Ankestyrelsens principafgørelse O-143-96

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 38, stk. 1

Nordisk Konvention af 5. marts 1981 om social tryghed - Nordisk Konvention af 5. marts 1981 om social tryghed -

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 30, stk. 1

Sagen vedrørte en familie, hvor ansøgers ægtefælle blev tilkendt mellemste førtidspension fra den 1. juni 1988. Fra 1. august 1988 tilkendtes han tillige norsk tillægspension.

I oktober måned 1989 ansøgte ægteparret om supplerende kontanthjælp, idet hustruen var uden arbejde.

Ved beregning af kontanthjælpen foretog socialforvaltningen fradrag af den norske tillægspension i fuldt omfang. Ved fradrag af den danske førtidspension friholdtes invaliditetsbeløbet, da dette var beregnet til at dække de omkostninger, som var forbundet med ægtefællens invaliditet jf. bistandslovens § 38, stk. 2, nr. 1.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse, idet det ved afgørelsen blev lagt til grund, at der efter Den Nordiske Konvention om socialsikring var tale om en tillægspension, der udbetaltes som en til lægsydelse til grundpensionen.

I forbindelse med klagen til Ankestyrelsen blev det gjort gældende, at den norske pension var omfattet af bistandslovens § 38, stk. 2.

Det anførtes, at der er fuldstændig analogi mellem det norske og danske invaliditetsbeløb. Der var ikke alene tale om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, men også om kompensation for et handicap, og tillægspensionen skulle derfor også bruges til at gøre livet lettere for den handicappede. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der skulle ske fradrag efter bistandslovens § 38 for den norske pension i den udmålte kontanthjælp, herunder hvorledes denne skulle bedømmes i relation til § 38, stk. 2.

Ankestyrelsen fandt, at den norske tillægspension måtte betragtes som en indtægt, der skulle fradrages efter bistandslovens § 38, stk. 1, ved beregning af supplerende kontanthjælp til ægteparret.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at pensionen alene var tilkendt på baggrund af oplysningerne om ægtefællens beskæftigelsesperioder og tidligere erhvervsindtægt i Norge.

Ankestyrelsen fandt således, at formålet med pensionen alene var at kompensere for et indtægtstab og ikke for forøgede udgifter i forbindelse med invaliditeten. Der var i øvrigt kompenseret fuldt ud for disse gennem tilkendelse af den mellemste førtidspension, som ægtefællen modtog efter danske regler.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.