for at underrette kommunen om rejsen.

Der henvistes desuden til, at revalideringen kunne bevares ved kortvarige afbrydelser i revalideringsforløbet og under kortvarige ophold i udlandet.

I klagen til Ankestyrelsen havde kommunen bl.a. anført, at man ønskede Ankestyrelsens vurdering af, hvornår det kunne siges at væregodtgjort, at en bistandsmodtager havde overholdt sin oplysningsfor pligtelse, jf. bistandslovens § 18. Der henvistes desuden til, at SM O-7-91, som nævnet havde lagt til grund, ikke var anvendelig i denne situation.

Sagen blev behandlet i principielt møde, fordi nævnets afgørelse skønnedes åbenbart forkert.

Ankestyrelsen fandt, at der som hovedregel ikke kan ydes løbende økonomisk hjælp til personer, der opholder sig i udlandet.

Ansøger var som følge heraf ikke berettiget til hjælp efter bi standslovens § 43 under sit ophold i hjemlandet fra den 8. april 1993 til den 11. juni 1993.

Ankestyrelsen fandt ikke, at hans situation kunne sidestilles med den situation, der er beskrevet i SM O-7-91, hvor ansøgers udlandsophold var lægeligt indiceret, og hvor ansøger før opholdet havde rettet henvendelse til kommunen om økonomisk hjælp under dette.

Ankestyrelsen fandt derfor, at den hjælp, som ansøger modtog under sit ophold i hjemlandet, skulle tilbagebetales efter bistandslovens § 25, stk. 1.

Afgørelsen begrundedes endvidere med, at ansøger havde tilsidesat sin oplysningspligt og som følge deraf uberettiget havde modtaget ydelser efter loven.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøger den 11. februar 1993 var blevet orienteret om sin oplysningspligt, herunder især at han skulle give meddelelse om udrejse fra Danmark.

Ankestyrelsen tillagde det ikke betydning, at ansøger på grund af påskeferie ikke kunne orientere sin sagsbehandler om opholdet før afrejsen. Der henvistes således til, at han ikke på anden måde, eventuelt efter ankomsten til hjemlandet, fandt anledning til at sætte sig i forbindelse med forvaltningen.

Ankestyrelsen fandt, at det forhold, at hjælpen var udbetalt efterbistandslovens § 43 som led i forrevalidering, ikke ændrede vur deringen af tilbagebetalingsspørgsmålet.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.