Ankestyrelsens principafgørelse O-70-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 58, stk. 1

Forældrene til en dreng på 8 år søgte hjælp til scalasko.

Ifølge de lægelige akter var barnet oprindelig henvist på grund af let indaddrejning i begge hofter. Denne fejlstilling var dog spontant korrigeret og bedømtes til at ville normaliseres yderligere.

Endvidere led drengen af for korte achillessener og på grund heraf af let skævhed i foden. Han var desuden platfodet. Det fremgik af de lægelige akter, at scalaskoene var ordineret for at udspænde achillessenerne.

Kommunen meddelte afslag på ansøgningen. Kommunen henviste til, at det var oplyst, at anvendelse af scalasko ville medføre yderligerenormalisering. Kommunen fandt, at hjælpemidler til brug ved behand ling og forebyggelse ikke kunne afholdes efter bistandslovens § 58.

Ankenævnet fandt, at drengen konkret opfyldte betingelserne for at være omfattet af bistandslovens § 58, idet der var lagt vægt på oplysninger om sagens forløb og udtalelse fra nævnets lægekonsulent.

I klagen anførte kommunen, at der efter kommunens opfattelse i den konkrete sag ikke var tale om varig nedsættelse af funktionsevnen, og at behandlingsredskaber bør stilles til rådighed af sygehusvæsenet. Der henvistes desuden til, at drengens lidelse forventedes bedret ved den igangværende behandling med scalasko. Endelig henvistes til Socialministeriets opfattelse af begrebet varig lidelse, som en lidelse, der ikke bedres ved behandling eller af sig selv, og som normalt vil være til gene for pågældende livet ud.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der var tale om varige lidelser, og om skoene kunne antages at have et behandlingssigte eller måtte betragtes som et hjælpemiddel.

Der kunne ikke ydes støtte efter bistandslovens § 58 til scalasko.

Ankestyrelsen tog ved afgørelsen udgangspunkt i, at barnet havde to lidelser, let indaddrejning i begge hofter (anteversio coxae l. gr. ) og kalveknæ, platfodethed (pes plan valgus), fremkaldt af korte achillessener.

Den førstnævnte lidelse, anteversio coxae l. gr. , var ifølge de lægelige oplysninger i sagen spontant korrigeret, og denne tilstand ventedes at ville normaliseres yderligere.

Den sidstnævnte lidelse, pes plan valgus, måtte efter det oplyste i det konkrete tilfælde antages at kunne bedres ved behandling med scalasko og kunne således ikke anses for at være en varig lidelse.

Ingen af de to nævnte lidelser kunne således begrunde tilkendelse af scalasko i henhold til bistandslovens § 58, da der ikke var tale om varige lidelser.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.