Ankestyrelsens principafgørelse O-83-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

11-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 15, stk. 5, § 43, stk. 2 og § 43, stk. 8

Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45) - pkt. 70 6. afsnit

Sagen drejede sig om en 23-årig kvinde, som i juli 1992 var blevet anerkendt som revalidend efter § 43 og fik bevilget hjælp til gennemførelse af kontoruddannelse.

I april 1993 blev den lagte erhvervsplan ændret til uddannelsen som informatikassistent. I marts 1994 opgav hun denne uddannelse.

I september 1994 fik hun bevilget bruttorevalideringshjælp med fradrag for lærlingeløn til den 2-årige praktikperiode til uddannelsen som reservedelsekspedient, idet hun kunne benytte handelsesskolens grunduddannelse til læreforholdet.

--------------------------------- |*)Der henvises til SM O- | |116-95. |--------------------------------- (Konstruktionen: bruttorevalideringsydelse med fradrag af lærlingeløn er forkert. Det skulle have været løntilskud efter § 43, stk. 8, da der var tale om et oplæringsforhold på det almindelige arbejdsmarked. Ankestyrelsens bemærkning. )

I november 1994 afbrød hun lærlingeforholdet på grund af samarbejds problemer, og kommunen stoppede herefter bruttorevalideringsydelsen ved udgangen af måneden.

Medio januar 1995 søgte hun påny om revalideringshjælp til et nyt lærlingeforhold, som hun kunne påbegynde den 1. februar 1995 og fortsat som reservedelsekspedient.

Kommunen gav afslag på hjælp med begrundelsen, at hun ikke havde denfornødne motivation til at gennemføre uddannelsen, og at revali deringsforløbet ikke fandtes at være realistisk.

Ankenævnet tiltrådte denne afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om skiftet af uddannelsen som reservedelsekspedient fra enarbejdsgiver til en anden er tilstrækkeligt til at afbryde reva lideringshjælpen.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger fortsat var berettiget til støtte under den fortsatte uddannelse til reservedelsekspedient.

Ankestyrelsen fandt således, at det af kommunen og nævnet udøvede skøn havde været åbenbart urimeligt.

Ankestyrelsen var således ikke enig med kommunen og nævnet i, at derhavde været tilstrækkelig begrundelse for at afbryde revali deringsforløbet, når hun efter kortvarig afbrydelse havde genoptaget uddannelsen igen, og dette ikke havde indvirkning på den fastlagte erhvervsplan.

Ankestyrelsen fandt i øvrigt ikke, at oplysningerne om de hidtidigerevalideringsforløb kunne tillægges særlig vægt, når disse oplys ninger også forelå ved kommunens seneste godkendelse af uddannelsen til reservedelsekspedient.

Med hensyn til motivationsbegrundelsen bemærkede Ankestyrelsen, at dette spørgsmål ikke sås nærmere uddybet, f.eks. ved en personlig samtale med hende. Hændelsesforløbet pegede tværtimod på, at der havde været motivation for uddannelsen, men at afbrydelsen skete af personlige grunde. I denne forbindelse bemærkede Ankestyrelsen, atafbrydelser og ændringer af arbejdsforhold kunne ske i et revalide ringsforløb.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse og anmodedesamtidig kommunen om, at omberegne og yde hende hjælp som "mindste løn" efter lovens § 43, stk. 8, med virkning fra 1. september 1994, hvor uddannelsen blev begyndt.